Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Ambassadørens afsked

Efter tre et halvt år som amerikansk ambassadør i Danmark, lakker Rufus Giffords embedsperiode mod enden. Kongressen.com var med, da Gifford holdt afskedsforelæsning på Københavns Rådhus.

Af Anders Agner Pedersen, chefredaktør, og Philip Chr. Ulrich, udenrigsredaktør

Køen strakte sig næsten hele vejen fra scenen og mere end halvvejs ned gennem den aflange lokale på Københavns Rådhus, der kaldes Festsalen. Og nej, ikke køen til at komme ind. Køen til at få tage selfies med dagens æresgæst og hovedtaler, Rufus Gifford.
For efter tre et halvt år i Obamas tjeneste i København, er det slut. På fredag, når Donald Trump formelt set overtager præsidentembedet, sætter Gifford kursen mod Australien og New Zealand på en længere ferie sammen med ægtemanden, Stephen, inden han tager hul på tilværelsen som tidligere ambassadør.

At danskerne har taget den 41-årige Gifford til sig, er velkendt. Ligesom det er velkendt, at han har sprængt alle rammer for medieinteresse i løbet af sin tid i Danmark. Talrige artikler, talkshows, bøger, ja, sågar sin egen tv-serie, der efterfølgende blev solgt videre til Netflix. Den præstation bliver svær at overgå for hvem, der end måtte ende med at blive udpeget af Donald Trump som Rufus Giffords afløser.

Det var en bevæget Gifford, der flere gange måtte rømme sig over for de godt 200 fremmødte på rådhuset. Samme morgen havde han været forbi Amalienborg, hvor Dronningen havde overrakt ham Dannebrogsordenen. Og nu stod han så i hjertet af København, foran endnu et lokale fyldt med spændte danskere, for sidste gang som amerikansk ambassadør.

De store nyheder bød talen ikke på. Andet ville næsten også havde været overraskende. Gifford spillede i stedet de sikre kort med at udtrykke optimisme for fremtidens dansk amerikanske forhold, taknemmelighed over den sympati og støtte, han og Stephen havde mærket fra danskerne de forgangne tre et halvt år, og en smule nervøsitet over den politiske virkelighed, der indfinder sig på fredag, når Donald Trump formelt tiltræder som præsident.

De sidste tre et halvt år har været tæt på en lang sejrsmarch rundt i Danmark for Gifford. Allerede fra det øjeblik han og husbonden landede i Kastrup, blev de modtaget af snurrende kameraer, der nærmest har fulgt dem hver dag lige siden.

Gifford har anlagt en meget utraditionel stil for sit virke som diplomat. Hans udadvendte stil, hans personlige tilgang til mange tematikker og hans tilgængelighed over for den brede befolkning, har gjort ham verdenskendt i Danmark. Og på den måde har han været en strålende repræsentant for sin chef, nemlig Barack Obama.

Man kan så sige, at det er en taknemmelig opgave at repræsentere en så populær præsident som Obama i et land som Danmark, hvor der nærmest ikke findes diplomatiske problemer mellem USA og Danmark.

Dog har Gifford også skulle forholde sig kritisk til den medgørlige skandinaviske allierede. Ambassadøren blev nemlig sendt i byen af præsident Obama for at kritisere det danske forsvarsbudget, som stadig ikke når NATO’s krav om 2% af BNP. Det krav har været gennemgående fra amerikansk side i mange år, men det lod til at vække opsigt i den danske befolkning, at den rare amerikanske ambassadør pludselig talte med store bogstaver. Opsangen havde ikke den ønskede effekt, og det lader til at være valget af Donald Trump som skulle til for at få politisk opbakning til flere penge til forsvarsbudgettet.

Den diplomatiske opsang om det lave danske forsvarsbudget er dog noget af det værste Gifford har været ude i af diplomatiske sammenstød med dansk politik. I stedet har ambassadøren kunne bruge tiden på at fastholde det gode dansk-amerikanske forhold. På mange måder er det arbejde blevet gjort nemmere af at Gifford har repræsenteret de mange forhåbninger og idealer som Obama blev valgt på i 2008, men som mange amerikanske vælgere føler præsidenten ikke har levet op til. Den danske befolkning har i vid udstrækning holdt fast i det idealbillede af Obama fra 2008, og Gifford har været personificeringen af de forhåbninger om forandring i USA, som blev vakt ved det valg.

Det bliver en stor mundfuld for den kommende ambassadør at følge i Giffords fodspor, men også på mange måder at skulle formilde billedet blandt danskerne af den kommende regering. Gifford har kunne ride på bølgen af medvilje blandt danskerne overfor den siddende præsident. Det kan den kommende ambassadør ikke.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen