I august kom det frem, at skuespilleren Matthew McConaughey er blevet fastansat som professor på University of Texas i Austin. Kongressen.com har besøgt den texanske hovedstad for at prøve at forstå, hvorfor den Oscar-vindende skuespiller er blevet et ikon i Austin
Af Johanne D. Holgersson
AUSTIN, TEXAS: Selvom vi er nået ind i de sene efterårsmåneder, hænger bladene stadig på træerne i Austin. Og de har endnu ikke skiftet farve til en efterårsagtig nuance af orange, men dingler stadig grønne på grenene. Jeg bemærker måske dette, fordi farven orange – en helt bestemt dyb, brændt orange farve – alligevel er allestedsnærværende i byen.
Folk på gaden er iført hættetrøjer og jakker i den dunkle orange farve. Det minder mig lidt om en gåtur nedad Østerbrogade, et par timer inden landskamp i Parken, hvor fodboldglade danskere i dagens anledning er trukket i rød-hvide farver.
Forskellen er bare, at der denne dag i Austin, ikke er udsigt til nogen stor fodboldkamp. Og så er det heller ikke kun i beklædningen, at den orange farve præsenterer sig. Alle byens vejskilte har den farve, og den går igen i butiksfacader og på klistermærker i byens utallige bilers bagruder. Den brændte orange farve – Texas-farven – er umulig ikke at bemærke i Austins bybillede.
Austin elsker McConaughey
Der er dog noget andet, der er mindst lige så svært at overse, når man vandrer rundt i Texas’ hovedstad, og det er den amerikanske skuespiller, Matthew McConaughey.
Vi kender ham bl.a. fra rollen som den AIDS-ramte Ron Woodroof i filmen ’Dallas Buyers Club’ (2013) eller rollen som politimanden Rustin ”Rusty” Cohle i første sæson af HBO-serien ’True Detective’ (2014).
For det er nemlig ikke hverken tilfældigt eller tillært, når han i mange af sine roller taler med en tyk, texansk dialekt. McConaughey er født i Texas og har boet i den amerikanske sydstat hele sit liv. I 90’erne flyttede han til Austin og har stort set ikke forladt byen siden. Og det går ikke ubemærket hen i bybilledet.
Hans ansigt er klistret på samtlige busser og busstoppesteder, og det er sågar – i nogle af bybusserne – hans stemme, der fortæller dig, at du skal ”be safe,” når du står af. I øjeblikket florerer der også en underskriftindsamling, fordi man gerne vil have, at det er McConaugheys stemme, der fortæller fodgængere, at de skal krydse vejen. Byens kærlighed til den 50-årige skuespiller er uomtvistelig.
Hjem kære Austin
Matthew McConaughey er altså hverken flyttet til Los Angeles eller New York, som det ellers gælder for størstedelen af de amerikanske såvel som udenlandske Hollywood-skuespillere. Han har valgt at blive boende her i Austin, Texas.
At tage en sådan beslutning er et ”tydeligt og bevidst statement,” spørger man Noah Isenberg, der er fakultetsleder på Radio and Television Department på The University of Texas i Austin (UT Austin). Og hvorfor gør man så det, altså spørger denne Noah Isenberg? Jo, det gjorde jeg, fordi han var med til at ansætte Matthew McConaughey som professor og permanent underviser på UT Austin fra og med september 2019.
Da McConaugheys ansættelse blev offentliggjort, spredte nyheden sig som en steppebrand – ikke kun blandt universitetets knap 52.0000 elever men i hele verden. For hvad var nu meningen med at ansætte en berømt skuespiller som universitetsprofessor? Det spørgsmål besøgte jeg Noah Isenberg på UT Austin for at få svar på.
”Det øjeblik, vi annoncerede det (Mattehew McConaugheys fastansættelse, red.) eksploderede det fuldstændig på internettet. Vi blev kontaktet af folk fra hele verden, der vide mere” lyder det fra professor Isenberg.
Ikke ukendt grund
Det er dog langt fra nyt for Matthew McConaughey at betræde campus på University of Texas i Austin. Han dimitterede nemlig selv fra universitetet tilbage i 1993, samt har været tilknyttet fakultetet som gæste-underviser på kurset ’Script to Screen’ siden 2016.
En af begrundelserne for at fastansætte McConaughey var, at det er en måde anerkende hans bidrag til universitetet på, fortæller Noah Isenberg.
