Adios, Rubio – hvad nu, GOP?

Marco Rubios exit vidner om et republikansk parti, hvis ledelse snart ikke har flere kort på hånden i forsøget på at stoppe Donald Trump. Samtidig er Rubios exit historien om en mand, hvis profil er tæt på ideel set fra et ledelsesperspektiv, men som ikke kunne overleve Trump-maskinens fremdrift

Den republikanske partiledelse er vågnet op med solide politiske tømmermænd i kølvandet på Little Super Tuesday. For en ting var, at Donald Trump vandt fire ud af fem stater. En af staterne, nemlig Florida, vandt han så overbevisende, at den lokale senator, Marco Rubio, måtte kaste håndklædet i ringen og indstille sin kampagne. Dermed er det en gang så store republikanske kandidatfelt nede på tre personer – Trump, Ted Cruz og John Kasich.
En omstændighed, der gør, at ledelsen formentlig tænker, at der er behov for både panodiler og reparations-cola til at pleje tømmermændene.

For en ting er, at Trump med de fire sejre i Florida, Illinois, Missouri og North Carolina tog endnu et par store skridt i retning af nomineringen. Manden, der lige nu ligner eneste marginalt realistiske alternativ er Ted Cruz. En mand, der er omtrent lige så uønsket af partiledelsen som Trump. Og Kasich, ja, han klarede skærene på hjemmebane i Ohio, men har reelt set ingen mulighed for at true Trump. Han kan højest forsøge at begrænse Trumps fremtidige høst af delegerede, i håb om at det kan være med til at sikre, at Trump ikke har de 1237 delegerede, som skal til for at vinde partiets nominering. Men true Trump i den resterende del af primærprocessen, kan han ikke, som det ser ud lige nu.

De politiske tømmermænd er så langt fra kommet af sig selv. Det gør tømmermænd jo generelt sjældent, men i den republikanske ledelse, gør det ekstra ondt, fordi man kan se tilbage på et forløb, hvor den ene ‘ønskekandidat’ efter den anden har måttet se sig besejret af Trump.
Først var der Scott Walker. En mand, ledelsen ellers havde stor fidus til, men som slet ikke kunne få gang i sin kampagne, og som allerede trak sig sidste efterår.
Så var der Jeb Bush. Manden, man allerede talte om med forventningens glæde i stemmen i kølvandet på 2012-nederlaget. Når først lillebror Bush meldte sig på banen, ville man virkelig have en kandidat, der kunne vinde nøglerne til Det Hvide Hus tilbage. Men nej. Heller ikke Jeb fik luft under kandidatvingerne, men måtte efter en sløj kampagne trække sig ud efter primærvalget i South Carolina.
Last man standing: Marco Rubio. En mand, om hvem det er blevet sagt, at hvis den republikanske ledelse kunne modellere en drømmekandidat, ville han se ud som Marco Rubio. Ung, nydelig, familiemenneske, religiøs, konservativ, latino og fra den vigtige svingstat, Florida. Med ham burde det ikke kunne gå galt. En opfattelse, som Rubio selv var med til at give legitimitet i løbet af efteråret, da han ved en række stærke debatpræstationer fik positioneret sig selv som ledelsens favorit.

Nu er Marco Rubio så også forhenværende præsidentkandidat efter nederlaget til Donald Trump. Og dermed står ledelsen nu tilbage med én mand tilbage, nemlig John Kasich. En mand, der ganske vist vandt på hjemmebane, men som ellers intet har vundet. Og som kun har undgået Trumps hammer, fordi han i det store hele har afholdt sig fra at gå i clinch med The Donald. Det rækker næppe ret langt, og det er svært at se Kasich for sig som manden, der stopper Trump.

Med andre ord, så er den republikanske ledelse i dag vågnet op med dundrende politiske tømmermænd, og må nu sande, at det, der længe har lignet et mareridtsscenario nu er ved at blive til virkelighed. Nemlig at Trump har kurs mod nomineringen og at Ted Cruz lige nu er eneste semiseriøse bud på en udfordrer.

Spørgsmålet er så, hvad the GOP gør nu? Ganske meget er blevet forsøgt i kampen mod Trump. Det har bare ikke virket. Man har ført angrebskampagner imod ham, uden det rigtig flyttede noget. Man har forsøgt at appellere til ideen om at man skulle samles rundt om eksempelvis Rubio, så det kunne blive ‘mano a mano’ og at Trumps loft på cirka 35 procent ville betyde, at resten af partiet ville samle sig om Trumps modkandidat og dermed ville byggematadoren være besejret. Det lykkedes heller ikke, da man ikke kunne blive enige om, hvem man skulle samles om.
Så prøvede man alle mod Trump-strategien. Det vil sige, at de tilbageværende kandidater skulle prøve at vinde hvor de kunne, og på den måde sørge for at Trump ikke føjede flere delegerede til regnskabet. På den måde ville Trump ikke nå de 1237 delegerede og dermed kunne man forsøge at vælte ham på partikonventet til juli. Dette er for så vidt fortsat strategien, men indtil videre har den ikke haft den store effekt. Og det er tvivlsomt, hvorvidt den vil have det fremadrettet.

Det bliver med stor sandsynlighed Trump, der møder op til partikonventet i Cleveland med flest delegerede til juli. Om det er 1237, færre eller flere, er lige nu en af de stadig mange ubekendte i ligningen. Nøjagtig som spørgsmålet om, hvem det nu er, partiledelsen forestiller sig, skal forsøge sig som udfordrer til Trump på partikonventet, er det. Senest har tidligere formand for Repræsentanternes Hus, John Boehner, lanceret ideen om den nuværende formand for Huset, Paul Ryan, som mulighed. Lige som der spekuleres i muligheden for et comeback til Jeb Bush. Eller måske Mitt Romney. Gættene er mange.

Men når den republikanske ledelse på et tidspunkt har fået dulmet de politiske tømmermænd tilstrækkeligt, skal de til at rykke. For en del af grundlaget for, at kandidater, partiet længe har haft store forventninger til, nu er forhenværende, skyldes i høj grad, at ledelsen ikke har handlet i tide. Man forstod ganske enkelt for sent, hvad man var oppe imod. Og da man endelig havde fattet det, var man for længe om at handle. I stedet blev det til kvarte og halve forsøg, som nærmest skadede mere end det gavnede. Og som nu gør, at folk som Jeb Bush og Marco Rubio nu ikke længere er en del af ræset.

Hvordan ledelsen herfra har tænkt sig at forsøge at stoppe Trump, har vi endnu til gode at se. Men mulighederne for at stoppe ham, bliver stadig færre for hver dag, der går. Derfor er det langt fra uden grund, hvis den republikanske ledelse tager sig til kraniet i dag.

Og Rubio, ja, han er formentlig vågnet op hjemme i Miami og tænkt: ‘Hvad gør jeg nu?’ Færdig i politik behøver han langt fra være. Han er en ung mand i politik, og det kan langt fra udelukkes at han giver præsidentdrømmen en ny chance enten i 2020 eller 2024. I sin tale i nat holdt han i hvert muligheden mere end på klem. Alternativt er der også muligheden for, at Rubio går efter guvernørposten i Florida, når den bliver ledig. Begge scenarier vil dog kræve, at Rubio finder en måde at få rystet 19 procents nederlaget på hjemmebane til Trump af sig. For det var langt fra nogen optimal afslutning, Rubios kampagne fik. Tværtimod. Så det er ikke kun hos den republikanske ledelse, at der er politiske tømmermænd i dag. Det er der også hos Rubio.