Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Litteratur

Amerikansk litteratur under juletræet

Julen står for døren og traditionen tro har vi her på Kongressen.com samlet lidt anbefalinger af amerikanske bøger, der kunne bruges som julegaver eller ferielæsning i juledagene

Af Anders Agner Pedersen, chefredaktør, og Philip Chr. Ulrich, udenrigsredaktør

Juleferien nærmer sig med hastige skridt og da julen jo er en tid med masser af traditioner, vil vi her på Kongressen.com benytte lejligheden til at gentage en af vores juletraditioner, nemlig at komme med lidt litterære anbefalinger med amerikanske islæt.
2019 har budt på flere stærke udgivelser både inden for skøn- og faglitteratur. Nye forfatternavne er stemplet ind mens flere af de etablerede har leveret nye perler.
Starter vi i den skønlitterære afdeling, er det værd at nævne bestseller-forfatteren Daniel Silva, der i sommer udgav bogen ‘The New Girl’. Bogen er både spændende og velskrevet og Silva viser endnu en gang, at det ikke er uden grund at han gang på gang stryger ind på listerne over bestsellere. Flere af Silvas bøger findes allerede på dansk og om kort tid er ‘The New Girl’ også at finde på dansk, når den i begyndelsen af 2020 udkommer på HarperCollinsNordic.

Har man hang til de amerikanske skønlitterære klassikere, er der også muligheder for at forsøde juletiden på den front. Lindhardt & Ringhof er nemlig fortsat genudgivelserne af Ernest Hemingways værker. Det er ikke første gang, vi her på Kongressen.com har anbefalet denne serie, men vi gør det gerne igen, for Hemingways værker holder stadig hele vejen og i det lækre layout som serien har, vil bøgerne være en berigelse af enhver boghylde.

På den faglitterære front har året budt på flere stærke udgivelser. En af dem, der virkelig er værd at fremhæve er Adam Frankels fremragende bog ‘The Survivors’. Frankel, der i flere år arbejdede for Obama som taleskriver, fortæller sin families historie på gribende vis. En historie, der blandt andet rummer beretninger om hvordan holocaust truede med at udrydde Frankels familie og i det hele taget er det ikke uden grund at Chicago Tribune udnævnte den til ‘The Notable Book of 2019’.

På det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område er der også en række bøger, som kan fortjene en plads under juletræet og på sofabordet.

Robert Kagans bog “The Jungle Grows Back” er en yderst anbefalelsværdig bog om international politik og den udvikling vi ser i det internationale samfund i disse år. Bogen udfordrer det verdensbillede som mange danskere og også europæere har – og som gør forståelsen for præsident Trumps verdensbillede mindre. Kagans argument og fortælling er nemlig om en verden, hvor magt igen er det centrale, ligesom det har været i århundreder, mens de fredelige 75 år vi har nydt i Europa faktisk er en historisk undtagelse.

En anden bog om international politik og de udfordringer som USA står overfor er “The Shadow War: Inside Russia’s and China’s Secret Operations to Undermine America” af Jim Sciutto. Bogen giver en tour de force gennem aktuelle udviklinger og trusler i rummet, cyberspace og øvrige domæner, hvor USA ellers i mange år har nydt uudfordret overlegenhed. Noget af det man læser om kan virke som ren James Bond, lige indtil man kommer i tanke om, at det er virkelighedens verden det drejer sig om.

En sidste anbefaling fra det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område er om et historisk emne. “The Accidental President: Harry S. Truman and the Four Months That Changed the World” fortæller nemlig om de første fire måneder af præsident Harry Trumans tid som præsident.
De første fire måneder efter Franklin Roosevelts død var skelsættende på et verdenshistorisk niveau, og Truman tog nogle monumentale beslutninger i sine blot første fire måneder ved magten. I disse måneder skulle den ret ukendte politiker fra Missouri håndtere den grundlæggende generalforsamling i FN, Potsdam Konferencen, afslutningen af Manhattan-projektet, Nazi-Tysklands overgivelse og hele efterspillet i Europa og beslutningen om at anvende atomvåben mod Japan.

Herhjemme er der også kommet flere gode bøger om amerikansk historie og samfundsforhold. Af historiske værker er det umuligt at komme uden om Ole Sønnichsens forrygende ‘One Dollar Man’ om den danske udvandrer William Knudsen. Bogen er Sønnichsens tredje om de danske udvandrere og som altid er man som læser i trygge hænder hos Sønnichsen, der engageret og fængende fortæller historien om den mest succesfulde af alle danske udvandrere.

Det er også værd at nævne Sara Maria Glanowskis debutbog ‘Skyggebokser’, som vi tidligere på efteråret omtalte. Der er tale om en usædvanlig stærk debut fra Glanowski, der på enestående vis fortæller om nogle af de af det amerikanske samfund, vi ikke hører så meget om i den daglige nyhedsstrøm. Det er modigt, det er relevant og det er hamrende godt skrevet!

På falderebet kan vi selvfølgelig også lige nå at foreslå, at man investerer i ‘Obama – Håbets Præsident’, hvis det ikke allerede skete da den udkom i januar i år.

Således en lille bunke af amerikanske litterære anbefalinger, som vi håber I kan bruge.
Glædelig jul og god læselyst herfra.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen