Afrika er blevet arena for stormagternes kamp om energi

Udadtil har USA og Kina tilsyneladende lagt uenigheder om energi og klima bag sig. Men kradses der lidt i overfladen vil man se, at deres kamp om at være førende stormagt indenfor energi stadig er i fuld gang. Afrika er de seneste år blevet en maskeret krigsskueplads for de to landes energikapløb. En kamp som Kina ind til videre har trukket sig sejrrigt ud af.

Den nye klimaaftale, som blev indgået mellem USA og Kina i Beijing for små to uger siden, markerer et skifte i forholdet mellem USA og Kina. Førhen har verdens to mest CO2 udledende lande aldrig indgået klima- eller energiaftaler. Det er sket nu, og dermed synes forholdet mellem USA og Kina at bevæge sig i en positiv retning. Fundamentet til et spirende samarbejde på klimafronten er støbt. Men cementen er endnu ikke tør, og de positive relationer mellem USA og Kina på klimaområdet er særdeles skrøbelige. For selvom der på mødet mellem Obama og Kinas præsident Xi var lutter brede smil og faste håndtryk, har de to lande længe udkæmpet en kamp på det Afrikanske kontinent. En kamp om tilstedeværelse og markedsandele.

I begge tilfælde er Kina klart sejrherre, og det er svært at forestille sig, at USA formår at kæmpe tilbage og få udlignet Kinas førerposition. Men da Obama i slutningen af juni sidste år i Sydafrika fremlagde initiativet ’Power Africa’, var der flere ting i det. Udadtil var formålet at øge adgangen til elektricitet i landene syd for Sahara. Og det er hårdt tiltrængt. Over halvdelen af befolkningen i den sydlige halvdel af Afrika mangler elektricitet, hvor især landområderne er hårdt ramt af manglende elektricitet.

Derfor virkede det nærmest som en filantropisk tanke, da ’Power Africa’ initiativet proklamerede, at 20 millioner flere husstande i den sydlige halvdel af Afrika skal have adgang til elektricitet. Men der lå naturligvis mere bag ’Power Africa’ initiativet.

USA og Kina – to forskellige strategier
Energikampen i mellem USA og Kina er ulige. Kina har nemlig igennem en årrække postet anseelige beløb i lande i den sydlige del af Afrika. Både i områder indenfor og udenfor energisektoren. Og de mange penge har givet Kina en magtfuld position i regionen, og Kinas offensive strategi for at vinde markeder i lande syd for Sahara indenfor energiområdet, har fået USA til at blegne. Med røde ører. For der er nogen i Washington, som virkelig må flove sig. Hvordan har man i et land af stormagtsstatus overset mulighederne, og det store potentiale der er for energivirksomheder i Afrika? Og samtidig ladet Kina ubesværet sætte sig godt tilrette i førersædet. Det skal ’Power Africa’ råde bod på.

Kina har fulgt en ganske offensiv strategi for at være førende aftager af fossilt brændstof fra lande syd for Sahara. Mange kinesiske Yuan er blevet brugt i den sydlige halvdel af Afrika, og meget olie og naturgas er sendt til Kina. Præcis som kineserne ville have det. USA’s strategi er imidlertid en helt anden. USA har ikke et ligeså akut behov for energi fra den sydlige halvdel af Afrika, som Kina har det. Dog vil USA ikke længere uden kamp lade et halvt kontinent med enormt energipotentiale falde i kløerne på Kina. Men Kina har så stor indflydelse på energisektoren i regionen, at USA er nødt til at tænke alternativt for overhovedet at kunne udfordre Kina på energiområdet.

Derfor har man i Washington fremlagt ’Power Africa’ som et initiativ, som sender USA langt i front på ’good-will’ point. Målt på tilstedeværelse og markedsandele indenfor energiområdet i den sydlige halvdel af Afrika er vinderen Kina. Ingen tvivl om det. Men hvis man måler på andre parametre, kan USA strække armene over hovedet og stille sig øverst på sejrsskamlen. ’Power Africa’ initiativet lægger op til, at størstedelen af de amerikanske investeringer er målrettet udvikling af ikke-forurenende energikilder og miljøvenlige energiprojekter.

På trods af at ’Power Africa’ ikke må anskues som et velgørenheds initiativ, men i højere grad som udfordring af Kinas position i regionen, benytter USA en strategi, som udadtil positionerer USA som en sympatisk investor. Med ’Power Africa’ blev der sendt et signal om, at USA har en samvittighed. En samvittighed som den store konkurrent på kontinentet, Kina, i hvert fald ikke besidder.

Det handler mest af alt om tilstedeværelse
Kina har længe været til stede i den sydlige del af Afrika. Faktisk er Kinas fokus i den nordlige halvdel af Afrika yderst begrænset. Og med ’Power Africa’ sender Obama USA ind på kinesisk område den sydlige del af Afrika. Længe havde USA ikke gjort noget ved det kinesiske markedslederrolle på energiområdet i lande syd for Sahara. Men med ’Power Africa’ udfordrer USA Kinas position i den sydlige del af Afrika.

Med ’Power Africa’ poster USA mere end syv milliarder dollars i forskellige initiativer indenfor energi. Den ene store del af det samlede beløb øremærker to milliarder dollars til udvikling af energiprojekter. Den anden – og langt største del – sender fem milliarder dollars afsted til at øge amerikanske energivirksomheders tilstedeværelse i landene syd for Sahara.

’Power Africa’ er fremlagt som et initiativ, der gøren god gerning for Afrikas befolkning. Men reelt set går den største del af kagen til at bane vejen for den amerikanske tilstedeværelse i Afrika. Desuden er der lagt op til, at pengene, som det føderale USA poster i initiativet, skal suppleres med mindst 20 milliarder dollars fra private amerikanske energivirksomheder. Ergo er det primære fokus i ’Power Africa’ at øge antallet af private amerikanske energivirksomheder i den sydlige halvdel af Afrika.

Kina er den sikre vinder
Det som skal ligene en velgørende amerikansk handling, er langt fra det, som det egentlig handler om for USA. ’Power Africa’ er et velkalkuleret forsøg på at bremse Kinas position som absolut leder på energimarkedet i den sydlige halvdel af Afrika. USA’s lidt spege forsøg med ’Power Africa’, gør at Washington ikke helt har tabt ansigt overfor Kina i Afrika. Men reaktionen fra Washington på Kinas altdominerende status på energiområdet kommer alt for sent. For sent til at USA opnår andet end at blot at blive et irritationsmoment for den kinesiske sejrsherre i kampen om tilstedeværelse i den sydlige del af Afrika.

Kampen om markedsandele på energiområdet mellem USA og Kina handler om tilstedeværelse. Især for USA. Kina har en bredere interesse i regionen, fordi Kina har brug for energiressourcerne, som ligger og venter i den afrikanske undergrund. For Kina fører allerede stort, og det er utænkeligt at Kina opgiver den position, som der er opbygget gennem mange år. Derfor er det utænkeligt, at USA for alvor formår at udfordre Kinas altdominerende position på energiområdet i den sydlige del af Afrika. Både med hensyn til at få del i Afrikas energiressourcer. Men også med hensyn til tilstedeværelse på energimarkedet i regionen. Så skal man sætte penge på en vinder i kampen mellem USA og Kina, skal man sætte sine penge på Kina.