Aktive russiske foranstaltninger i den amerikanske valgkamp

Det var antagelig hackere med forgreninger til de russiske hemmelige tjenester, der hackede det demokratiske partikonvent dvs. DNC. Skandalen kaster lys over den kolde hybridkrig mellem Kreml og Vesten, navnlig dens metoder. Det amerikanske efterretningsmiljø har længe anset Trump for en sikkerhedsrisiko.

Af Mette Skak, lektor, Aarhus Universitet

”Aktive foranstaltninger” lyder ikke nær så sexet som hybridkrig. Men det er KGB-jargon for ”politisk krigsførelse med sigte på at påvirke udviklingen i et fremmed land”. Sådan definerer de russiske FSB-analytikere Andrei Soldatov og Irina Borogan begrebet i bogen ”The New Nobility”. Den beskriver indgående vore dages russiske adel, dvs. Ruslands professionelle spioner i organerne FSB, SVR, GRU og hvad de allesammen nu hedder med Putins Nationalgarde som seneste skud på stammen. Aktive foranstaltninger er en helt legitim praksis blandt disse hårde nysere. Men de slås så meget indbyrdes om Putins gunst, at de faktisk skader Rusland konkluderer Mark Galeotti i analysen ”Putin’s hydra”. Titlen henviser til det flerhovede uhyre, som disse hemmelige tjenester tilsammen udgør. Tiden vil vise om de med indbruddet i DNC har begået endnu et selvmål, en ”intelligence failure”, som det hedder i faglitteraturen. For med stor sandsynlighed – grænsende til vished – var dette et russisk stunt.

Skandalen rullede sidst i juli, da Wikileaks lækkede ca. 20.000 belastende dokumenter om de mindre pæne sider af forløbet op til Hillary Clintons nominering som Demokraternes præsidentkandidat. Det sære er, hvordan Wikileaks fik fat i dem. Nogen, der kaldte sig Guccifer 2.0 lod som om de var rumænske hackere, men lavede sprogfejl, så det amerikanske private sikkerhedsfirma ThreatConnect konkluderede, at det her var russisk propaganda eller rettere informationskrig. Det kom frem, at der var to hold af russiske hackere bag indbruddet, hhv. Cozy Bear og Fancy Bear – den første med FSB som ophav, den anden GRU altså Ruslands militære spionage. Eftersom man har sporet deres hacking flere år tilbage, handlede det ikke om at støtte Trumps præsident-kampagne, der jo er af nyere dato, men om at skade hendes.

Trump formåede imidlertid at få skandalen til at eksplodere i hovedet på sig selv. For åbne mikrofoner opfordrede han Rusland til at bryde ind og stjæle de resterende 30.000 mails. Den bramfri opfølgning satte ekstra spotlys på hans og hans kampagnelederes økonomiske og politiske bånd til Rusland og dets interesser. Den fhv. CIA-chef, Michael Morell, kundgjorde ligefrem, at han anser Trump for Putins nyttige idiot: ”In the intelligence business, we would say that Putin had recruited Trump as an unwitting agent of the Russian Federation.” Han blev bakket op af andre ex-spioner og Ruslandseksperter, eksempelvis John Schindler. Skandalen udstiller i øvrigt Wikileaks-grundlæggeren Julian Assange som en lige så nyttig idiot.

Christina Coleburn fra NBC News udgav 7. August en analyse af baggrunden for Morells sensationelle åbenhed – ”Ex-CIA Director: ’No Doubt’ Putin Views Trump as ’Unwitting Agent’”. Trumps søn har nærmest pralet med farens afhængighed af russiske investorer, og Trump har jævnligt brug for byggetilladelser i Moskva. Førnævnte Schindler fremhæver tillige den pensionerede løjtnant i U.S. Army Mike Flynn, der optræder føjeligt på den russiske fjernsynskanal RT, mens han på hjemmebane figurerer som Trumps nationale sikkerhedsguru. Så er der Carter Page og Paul Manafort, hvoraf sidstnævnte er blevet så belastet, at han har trukket sig som Trumps kampagneleder. Ganske vist kan det ikke siges med sikkerhed, at Trump er i lommen på Putin, men det, vi ved, er rigeligt til at anse ham for en sikkerhedsrisiko for USA konkluderer Schindler og andre med kendskab til Rusland og dets metoder.

Hele miseren vidner om den forunderlige hybridkrig mellem Rusland og Vesten, der pågår. Ruslands annektering af Krim-halvøen i Ukraine ved hjælp af ”små grønne mænd” var et særligt klimaks. Begrebet hybridkrig omhandler den flimrende mellemform mellem egentlig krig og fred, som den oprindelige kolde krig var et godt eksempel på. Ved at vælge informationskrig og hacking som taktik ophæves skellet mellem krig og fred; man fanger fjenden på det forkerte ben og kan så tvivl om fx Natos artikel 5. Læs i øvrigt New York Times Aug. 5: ”For Putin, Disinformation Is Power” af Arkady Ostrovsky. Herhjemme peger Ole Nyeng i en artikel i Weekendavisen fra 29. juli på det rent ud foruroligende ved hackingen af DNC.

Eftersom det med nærmest vished var aktive foranstaltninger fra FSBs og GRUs side, signaleres hermed en russisk evne, måske endda vilje til at kortslutte præsidentvalget i supermagten USA – altså at kortslutte demokratiet i USA. Dermed være ikke sagt, at Putin gav ordren, for som en russisk bureaukrat har betroet Masha Gessen: ”vi udfører ikke ordrer, vi handler på antydninger” – ordret citeret: ”We don’t carry out orders, we carry out emanations.” Under alle omstændigheder må man håbe, at den amerikanske offentlighed – ja, at hele den vestlige verden – tager bestik af sagen som noget, der rækker langt ud over de ufine takter over for Bernie Sanders, vi via Wikileaks nu kender til.

Til spørgsmålet om indbruddet vil gå over i historien som intelligence failure er det for tidligt at afsige endelig dom. Alligevel fristes jeg til at betragte stuntet som endnu en bjørnetjeneste gjort som gestus over for selve den russiske bjørn af landets hemmelige (bjørne-)tjenester. Måske vi her har forklaringen på Putins efterfølgende, ganske uventede fyring af sin stærke stabschef, KGB-veteranen Sergei Ivanov, til fordel for nulliteten Anton Vaino. Bjørnebanden Fancy Bear og Cozy Bear kan meget vel være dømt ude gennem Putins ydmygelse af Ivanov.

Mette Skak er ph.d. og lektor på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet og cand. phil. i russisk sprog og historie.