2017 nærmer sig så småt sin afslutning og det er tid til at se tilbage på et hæsblæsende, usædvanligt og dramatisk år i amerikansk politik.
Jeg kom til at tænke på stemningen i Washington sidste år på denne tid. Julen stod for døren, det var så småt ved at blive lidt halvkøligt, og træer, buske og bygninger var pyntet med elektriske lys i julens ånd.
Men noget var anderledes end det plejede i byen. Og i Amerika. Begivenheden en måned forinden havde sendt chokbølger gennem det politiske landskab. Og når 2017 var 20 dage gammelt, ville Donald Trump blive taget i ed som amerikansk præsident.
Det var som om folk dårligt kunne begribe det, der ventede, midt i juleræset. For mange virkede det uvirkeligt og som noget, der ikke kunne være rigtigt.
De første dage af 2017 i Washington var en surrealistisk oplevelse. Jeg kom tilbage til byen en lille uge før præsidentindsættelsen skulle finde sted. Der var ved at blive gjort klar til fejringen af den 45. amerikanske præsident i rækken. Både nede omkring The Mall, hvor der blev spærret af, og rundt om i souvenir butikkerne, hvor diverse t-shirts, kopper og andet grej med Trump blev sat frem.
Fredag den 20. januar 2017 var en overskyet, småkold dag i Washington. Jeg var sammen med mine to gode kolleger, Søren Dal Rasmussen og Kirstine Biltoft-Knudsen, gået hjemmefra i god tid. Både for at få gode pladser og for at have tid til at tale med folk.
Det med de gode pladser skulle vise sig ikke at blive noget problem. For de steder, der var planlagt til at skulle være en del af fejringen, stod gabende tomme. Nærmest som om der ikke skulle ske noget. Vi skulle ganske tæt på Capitol Hill før der for alvor begyndte at virke fyldt. Modsat ved Obamas indsættelse var fremmødet til at overse, og det var tydeligt at den nye amerikanske præsident på ingen måde var en samlende skikkelse. Snarere tværtimod.
Flere gange undervejs kan jeg huske, at Søren, Kirstine og jeg talte om, hvor bemærkelsesværdigt, det lave antal fremmødte var. Især fordi vi undervejs i valgkampen havde været til flere Trump rallies, hvor der havde været et langt større fremmøde end til Clintons. Skyerne på den grå himmel begyndte at dryppe, netop som Trump lagde an til at blive taget i ed. Og kombinationen af jubel og buh-råb tog til i styrke mens det formelle vagtskifte fandt sted.
Der var en yderst anspændt stemning i byen i timerne efter indsættelsen havde fundet sted. Flere steder kom det til sammenstød og det vil være forkert at sige at der var rart at være i DC’s ellers hyggelige centrum lige der.
Dagen efter var jeg igen en tur nede omkring The Mall i DC’s centrum. I protest mod Trump var der arrangeret en stor demonstration med titlen ‘Women’s March’. Modsat dagen i forvejen, var fremmødet her overvældende. Det myldrede frem med mennesker fra alle veje, stier og metrostationer. ‘This is what democracy looks like!’ blev der taktfast råbt allerede i toget på vej hen i nærheden af Capitol Hill.
Velkommen til det nye Amerika. Velkommen til det splittede Amerika. Velkommen til et Amerika, hvor grøftegraveriet fra valgkampen fortsætter for fuld skrue.
Donald Trump selv var kold over for kritikken fra demonstranterne. Og hvad angik fremmødet til hans indsættelse, så var det alt sammen fake news, når der blev talt om cirka 250.000 deltagere. Der havde snarere været omkring 1,5 millioner, mente Trump.
Der var ikke 1,5 millioner gæster til Trumps indsættelse. Det var ikke historien om 250.000, der var fake news. Det var den om de 1,5 millioner, der var det.
Det giver nærmest ingen mening at begynde at remse alt det op, der er sket i Trumps Amerika siden den 20. januar 2017. Hvis ikke det her da skal blive en skrivelse i Ulyssus-længden. Og det kan næppe være i nogens interesse med så få dage til juleaften. Så lad os holde det i overskriftsform. 2017 har været ‘kaotisk’, ‘polariserende’, ‘dramatisk’, ‘brutalt’ og ‘bekymrende’.
Vi gemmer ‘Året der kommer i amerikansk politik’ til i morgen. Men der er ingen tvivl om, at det, der er sket i amerikansk politik i 2017 vil præge ikke bare 2018, men mange år i amerikansk politik. Der er så giftig en stemning på Capitol Hill at det er umuligt at forestille sig et samarbejde mellem Demokraterne og Republikanerne i de kommende år. Præsidenten er historisk upopulær og presset på ham i forhold til Ruslands-undersøgelsen bliver stadig større. Men mere om det i morgendagens artikel.
2017 har uden sammenligning været et af de vildeste år i amerikansk politik. Om 2018 bliver endnu vildere, det må tiden vise. Det er næsten svært at forestille sig. Men så igen, det ville man også have sagt om ganske mange af årets begivenheder, da 2017 for et år siden stod for døren. Sådan er den nye virkelighed i amerikansk politik.
You must be logged in to post a comment Login