Selv om han ikke just surfer på en popularitetsbølge af de helt store, kan præsident Obama dog glæde sig over, at amerikanerne hen over sommeren er begyndt at være mindre negative over hans embedsførelse end tidligere.
Det siges, at man i krisetider skal glæde sig over de små sejre. Set i det lys, har præsident Obama lidt at fejre, al den stund at han indtil videre har haft en august måned, hvor amerikanernes skepsis over for hans embedsførelse har været en smule på retur.
Ifølge de nyeste tal fra RealClearPolitics at antallet af amerikanere, der er utilfredse med deres præsident, i løbet af de første tre uger af august er faldet fra 55,1 procent til nu at ligge på 52,2 procent. Ikke siden marts i år har det tal været på det niveau, hvilket må siges at være positivt for den ellers trængte præsident. Når Obama så næppe spæner ud i The Rose Garden og hejser Stars And Stripes af ren henrykkelse, så skyldes det, at antallet af amerikanere, der nu mener, at deres commander-in-chief kan være sin indsats bekendt, ikke rykker sig ud af flækken. Således er det tal i løbet af august kun steget 0,2 procent, fra 41,6 til 41,8 procent.
Obama kan dog også glæde sig over, at stadig flere amerikanere synes godt om hans sundhedsreform. Lige nu er 41,4 procent positive omkring Obamacare, mens 54,4 procent er det modsatte. Den gode nyhed for Obama er imidlertid, at udviklingen går den rigtige vej, og at antallet af tilhængere er steget den seneste tid, mens antallet af kritikere er faldet en smule.
Minimal tilfredshed med Capitol Hill
Obama kan desuden notere sig, at hans anseelse i befolkningen fortsat er markant højere end hans kollegers på Capitol Hill. Hele 77,4 procent af amerikanerne er således utilfredse med den lovgivende forsamling i Washington D.C., mens kun 13,6 procent mener, at deres senatorer og kongresmedlemmer gør et fornuftigt stykke arbejde.
Hvad der utvivlsomt giver både Obama og resten af det politiske system dybe panderynker er, at to ud af tre amerikanere mener, at deres land er på den gale kurs. Nærmere bestemt 64,5 procent. Et tal, der de seneste måneder har været langsomt stigende. Blot 27,2 procent mener, at USA er på rette vej.
Så selv om der ikke er grund til de helt store jubelbrøl fra Det Ovale Værelse over de seneste tal fra RealClearPolitics, så er der trods alt lidt at glæde sig over for præsidenten i disse ellers vanskelige tider.
You must be logged in to post a comment Login