The Donald er i huset

Donald Trump har fortsat vind i sejlene i målingerne. Om end ikke helt i samme omfang som tidligere. Kongressen.com tog til Donald Trump-show i Iowa, for selv at opleve ‘The Donald’ og ikke mindst tale med nogle af de vælgere, der hylder ideen om ‘Trump for president’

SIOUX CITY, IOWA: En aften sent i oktober leder en stor mængde bilister febrilsk efter parkeringspladser foran gymnasiet West Sioux High. De er alle kommet for at se den store Donald Trump forestilling. Nogle ud af nysgerrighed andre af politisk interesse.

Gymnasiet ligger fem minutter uden for Sioux Citys nedslidte centrum der har en uforholdsmæssig stor mængde pantelånere og butikker der reklamerer med at bytte kontanter for guld. Gymnasiet har ligesom byen navn efter den besejrede indfødte stamme der engang herskede i dette hjørne af Iowa som mødes med staterne Minnesota og South Dakota.

På vej ind i salen passerer man både igennem et betydeligt opbud af sikkerhedsvagter, men også kække gymnasieelever med kandidatens t-shirts der både sælger kandidatens merchandise, deler pizza ud og forsøger at få de fremmødte til at underskrive på den stiplede linje og erklære deres stemme for Trump til valget i februar.

Et overraskende antal af eleverne lader faktisk til at være Trump-støtter, en gruppe unge mænd med dunede overskæg bærer den karakteristiske røde kavalerikasket med kampagnens slogan:
”Make America Great Again” – ”Genskab Amerikas Storhed”

Wally sidder bagerst i salen og læner sig på sin stok. Han er livslang republikaner og stemte i sin tid på Barry Goldwater. Han mener at Trump er den rette kandidat, siden det Republikanske parti efter hans mening er rykket for meget mod midten de sidste mange år. Indvendingen at Trump har haft nære bånd til det Demokratiske parti, og i sin tid var en stor kritiker af Ronald Reagan, bekymrer ikke Wally.

Han støttede Tea-Party oprøret indenfor partiet, men mener nu at der er brug for en præsidentiel kandidat der har endnu større outsider-kvaliteter end Tea-Party bevægelsen havde. Han vil dog støtte den kandidat som i sidste ende skulle få partiets nominering, ligegyldig hvem.

Arrangementet har tiltrukket et stort antal langskæggede skovmandstyper, og opbuddet af t-shirt tryk reflekterer det fulde spektrum af patriotisk symbolik med hvidhovedede ørne, skydevåben og forfatningscitater.

Én af de mange mænd med camouflagemønstret kasket er Dave, der tjente i infanteriet à to omgange under Vietnamkrigen. Han mener at Trump vil tage sig godt af Amerikas krigsveteraner, som ifølge ham har lidt en svær vanrøgt med Barack Obama som præsident. Udover veteraners vel vil Dave også sætte ind overfor Islamisk Stat. Til spørgsmålet om han er for intervention i Syrien svarer han: ”Vi skal starte med at udrydde dem der er her i Amerika!”.

Han er overbevist om en vidtforgrenet muslimsk infiltration af landet. Ikke mindst blandt præsidentens nærmeste rådgivere der alle undtagen én er muslimer, Dave skal dog ikke kunne sige hvem den ene er.
Herefter følger den ene klichéfyldte og usammenhængende konspirationsteori efter den anden som placerer Obama i midten af en zionistisk-islamistisk plan for verdensherredømme, med den paranoide internetindvåners evindelige bøhmand, den britiske finansmand og filantrop George Soros som dukkeføreren bag scenen.

På trods af at Trump er en international forretningsmand ligesom Soros skulle han dog ikke være befængt med konspirerende kræfters indflydelse, men er derimod ”ren” ifølge Daves internetresearch.

Der er blevet uddelt skilte med sætningen ”Vi er den stille majoritet”, det er dog uklart om de ivrige tilhængere ved at konceptet om den ”stille majoritet” oprindeligt blev introduceret i en tale af Ricard Nixon, og om dén oplysning ville få dem til at synes mere eller mindre om udtrykket.

