Alle retoriske kneb gælder

Marco Rubio har den seneste tid haft vind i sejlene. Ikke mindst takket være stærke tv-debatter. Nøjagtig som det har været tilfældet for Hillary Clinton. De to kandidater er dog milevidt fra hinanden, hvad angår den politiske retorik, de hver især gør brug af i kampen om Det Hvide Hus

Ser man begrebet retorik anvendt i dagens mediebillede, så bruges det oftest negativt, f.eks. når der skal tales om overfladiske sprogblomster eller ren propaganda. Men retorik er også overbevisende argumentation, evnen til at forstå sit publikum, og styrken til at fremstå troværdig i vælgernes øjne. Disse evner er ikke nødvendigvis negative at have med sig i en politisk tv-debat som dem de amerikanske politikere er i gang med i øjeblikket.

Ved hver valgkamp er det særligt interessant at se på kandidaternes retorik, da det netop skal leveres på en offentlig scene hvor skellet mellem ’dårlig’ og ’god’ retorik tydeligere kan ses. Kandidaterne skal kunne vise en personlig side frem uden at miste den politiske substans. De skal også kunne fremstå præsidentielle, men samtidig vise at de forstå den almindelige amerikaners problemer. Alt dette er kandidaternes retorik med til at hjælpe frem.

Ser vi på Hillary Clinton, så har hun især været kritiseret for at være for upersonlig i sin stil. Det syn har hun formået at rykke ved i debatterne ved bl.a. at tale om sig selv som bedstemor og som værende et led i generationer af kvinder, hvor hendes egen mor ”arbejde i en fabrikshal”. Det sidste gør hun for at tale sig ind i en klassisk historie om økonomisk fremgang som næsten alle politiske kandidater bruger i USA. Det første gør hun for at give sin alder og erfaring et mere venligt skær.

Det er netop Clintons lange erfaring, der er både hendes styrke og svaghed og som præger hendes sprog i debatterne. Clintons styrke som taler og debattør er hendes saglighed og hendes stålfasthed der kommer fra de kampe med andre politikere hun har taget igennem årerne. I et polariseret politisk landskab er dette en kvalitet, der kan tiltrække mange vælgere.

Clintons fokus og præcision i sine svar gør, at hun fremstår mere klar i spyttet i debatterne end sine demokratiske modstandere. Succeskriteriet for Clintons kampagne er at vinde valget, mens det f.eks. for Bernie Sanders er en revolution af det amerikanske samfund. Deri ligger forskellen, som Clinton også fik formuleret det i den første demokratiske debat: Hun er en ”progressiv politiker, men en progressiv politiker der godt kan lide at få ting gjort.”

Ulempen ved denne sprogbrug er dog også at hun ofte kan lyde som en teknokrat, og særligt når hun begynder at tale om et emne hun ikke har styr på kan den overlegne tone blive et problem for hende, som da hun i den anden demokratiske debat skulle svare på spørgsmål om ISIS og netop ikke formåede at lyde sammenhængende.

En anden side af hendes svaghed som taler kan illustreres med et eksempel fra den første demokratiske debat, hvor hun udtalte, at det at hun var kvinde, ville være den største forskel imellem hendes præsidentembede og Barack Obamas. Det vil være historisk, hvis Clinton bliver valgt, men at sige det så direkte i en tv-debat, og give det som årsag til hvorfor hun skal vælges kan meget nemt komme til at modarbejde hendes kampagne, idet hun netop skal vælges på hendes meritter og ikke via positiv særbehandling. Pointen er her, at Barack Obama i 2008 formåede at integrere sin personlige baggrund på historisk vis i sin valgkampagne, men han gjorde det som oftest på en mere elegant måde i sine taler og debatter, og han gjorde det ofte ved at trække på en større og mere levende national fortælling fremfor blot at fremhæve direkte at han var afroamerikaner.

Hos republikanerne er der stadig en lang liste af kandidater, der deltager i debatterne, og næsten 50 procent af vælgerne støtter stadig ikke-politikerne Donald Trump, Ben Carson. Men senator Marco Rubio har formået at sikre sin position i meningsmålingerne, hvor han ligger højest blandt de mere ’traditionelle’ kandidater for republikanerne. Går det som det plejer i primærvalget kunne et sandsynligt scenarie være at se Rubio stå tilbage med en Ted Cruz sidst på foråret, fremfor Trump eller Carson.

I takt med hans succes i meningsmålingerne er Marco Rubio også kommet mere i søgelyset hos både medierne og hans modkandidater. Men Rubio har været dygtig til at vende angreb under debatterne mod ham, hvilket også er en klar styrke for en offentlig debattør. Særligt Jeb Bushs anklager mod Rubio sendte den unge senator lige tilbage i hovedet på Bush, og Rubio sikrede sig derved endnu et stærkt tv-øjeblik. Det er netop Rubios styrke i dette felt af kandidater, at han formår at bevare en sober og præsidentiel tone i sin taletid under debatten, hvor han fra start har været en af de kandidater, der har efterlyst et mere substantielt indhold i de republikanske debatter med slet skjult hentydning til Trumps tidlige dominans.

Ligesom Clinton trækker Rubio på sin personlige baggrund, for at kunne fortælle en historie om sig selv, der skal gøre ham til et billede på amerikansk succes. Rubios historie er dog mere ’ny-klassisk’, idet den trækker på mange af elementerne fra Barack Obamas personlige historie, dog med et republikansk spin. F.eks. benyttede Rubio sin familie til at argumentere imod en stigning i mindstelønnen, idet de havde klaret sig selvom de kom fra trange kår.

I modsætning til Clinton er Rubio bedre til at indskyde det rette niveau af patos, appel til følelser, i sine svar. Rubio levner f.eks. ikke meget tilbage for Texas’ senator Ted Cruz, i deres historiske visioner om hvilken nation de ser USA blive i fremtiden. Men Rubio rammer dog en bedre balance i brugen af patos, så det ikke bliver ligeså drivende som hos Cruz.

Rubio er veltalende, men han har også vist sig i stand til at være det stik modsatte. Som da han skulle holde republikanernes modsvar til en af Barack Obamas State of the Union taler. Her havde han ikke forberedt stemmebåndet ordentligt, og rakte gang på gang ud efter vand, der fik budskabet af talen til at, ja undskyld, drukne. Rubio refererede endda til denne fejl ved republikanernes anden debat i år i Californien, hvor han havde taget sin egen flaske vand med i respekt for de problemer som Californien havde med deres vandforsyninger.

Valgkampen er ved at nærme sig sin næste fase, hvor kandidaterne skal supplere kampen om taletid i TV-debatterne og medietid generelt, med etableringen af et effektivt ’get-out-the-vote’-apparat i de delstater, hvor de første primærvalg skal finde sted i begyndelsen af 2016. Her er tiltroen fra partitoppen også vigtig for kandidaterne, så de kan få adgang til de lokale partiressourcer i staterne. Clinton har formået at bevare sin status som ’kandidaten over de andre’ efter demokraternes første debat, både i indholdet af hvad hun sagde, men også i debatformatet, hvor hun både fik første og sidste ord. Rubio har på samme måde, om end med mindre opbakning i meningsmålingerne, opnået en stabil position hos republikanerne med hans gode debatpræstationer, spørgsmålet er så om han kan omdanne det positive billede han har fået tegnet af sig selv i debatterne til støtte ude i primærvalgsstaterne.