Amerikanere har langt videre adgang til abort, end danskere har

Mon ikke de fleste danskere ville blive ret overraskede over at finde ud af, at amerikanske kvinder har en forfatningsmæssig ret til fri abort indtil 24. uge?

Det var ikke kun amerikanske medier, der spærrede øjnene op, da den demokratiske politiker Wendy Davis i slutningen af juni i år stillede sig op i senatet i delstaten Texas og talte vedtagelsen af en stramning af statens abortlovgivning ihjel med en 11 timer lang filibuster. Herhjemme viderebragte flere medier historien om den heltemodige delstatssenator, der rejste sig imod det bagstræberiske texanske senat og kæmpede for bevarelsen af kvinders ret til fri abort. De danske medier åd den midt- og venstreorienterede amerikanske presses udlægning af sagen råt og kolporterede den direkte hjem til danskerne, der så endnu engang kunne få bekræftet, at Republikanerne vil have aborterne tilbage i kvaksalverne gustne baglokaler, og at Demokraterne er ejegode mennesker, der kæmper for værdier, som ligner vores egne.

Det var i hvert fald svært at få andet indtryk ud fra de danske mediers udlægning af den lov, Wendy Davis forsøgte at stoppe: ifølge dr.dk var der tale om en “ny, skrap lov udformet af et klart republikansk flertal, der vil lukke de fleste abortklinikker,” JP omtalte “den vidtgående abortlov”, BT karakteriserede den som, “en lov, der ville betyde en radikal indskrænkning af texanske kvinders faktiske ret til abort,” Radioavisens lyttere kunne høre, at det “[i] Texas er […] lykkedes demokraterne af forhindre republikanernes planer om strammere regler for abort. Republikanernes forslag ville betyde, at næsten alle abortklinikker i staten skulle lukkes”, og TV2 erklærede, at “[i] USA har en kvindelig politiker på noget speciel vis forhindret en meget restriktiv abortlovgivning i at blive vedtaget i staten Texas”. Som kronen på værket lod Politiken hele to egne medarbejdere udlægge sagen på avisens debatsider i henholdsvis en Signatur og en Global Kommentar – den første så sagen som et tegn på, at “[v]ærdidebatten i USA rykker sig langsomt, men sikkert i den rigtige retning”, den anden kunne ikke dy sig for at pøse godt med selvgod forargelse ud over lovens tilhængere: “[…] en lov, som reelt skulle afskaffe abort i den store amerikanske delstat. […] De ni vrede republikanske kvinder omkring talerstolen var ikke et sindbillede på den næstekærlighed, Jesus så indgående prædiker.”

Lovforslagets konsekvenser
I deres formodning om, at ethvert forslag fra Republikanerne om at stramme abortlovgivningen nødvendigvis måtte være et kæmpe tilbageslag for kvinders ret til fri abort, glemte samtlige danske medier imidlertid helt at undersøge selve lovforslaget og dets konsekvenser. Så lad os gøre det her: lovforslaget ville først og fremmest sænke adgangen til fri abort i Texas fra 26. til 20. graviditetsuge. Dernæst ville det stille en række krav til klinikker, der foretager aborter, herunder at aborter kun må udføres af læger, der har ret til at indlægge patienter på et hospital indenfor en radius af 50 km. fra klinikken, at der skal være en læge til stede ved medicinske aborter (aborter fremkaldt af medicin), og at klinikkerne skal have fuldt operationsudstyr, hvilket de fleste af dem ikke har i dag. Kritikerne har advaret om, at 37 af de 42 klinikker, der i dag udfører aborter i Texas, ikke lever op til kravene og derfor vil være nødt til at lukke, hvilket i praksis vil gøre det langt sværere for texanske kvinder at finde et sted at få en abort. Men der skal ikke meget research til for at undersøge sandsynligheden for, at det nu også vil blive helt så slemt – og det vil det næppe. Således har Pennsylvania, Virginia og Missouri indført lignende regler indenfor de senere år, og også i de stater var der massive advarsler om masselukninger. De udeblev imidlertid – langt størstedelen af klinikkerne fandt løsninger og forblev åbne.

At danske medier ikke kigger abortstøtternes argumenter efter i sømmene er én ting – det er desværre ret udbredt praksis, at danske journalister hopper ukritisk med på amerikanske midt-venstre mediers udlægning af aktuelle, kontroversielle samfundsdebatter. Hvad der er endnu værre er, at ingen danske medier tilsyneladende faldt over den åbenlyse myte-dræber historie placeret lige midt i Wendy Davis-sagen: spørgsmålet om, hvornår grænsen for fri abort skal gå. Her var der ellers mulighed for at give de hjemlige mediebrugere en overraskelse af de store. Mon ikke de fleste danskere ville blive ret overraskede over at finde ud af, at amerikanske kvinder har en forfatningsmæssig ret til fri abort indtil 24. uge? Selv den påstået drakoniske texanske lovgivning ville således kun nedsætte grænsen for retten til abort til otte uger efter, at danske kvinders ret er ophørt.