Et par gennemtrængende sandheder bliver gentaget af alle talere og alle støtter man snakker med. Trump nærer en uendelig kærlighed til Amerikas krigsveteraner. Trump er en fantastisk forretningsmand der vil få de amerikanske finanser på ret køl. Talrige konkurserklæringer gennem tiden rykker ikke ved denne sandhed. Trump er dertil også en god kristen.

Den første bag talerstolen er en kampagnerepræsentant i et skinnende børsmæglerjakkesæt der beretter om sin konversion til Trump-tilhænger under en af showmandens taler tidligere på efteråret. Derefter følger en tydeligt berørt mand der besynger Trumps omsorg for Amerikas veteraner.

Herefter følger Iowas egen Tana Goertz, der var deltager i tredje sæson af Donald Trumps populære reality program ”The Apprentice” – ”Lærlingen” og disse dage varmer hun op for sin TV-mentors taler. Hun bedyrer at alle i salen kan komme til at flyve deres egen private Lear-Jet ligesom Trump hvis bare de er villige til at arbejde for det, og her begynder arrangementet at virke mere som en konference for pyramidespilsmagere og charlataner end et egentligt politisk møde.

Donald Trumps oppustede skikkelse materialiserer sig bag talerstolen til stort bifald. Han er en fantastisk taler på sin egen ustrukturerede måde. Hans talerstil er styret af uforklarlige kræfter der på imponerende vis sammenkæder fornærmelser, anekdoter, kærlighedserklæringer og fordømmelser i en ustoppelig bevidsthedsstrøm.

En dybtfølt personlig historie om hvordan han bandlyste Oreo-kager fra sit privatflys snackbar, fordi producenten Nebisco flyttede fabrikken til Mexico, tjener som hans centrale hjemmel imod frihandelsaftaler.
Hans lovning på at genskabe Amerikas storhed og stille sig stærkt overfor russere og kinesere hviler ikke på nogen substantiel strategi, men koges ned til at han ville hyre de rette folk på Wall Street til at sikre at amerikanske arbejdere ikke bliver snydt.

”Carl…” i hentydning til obligationsmilliardæren Carl Icahn, – ”Carl, få lige styr på det her, ikke?” Er Trumps nonchalante løsning på at de tilbagevendende skurke i Kina, Rusland, Mexico og Mellemøsten underminerer den amerikanske drøm. Det uddybes ikke hvad Carl præcis skulle gøre, men det forstås at han ville træffe de rette valg.

Trumps fokus kan kun fastholdes på ét emne i omkring 30 sekunder ad gangen før han styrter videre til et nyt udfald imod alle de dumheder og umandigheder hans kampagne er et korstog imod. Han fremhæver sin flyvske karisma og uberegnelighed som en styrke når han skal forhandle med statsoverhoveder – han vil simpelthen løbe i cirkler om kinesiske forretningsmænd og russiske generaler og sikre de bedste ”deals” for Amerika.

Forsamlingen ristes også for at have ladet kandidaten falde bagud i meningsmålingerne i Iowa. ”Kom nu Iowa! Det kan i ikke gøre mod mig!” Blamerer han tilskuerne på lægterne. ”Få mig foran i målingerne igen!”
Der dvæles ikke ved politiske punkter, folk skal blot stole på ham. Hans fremførelse genkalder en kendt arketypisk skikkelse i Amerikas mytiske bevidsthed, en såkaldt ”Snake Oil Salesman” – ”Slangeoliesælgeren”.

En omrejsende høker og snydepels der sælger godtroende prærienybyggere katten i sækken og forlader byen før folk aner uråd. Trump, med hans drævende Queens dialekt, er præcis denne type storbysmarte forretningsmand, men de ellers sindige Iowa-boere synes ikke utrygge ved hans flamboyante stil.

Efter hans tilsyneladende improviserede 40-minutters tale i tages der spørgsmål fra forsamlingen der for det meste er ukritiske og tilbedende. Trump træder endda ned blandt mængden for at håndspålægge en veteran i kørestol som havde han berøring helende evner.