”Ikke nok med, at han er alumne, så har han været så utrolig hengiven og engageret i dette kursus, de gange han har været med som gæst. Det at ansætte ham permanent er vores måde at anerkende det engagement på, og så formaliserer det hans position som noget, der skal fortsætte ud i fremtiden.”
Da jeg besøger universitetet i Austin, møder jeg også en af McConaugheys tidligere studerende, 30-årige Marise la Compos, der blev færdig med sin bachelor fra Radio og Television-fakultetet i sommer. Jeg spørger hende, om det er vigtigt, at det lige netop er Matthew McConaughey, der underviser dem på ’Script to Screen’-kurset.
”Det faktum, at han selv er alumne, giver en følelse af at han bare virkelig gerne vil have, at vi klarer os godt i branchen,” lyder det fra den tidligere studerende.
Marise tilføjer også, at han giver de studerende adgang til afkroge af filmproduktion, man ellers ikke får at se.
En lokal helt
Ifølge Noah Isenberg er McConaugheys engagement essentielt, hvis man skal forstå, hvorfor de gerne vil have ham som en fast del af lærerstablen på fakultetet.
”Hans kærlighed til universitetet og byen er massiv. Han lever og ånder for Austin, og så han er hovedrepræsentant for byen udadtil. Uden den personlige forbindelse, ville det ikke være det samme.”
Skuespilleren er bl.a. ofte at finde på tilskuerpladserne til lokale football og basketball-kampe, men dukker også gerne op til mindre sociale arrangementer, der foregår i byen. I november kom det frem, at han er en af ejerne af det nye fodboldhold, Austin FC, og tidligere denne uge tog han første spadestik, til byens nye basketball-arena ’Moody Center.’
”Han er virkelig allestedsnærværende. Der er meget lokal stolthed – endda lokal patriotisme – i det. At Jack Nicholson sidder på tribunen til en Lakers-kamp (basketball-holdet i Los Angeles, red.), det er Mattehew McConaughey ækvivalenten til her i Austin. Han er meget involveret i sporten, borgerne og kulturlivet her i byen og det er usædvanligt for en så stor skuespiller.”
Den tidligere studerende Marise la Compos medgiver, at McConaugheys kærlighed til Texas og Austin også giver point på kontoen blandt de studerende.
”Vi er jo stolte af, at vi er fra Texas. Når han er med til Oscars, så smider han lige Hook’em-tegnet (når man samler sin lange-, ringe- og tommefinger i håndfladen, og kun lader pege- og lillefinger stritte op, red.). Så han er ligesom vores direkte forbindelse til Hollywood, så bliver man sådan: Jeg kender nogen dér! Han repræsenterer os fra Texas. Altså vi er jo texanere, før vi er noget som helst andet. Og det forstår han jo virkelig, fordi han selv er herfra. Det er bare sådan, det er”
Noah Isenberg indrømmer dog også, at McCounagheys præstationer som skuespiller har haft en betydning for hans ansættelse.
”Det er jo ikke mange professorer, der har vundet en Oscar,” griner han.
Rigeligt med omtale
Da jeg afslutningsvis spørger Noah Isenberg, om han, på trods af at Matthew McConaughey tydeligvis er dybt investeret i universitetet og byen, godt kan se, at det udadtil kunne ligne, at den Oscar-vindende skuespiller primært fungerer som en galionsfigur for UT Austin, afviser han kritikken.
”Jeg kan godt se, det lignede et kæmpe reklamestunt – både for ham selv og for universitetet. Men prøv at høre her. Det er det ikke. Han har da ikke brug for mere omtale?”
Men kan du forstå kritikken?
”Jeg kan godt se, hvordan det kan ses som en måde, hvorpå vi prøver at tiltrække mere opmærksomhed, men det er langt fra sandheden. Det her handler om hans commitment til universitetet og den anden vej rundt. Det er gensidigt fordelagtigt. Men du er selvfølgelig fri til at kritisere det, ” afslutter fakultetsleder, Noah Isenberg.
Jeg nikker og slukker min båndoptager. Det, der kunne ligne et klassisk reklamestunt, er tydeligvis et gensidigt kærlighedsforhold mellem Matthew McConaughey og Austin. Og at det derfor ikke kun er fordi, det lyder sjovt, men rent faktisk også rummer ægte lokalfølelser, når Austin-borgerne reciterer bysbarnets berømte citat:
“Alright, alright, alright.”