I Danmark er fri abort tilladt til og med 12. uge, hvorefter der kræves tilladelse fra et af regionernes abortsamråd – tilladelser, der kun i ekstremt sjældne tilfælde gives tæt på de 20 uger og ifølge loven aldrig må gives efter det tidspunkt, hvor fostret vurderes at være levedygtigt, dvs. i stand til at overleve udenfor livmoderen. Eneste undtagelse er tilfælde, hvor graviditeten bringer moderens liv i fare. Fordi dansk lovgivning ikke sætter nogen specifik ugegrænse for, hvornår levedygtigheds-tidspunktet indtræffer, har abortsamrådene mulighed for at træffe afgørelser, der er i overensstemmelse med den medicinsk-teknologiske udvikling. Og den rykker sig hele tiden: de tidligst fødte, overlevende børn, man i dag på verdensplan har kendskab til, blev født i 21. uge.

Opdatering af Roe v. Wade
Til sammenligning er den nedre grænse for, hvornår delstater må forbyde abort i USA, bestemt af landets højesteret, og den opdaterer ikke sine beslutninger med samme hast, som den teknologisk-medicinske udvikling bevæger sig. Da retten til abort blev indført i 1973 med den skelsættende dom i sagen Roe v. Wade, vurderede højesteret, at levedygtighed som regel indtraf ved 28. uge. Den grænse er kun blevet opdateret én gang – i 1992 i forbindelse med sagen Planned Parenthood v. Casey, hvor højesteret anførte, at levedygtighed kunne findes allerede ved 23. eller 24. uge. Dermed er det forfatningsstridigt for delstater at vedtage abortforbud før dette tidspunkt.

Det må anses for sandsynligt, at højesteret inden for en overskuelig årrække igen vil tage en abortsag op til overvejelse, og i den forbindelse kan det godt tænkes, at retten vil nedsætte grænsen til f.eks. 20 uger på baggrund af den øgede overlevelsesrate for ekstremt tidligt fødte. Men det er vigtigt at understrege, at selv hvis højesteret sætter en ny juridisk grænse for levedygtighed, vil det ikke i sig selv ændre på, hvor længe stater må tilbyde aborter. Den amerikanske højesteret har nemlig alene sat en nedre grænse for, hvor tidligt delstater må begrænse adgangen til aborter – retten har ikke sat nogen øvre grænse for, hvor længe delstater må tillade dem. I modsætning til i Danmark , hvor det altså ifølge lovgivningen er forbudt at foretage aborter efter levedygtighed indtræffer, er det tilladt at få aborter indtil fødslen i ni amerikanske stater. Læs det lige en gang til og overvej, om det er i overensstemmelse med den gængse danske opfattelse af USA som et land, hvor det er langt sværere at få abort end i Danmark: Ni amerikanske stater har ingen lovgivningsmæssig begrænsning af, hvor langt henne i graviditeten en kvinde må få en abort. Der er ikke mange amerikanske læger, der vil foretage aborter helt hen mod slutningen af en graviditet, men der findes nogle, og i ni stater giver lovgivningen dem lov til at gøre det. I princippet også i graviditetens 40. uge. Uden anden grund, end at moderen beder om det.

Et mere nuanceret billede
Der er ingen tvivl om, at modstanden mod abort er mere synlig – og udbredt – i den amerikanske debat, end den er herhjemme. Hver femte amerikaner var ifølge Gallup i maj måned modstander af abort i alle tilfælde, og en række af de love, delstater med skiftende held forsøger at sætte i værk på området, bunder i et slet skjult ønske om at forhindre så mange kvinder som muligt i at få foretaget aborter snarere end et ønske om at sikre helbredsmæssigt bedre forhold for abortsøgende kvinder – det gælder både i forhold til mange af kravene om forbedringer af de fysiske forhold på klinikker, der foretager aborter, og krav som at kvinder først skal undergå vaginale ultralydsundersøgelser, se på billeder af deres fostre og høre lægers beskrivelse af samme fostres udseende, før de kan få lov til at få den abort, de har bedt om.

Men al den stund, at grænsen for fri abort går ved 12 uger i Danmark, er det dog påfaldende, at danske journalister konsekvent karakteriserer ethvert forslag om at stramme den langt mere liberale amerikanske abortlovgivning som et fanatisk, kristen-fundamentalistisk forsøg på at knægte kvinders ret til at bestemme over deres egen krop. Særligt når forslagene til stramninger overhovedet ikke er i nærheden af at kunne gøre amerikansk lovgivning på området så restriktiv som den danske. Forskellige forsøg på at lukke klinikker til trods, er amerikanske kvinders lovgivningsmæssige – og forfatningssikrede – ret til fri abort langt videre end danske kvinders. Det ville være forfriskende, om danske medier, næste gang abortdebatten blusser op i USA, midt i alle klichéhistorierne om de rabiate abortmodstandere ville bringe bare en enkelt historie om de 26 procent af amerikanerne, der ifølge Gallup mener, at kvinder, der er gravide i 9. måned, skal have ret til at få abort, hvis de vil have det. Og om de 9 stater med 28 millioner indbyggere, der giver dem lov til at få det.