Da der kun er tid til ét sidste spørgsmål bevæger en ung pige med langt sort hår resolut rundt med en trodsig hånd i vejret for at få mikrofonen. Hun har tydeligvis noget at sige, og at dømme fra hendes ansigtsudtryk er det ikke en dånende troskabserklæring hun har til den besøgende kandidat.

Hun forbigås imidlertid behændigt og mikrofonen gives til en ældre herre der i stedet for et egentligt spørgsmål vælger at appropriere et legendarisk tilråb til en tale under Harry Trumans præsidentkampagne i 1948 til lejligheden og brøler:
”Giv dem en helvedes omgang Donald!”

Truman vandt til alles overraskelse det valg.
På denne anbefaling fordufter Trump som et kødfuldt fatamorgana ud af salen til et optimistisk rock-soundtrack. Det føles som om vi alle lige har købt en timeshare lejlighed.

To herrer står køligt og ser på de glade fremmødte defilere mod udgangene. Josékutty Abraham og Eric Jepsen viser sig at være professorer i statskundskab der har bragt deres klasser med dem fra det nærliggende University of South Dakota til et observationsstudie i Trump-mani. De ser på aftenens optræden i et klinisk akademisk lys og hans salgsmetoder og afvigelse af politiske emner er ifølge dem ikke så langt fra andre politiske aktører. De klukker kynisk over aftenens referencer til Nixon og Truman, og placerer Trumps sælgerpopulisme i en gammel amerikansk tradition der går tilbage til den slibrige og bombastiske Louisiana politiker Huey Long. Deres elever mener at luften er ved at gå af Trump-ballonen og at hans popularitet fortsat vil falde frem mod vinteren.

Et mut søskendetrekløver af Esmeralda, Michael og Sadie der alle er elever på West Sioux gymnasiet fortæller om hvordan de i skolen har haft lange diskussioner om hvordan man skulle forholde sig til Trumps politiske møde.
”Det splittede virkelig skolen i to, mange kan godt lide ham [Trump], men mange bryder sig ikke om ham.” Siger Esmeralda. ”Det er ærgerligt fordi vi er normalt virkelig er en samlet skole, sammen om alting.”
En forhenværende elev organiserede dagen før en protest ”mod politisk mobning”, hvor der var flere hundrede fremmødte.

I sidste ende er de tre dog glade for at mødet løb af stablen da det var det rette at gøre i forhold til ytringsfriheden. Det ændrer dog ikke ved at de ikke brød sig om Trumps mange angreb på immigranter, og det var hårdt for skolens store gruppe af elever med latinobaggrund at stå model til hele seancen, så de er glade for at det er overstået.

Esmeralda vil nå at blive gammel nok til at stemme til primærvalget i februar og undersøger stadig sine muligheder, men kan godt lide senator Bernie Sanders. Michael og Sadie siger genert at de ikke helt ved hvem de synes om, men de er også under valg-aldersgrænsen.

På vej ud til parkeringspladsen møder man en sidste skanse i form af et bord med brochurer og skilte bemandet af frivillige Trump-støtter. Én sådan er den ranglede gymnasielev Tyler med rød Trump-kasket. Han forstår andres forbehold over at holde mødet på skolen, men peger på at faciliteterne også er blevet brugt af både John Kerry, Sarah Palin og Barack Obama til politiske arrangementer. Man fik alle elever ud af bygningerne før kampagnen begyndte at gøre klar, for at lave et klart skel mellem skolens to funktioner som neutralt uddannelsessted og lokalt politisk forsamlingshus. At mange elever så vendte tilbage senere for at se talen er deres eget valg som privatpersoner ifølge Tyler.

”Vi kan ikke lade berøringsangst og politisk korrekthed stoppe for at folk udøver deres demokratiske ret og samles om en god kandidat som Trump.” Siger Tyler hastigt før han anråber den næste gruppe der er på vej mod deres bil på parkeringspladsen.