Admiralerne som vandt Anden Verdenskrig

Kun fire admiraler har opnået ranget af fem-stjernet. I bogen ”The Admirals: Nimitz, Halsey, Leahy, and King–The Five-Star Admirals Who Won the War at Sea” fortæller Walter Borneman historien om de fire admiraler. Kongressen.com har snakket med forfatteren om de fire mænd, og hvad moderne officerer kan lære af dem.

Tildelingen af rangen af fem-stjernet general eller admiral hører til sjældenhederne i amerikansk militærhistorie. Fem generaler har opnået rangen af ”General of the Army”, og fire admiraler har nået rangen af ”Fleet Admiral”. Rangen er den højeste teoretiske rang, som man kan opnå i det amerikanske militær. I praksis er der ikke udnævnt en fem-stjernet general siden Omar Bradley blev udnævnt til fem-stjernet general i 1950.

I bogen ”The Admirals: Nimitz, Halsey, Leahy, and King–The Five-Star Admirals Who Won the War at Sea” fortæller Walter Borneman historien om de fire admiraler, der som de eneste har opnået rangen af fem-stjernet admiral.

Bogen fortæller om den helt centrale rolle de fire admiraler spillede i USA’s krigsførelse under Anden Verdenskrig. Helt naturligt fokuserer meget af bogen på krigen i Stillehavet, da det var her den amerikanske flåde indtog førerrollen, med general MacArthur ved siden af i det sydvestlige Stillehav.
Over de mere end 500 sider bringes læreren fra midten af Stillehavets tyfoner, til de ubådsfyldte Atlanterhav og til de bonede gulve i Washington D.C., hvor de heftige strategiske diskussioner blev udkæmpet. Hvor skulle fokus lægges, og hvilke ressourcer skulle stilles af hvem. Gennem sin glimrende fortælling om Chester Nimitz, William Halsey Jr., William D. Leahy og Ernest King får Borneman fortalt historien om USA’s mørkeste stunder, største slag og største sejre under Anden Verdenskrig. En helt klar anbefalelsværdig bog, som fortæller en del af historien om Anden Verdenskrig, som mange danskere måske har en tendens til at glemme.

Kongressen.com har været i kontakt med Walter Borneman, og fået ham til at fortælle lidt om de fire admiraler, og om der er noget moderne søofficerer kan lære af deres historier.

Rangen af fem-stjernet general og admiral er ikke noget vi ser i dag, men kun kender fra historiebøgerne. Hvilke omstændigheder krævede, at man indførte en sådan rang, som kun ganske få har fået?

Det amerikanske militær var ved at blive fyldt op med fire-stjernede generaler og admiraler. Præsident Roosevelt ønskede så at belønne sin stabschef, William D. Leahy med en højere rang, og Leahy foreslog så at det gav mening også at forfremme de øvrige medlemmer af forsvarsstaben, George C. Marshall for hæren og Ernest J. King for flåden. Da Kongressen vedtog at skabe rangen, blev det vedtaget at fire fra de to værn kunne få rang af henholdsvis General of the Army og Fleet Admiral.
Der var også spørgsmålet om ligestilling med deres modparter i den allierede Combined Chiefs of Staff, hvor der også sad britiske og sovjetiske generalfeltmarskaller. Jeg tror grunden til at rangen ikke er blev brugt siden Anden Verdenskrig er en erkendelse af, at det var ekstraordinære tider. USA alene havde 10 millioner mennesker engageret i krigsindsatsen.

Hvordan bidrog de fire admiraler til krigsindsatsen, så det retfærdiggjorde forfremmelsen til fem-stjernet?

Ernest J. King, både som øverstbefalende for den amerikanske flåde og Chief of Naval Operations [operativ chef] var strategen bag indsatsen for at før en global krig på to verdenshave. Jeg synes ikke King får nok anerkendelse for hans del i sejren over de tyske ubåde i Nordatlanten, gennemførelsen af flere amfibieoperationer fra Nordafrika til Normandiet, og samtidig føre ressourcer til Stillehavet for at standse den japanske fremrykning.
Chester Nimitz og Bill Halsey var Kings støtter, når det kom til implementeringen af den strategi. King fortjener stor anerkendelse for at give Nimitz stort manøvrerum, og forsøgte ikke at detailstyre kampagnerne.
William D. Leahy var en magtfuld kombination af det vi i dag kender som Forsvarschefen, National Sikkerhedsrådgiver og Stabschef i Det Hvide Hus.

Særligt admiral Leahy spillede en central rolle i krigsindsatsen, som præsident Roosevelt militære rådgiver og Forsvarschef med ubegrænset adgang til præsidenten. Har nogen nogensinde haft en sådan adgang og indflydelse på militære sager ud over Leahy?

Leahys rolle som rådgiver for Roosevelt var unik i amerikansk historie. Jeg tror ikke der er nogen anden rådgiver, som har haft så meget indflydelse som Leahy. I 1944, da Roosevelt helbred blev værre, gav Leahy også råd på indenrigspolitiske emner. Men det virkelig opsigtsvækkende ved Leahys karriere er, at han fortsatte i den samme rolle under præsident Truman også. Leahy er manden som forklarede og fortolkede Roosevelts politikker for Truman. Jeg tror ikke der nogensinde har været nogen, som har haft så stor indflydelse på ikke kun én men to præsidenter.

De fire admiraler arbejdede jo selvfølgelig under unikke omstændigheder, men ville du sige at moderne admiraler kan lære noget fra Nimitz, Halsey, Leahy og King?

De fire mænd havde vidt forskellige personligheder og ledelsestile, men i sidste ende, hvad ledere i dag kan tage fra deres karrierer er evnen til at indgyde selvtillid i ens underordnede. Selvtillid til at tage svære beslutninger, og acceptere ansvaret for disse beslutninger, hvad end resultatet.

Ville du sige at moderne officerer kan lære noget af disse fire admiraler, når det kommer til håndteringen af civil-militære forhold?

Civil kontrol af militæret er en grundsten i det amerikanske politiske system. Hver af disse mænd, selv den udfarende King, forstod det, og adlød civilt lederskab. Leahy er måske det bedste eksempel af de fire, ved altid at sætte landets interesser foran sine egne. Douglas MacArthur fra hæren, forstod selvfølgelig aldrig dette, og det satte ham gentagende gange i konflikt med civile ledere, og i sidste ende fyrede præsident Truman ham over uoverensstemmelser om politikken i Korea. Læren for moderne officerer, i hvad der ganske vist er en mere kompleks verden, er at selvom de ind i mellem skal være diplomater og soldater, så står de i sidste ende for udførelsen politik, ikke tilrettelæggelsen af den.