Ambassadeflytning styrker amerikansk-israelsk forhold

Trump-administrationen åbner i dag den amerikanske ambassade i Jerusalem i et kontroversielt træk, hvor USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Generelt har Trump-administrationen lænet sig tæt op af Israel på det seneste, særligt i spørgsmålet om Iran-aftalen, hvor premierminister Netanyahu har præget præsidenten.

Det var bl.a. med en direkte henvisning til premierminister Netanyahus fremlæggelse af, hvad han kalder beviser for at Iran ikke har levet op til ånden i aftalen om landets atomprogram, at præsident Trump i sidste uge trak USA ud af aftalen.

Lidt provokerende kan man sige, at den israelske premierminister har haft større indflydelse på præsidentens beslutning om Iran-aftalen end James Mattis i Pentagon. Den nye nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har angiveligt undladt at holde større møder med præsidentens rådgivere om sagen, og i stedet rådgivet præsidenten i mindre og lukkede sammenhænge.
Der har ikke været nogen tvivl om, at præsident Trump har ønsket at trække USA ud af aftalen, og med John Bolton og Mike Pompeo på sit hold var vejen banet.

Netanyahu har ønsket, at USA skulle forholde sig hårdere overfor Iran og det også USA ser som Irans ”destabiliserende adfærd” i Mellemøsten. Det gælder både udviklingen af ballistiske missiler, støtte til den ene side i borgerkrigen i Yemen, støtte til Assad-regimet i Syrien, støtte til Hizbollah – og som Trump refererede det i sin tale: drab på amerikanske statsborgere.
Præsident Trump har udtrykt ønske om, at USA og resten af verden burde have fordømt og begrænser Irans handlinger, og at Iran-aftalen var en fiasko for ikke at omfatte dette. Hidtil har James Mattis og tidligere udenrigsminister Rex Tillerson (støttet af tidligere national sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster) talt præsidenten fra at trække USA ud af aftalen. Det gjorde de ud fra den præmis som hed, at Iran levede op til aftalen, og at resten af parterne støttede aftalen. Alle var enige om, at aftalen ikke var optimal, men at den var et udmærket udgangspunkt for videre forhandlinger. Den opfattelse har man ikke haft i Israel, hvor man har kunnet se Iran styrkes i regionen, og nu har man en venligsindet administration, som også ønsker at sætte hårdt mod hårdt overfor Iran.

Det er nemlig lektien, som præsident Trump har taget med fra forløbet med Nordkorea, nemlig at det hjælper at presse på og sætte hårdt mod hårdt – og være villig til at drive situationen lige til kanten.

Nu står USA alene udenfor Iran-aftalen, mens de øvrige parter diskuterer dens fremtid. Men helt alene står USA jo ikke, for Israel står klar til at støtte den hårdere kurs overfor Iran – senest eksemplificeret ved angreb mod iranske styrker i Syrien.

I dag åbner så den amerikanske ambassade i Jerusalem, og dermed den officielle anerkendelse af byen som Israels hovedstad. Hidtil har den amerikanske ambassade ligget i Tel Aviv af hensyn til USA’s rolle som mægler i konflikten mellem Israel og Palæstina.

Tidligere amerikanske præsidenter har også givet udtryk for at ville flytte ambassaden og anerkende Jerusalem som hovedstad, men netop af hensyn til fredsprocessen har man ladet være. Sådanne hensyn tager præsident Trump ikke. Han har lovet sine vælgere at flytte ambassaden, så flytter han ambassaden.

Her har vi en af de væsentligste forskelle mellem præsident Trump og hans forgængere. Præsident Trump er i langt højere grad end forgængerne villig til at tilsidesætte internationale hensyn for at leve op til sine valgløfter. Han fører altså sin udenrigspolitik rettet mod sine vælgere. Det kan godt være USA’s allierede stod sammen om et ønske om, at USA skulle blive i Iran-aftalen eller Paris-aftalen og i stedet forhandle videre ud fra dem. Men præsident Trump havde lovet sine vælgere noget andet, og sådan blev det.

Efter otte års meget anstrengt forhold mellem præsident Obama og Israel er forholdet mellem de to allierede nu igen solidt. I hvert fald blev den amerikanske delegation til åbningen af ambassaden modtaget med åbne arme – og Jared Kushner og Ivanka Trump kan lede an i præsident Trumps charmeoffensiv både overfor Israel men også hans vælgere.