Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Amerikanerne efterlyser dansk talent

Løn og skat er vigtige faktorer, når amerikanske virksomheder skal investere i Danmark, men det er mindst lige så vigtigt, at der er dygtige medarbejdere, og det kniber det gevaldigt med. Talentmassen er simpelthen for dårlig, mener amerikanske investorer, der i stedet lægger deres penge i andre lande

Af Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard

Danske virksomheder har så travlt med at flytte deres produktion til udlandet, at der er over de sidste ti år er skabt et større og større gab mellem de investeringer, der går ud af landet i forhold til de investeringer, som udenlandske virksomheder tager med til Danmark.
Danske virksomheder investerer for 275 milliarder kroner mere i udlandet, end udenlandske virksomheder investerer i Danmark. Hvis den udvikling skal vendes, så er det tvingende nødvendigt, at Danmark bruger langt flere midler og ressourcer på en målrettet indsats for at udklække langt flere kloge hoveder, end tilfældet er nu. Det mener Stephen Brugger, direktør i den amerikanske handelsforening American Chamber of Commerce (AmCham) i Danmark.
“Danmark skal være blandt de bedste til at udklække og tiltrække talenter. Det er utrolig dyrt, hvis for eksempel IBM bliver nødt til at hente en inder til Danmark, fordi der ikke er kvalificerede folk her i landet, der kan bestride en bestemt stilling. Danmark er et lille land, og der skal noget særligt til for at trække kvalificerede folk hertil. Vi må se i øjnene, at mange foretrækker at have stående på deres cv, at de har arbejdet i London,Paris, Singapore og så videre,” siger Stephen Brugger, der efterlyser en national talentudviklings strategi.

Går uden om Danmark
Han understreger, at flere og flere amerikanske investorer vælger at gå uden om Danmark, når de skal placere deres penge. Hovedsageligt fordi amerikanerne ikke mener, at talentmassen er stor nok i Danmark. Hvis der ikke bliver taget drastiske skridt til at optimere den danske arbejdskraft på nuværende tidspunkt, bliver det et endnu større problem om 20 år, når den demografiske udvikling for alvor er slået igennem, og der er flere uden for arbejdsmarkedet, end der er inden for.
“Vi må se i øjnene, at Danmarks naboer, Sverige og Tyskland, er større lande og dermed også større markeder. Samtidig er lønomkostningerne i de to lande langt lavere, end de er i Danmark, så derfor bliver Danmark nødt til at have noget særligt at byde på for at tiltrække investorer – her i blandt amerikanske investorer,” siger Stephen Brugger.
Brug for målrettet talentstrategi
Han peger på nogle afgørende ting, der efter AmChams mening skal til for at optimere talentmassen i Danmark. Det kræver en grundig analyse af hvilke kompetenceområder, der er strategisk vigtige for Danmark i fremtiden. Der skal investeres målrettet i de uddannelser, der matcher erhvervslivets behov. Universiteter og forskningsmiljøer skal opprioriteres, det skal gøres mere økonomisk attraktivt for de studerende at fuldføre deres uddannelser på normeret tid, og så skal relationen mellem virksomheder og studerende sikre en glidende overgang mellem studie og job.
“Det er vigtigt, at vi hurtigt kommer i gang med arbejdet.Tiden er knap, men det virker heldigvis, som om der er en stigende forståelse for problemet i regeringen,” siger Stephen Brugger.
Written By

Jens Aagaard er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Dækkede i knap ti år dansk politik for Ekstra Bladet og var derefter ansat på Søndagsavisen, hvor han blandt andet dækkede dansk politik og skrev interviews og portræthistorier. Udgav i januar 2013 den anmelderroste bog ‘Da Spin Erobrede Danmark’ sammen med Anders Agner Pedersen og var blandt bidragyderne til antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’. Tilknyttet Kongressen.com som portrætskribent.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen