Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Feeling the Bern i Iowa

74-årige Bernie Sanders fylder gymnastiksale og henrykker venstrefløjen som ingen anden. Inklusiv i Iowa. Kongressen.com tog med rundt til et par forestillinger i ‘Cirkus Sanders’ i delstaten, der åbner primærballet

IOWA: Omkring hundrede mennesker istemmer Woody Guthries ”This land is your land – This land is my land” under de høje bøgetræer i fuld efterårspagt der dækker Gerhild Krapfs ejendom der ligger på en idyllisk skrænt ned imod en forgrening af Missouri-floden. Mængden synger ivrigt med på den progressive Folk-klassiker mens de venter på at et andet venstreorienteret relikvie i amerikansk politik, senator Bernie Sanders, skal melde sin ankomst.

En ældre kvinde i et omfangsrigt sjal svajer drømmende mens hun med lukkede øjne synger med på sangen udenad.
Pensionister og universitetsstuderende udgør langt størstedelen af de fremmødte. Fotografer har taget stilling på Fru Krapfs tag, og unge reportere og journaliststuderende fra Northwestern University virrer rundt for at få udtalelser fra de fremmødte Bernie-fans.

For denne begivenhed er i høj grad for de indviede fans. De er ikke kommet fordi de har brug for at blive overbevist, de er helt og holdent i folden og er her for at blive bekræftet i deres årelange hengivenhed til Bernie
Et ungt par, Marie og Taylor, er rejst helt fra Indiana for at høre Sanders tale, og for dem er hans nuværende kandidatur kulminationen for deres flerårige interesse for ham.

Taylor, der har studeret statskundskab, har fulgt Sanders længe og sætter pris på hans ”konsistente synspunkter” og ”ideologiske fasthed” gennem hans politiske karriere. Marie var frivillig i Obamas 2008 kampagne, og synes at ”følelsen af håb er den samme med Bernie”.

Mens Sanders har haft konkurrencedygtige målinger i Iowa og New Hampshire, har Hillary Clinton imidlertid en langt større andel af vælgerne i næsten alle andre stater end hun havde overfor Barack Obama i 2008. Obama havde også mange erklærede støtter inden for det Demokratske parti på nuværende tidspunkt i 2008, hvor Sanders har ganske få.

Da Sanders endelig tager stilling bag podiet lægger han spøgende ud med at love en efterligning af Larry David, for at give ham igen for hans parodi af ham på Saturday Night Live aftenen før. Sanders er oplagt at parodiere med den tykke arbejderklasse Brooklyn accent som han aldrig har lagt fra sig trods fire årtier i New England og Washington D.C.– en blanding af en indigneret jødisk onkel og din bramfri men hjertevarme fysiklærer i gymnasiet – men de fremmødte er fuldkommen fortryllede af hans krøllede fremtoning.

Publikum nikker og hujer og råber oplagt i kor som svar på retoriske spørgsmål de har hørt Bernie fremføre mange gange før. De fuldfører uden tøven Sanders’ sætninger omhandlende temmelig komplekse budgetære forhold som var det lyrikken til en kendt rocksang – de kender hans statistiker udenad.

Mark, en politisk junkie i hættetrøje der tager Sanders datatunge talestrøm ind i fulde drag, mener at hvis folk rent faktisk satte sig ind i hvad ”demokratisk socialisme” betyder, ville flere være for det, siden det handler om at ”mennesker investerer i mennesker”. Til spørgsmålet om Sanders chancer overfor Hillary Clinton er realistiske svarer han:
”Folk troede heller ikke på Obama i 2008, men vi viste dem i januar i 25 minusgrader, da Hillary kom ind på tredjepladsen her i Iowa.”

Indtil videre har Sanders haft held til at bygge sin organisation og kampagne på ildfulde støtter som Marie, Taylor og Mark der er dybt involverede og interesserede politik, men den eftermiddag er det svært at finde nye potentielle vælgere der gerne vil sættes ind i socialistiske løsninger på Amerikas problemer.

Et par dage senere holder Sanders’ kampagne arrangement i det flotte gamle Adler Teater omgivet af gamle industrielle murstenshuse i byen Davenport på grænsen til Illinois. Begivenheden er langt større end det foregående intime møde i Iowa City, og køen vokser langt ned ad fortovet udenfor. Mange af de fremmødte har medbragt hjemmelavede plancher med slogans som ”FeelTheBern” og ”Vi er med Bernie”. En gruppe gymnasiepiger fra det nordlige Chicago har fået en af deres mødre til at køre dem hertil og udstråler samme begejstring i køen som man ville forvente af jævnaldrende som stod i kø til en egentlig musikoptræden med deres yndlingsband. Ingen i gruppen er endnu gamle nok til at stemme til det kommende valg i 2016, men det mindsker ikke deres entusiasme for Bernie.

Som salens pladser langsomt fyldes op bliver det klart at publikummet i aften er langt mere mangfoldigt og knap så blændende hvidt og udpræget middelklasse som ved Fru Krapfs hus. Der er en god beholdning djærve fagforeningsrepræsentanter i slidte baseballkasketter og alle aldre, sociale og etniske baggrunde synes tilstede.

Salen varmes op med den typiske far-rock som er soundtracket til næsten alle politiske møder uanset kandidatens ideologiske farver. Guitarlegender som Wayne Kramer og William DuVall proklamerer deres uforbeholdne støtte til Sanders indimellem deres covers af Springsteen og irske viser, men rundt om i salen kan man dog møde folk der er en smule mere på vippen.

Maggie er kommet for at høre mere om Sanders’ platform, men kunne også godt forestille sig at stemme på Hillary Clinton. Til spørgsmålet om Sanders har en chance for at nå et større publikum fastslår hun at:
”Han har brug for at få mere tid i medierne til at forklare sine idéer.”

Et ældre par, Cathy og Dan, på de bagerste sæder er kommet ud af interesse for hvad de har hørt den seneste debat, og er langt fra endeligt besluttede.
”Jeg stemmer på kandidaten og ikke partiet.” siger Cathy.

Til spørgsmålet om der er andre kandidater de kunne forstille at stemme på nævner Dan, der er registreret med det Demokratiske parti, uden at tøve en Republikaner: ”Carson!”, men fortsætter:
”Jeg synes godt om Carsons synspunkter indtil videre, men vi vil gerne høre Sanders i aften og senere Bush hvis det er muligt.”

De nævner begge behandling af veteraner som deres store bekymring da én af deres sønner var i flåden, og dertil er national sikkerhed også af stor betydning for dem.

Sidst på aftenen går Sanders på scenen og med ekspressive hænder og anklagende statistikker angriber han i en lille halv time de ulige økonomiske strukturer han mener plager USA mens en ung bleg mand blandt tilskuerne demonstrativt antager en stående black power positur med knyttet næve i vejret gennem hele talen.

En lille uge efter har Bernies skarer samlet sig på østsiden af floden der gennemstrømmer Des Moines for at marchere over broen til det Iowa Demokraternes årlige Jefferson-Jackson støtte-middag hvor de forskellige kampagner vil overvære kandidaterne tale. Det er en flot oktoberdag med højt vejr, og et fly flyver i cirkler over forsamlingen med et banner der læser:
”Feel the Bern – Revolutionen Starter Her”.

Et sted på den anden side af floden varmer Hillary Clintons støtter op til middagen med en optræden af popsangeren Katy Perry, men de må også kunne se banneret i himlen. En lokal socialistisk avis uddeles ved indgangen til mødestedet, og et ungt marchband i røde træningsdragter venter på at de skal tromme demonstrationen i gang.

Ken, en byplanlægningskonsulent fra Louisville, mener at Sanders vil have en chance for at nå flere mennesker hvis hans politik præsenteres som individuelle elementer i stedet for i en ”socialistisk indpakning”. Ken har imidlertid intet problem med at stemme på Hillary Clinton skulle hun slå Sanders og blive det Demokratiske partis endelige kandidat.

Værende fra Kentucky mener han at Sanders kan få svært ved at vinde i sydstaterne hvor sorte vælgere udgør en stor del af de Demokratiske vælgere i modsætning til Iowa og New Hampshire, og traditionelt har haft nære bånd til Clinton-brandet. De seneste tal viser at kun 4 % sorte vælgere i South Carolina støtter Sanders.

Jim, der er en koordinator for dagens arrangement og forlod sit Fulbright-sponsorerede ophold i Østrig hvor han underviste engelsk for at komme tilbage og deltage i kampagnen mener at forskellige trends indikerer i Sanders’ favør.
”Bernies genkendelighed i medierne er steget især efter partidebatten, og vi mener at hans popularitet vil brede sig som hans idéer når flere mennesker.”

I forhold til spørgsmålet om Sanders’ kampagne kan appellere til f.eks. sorte vælgere fremhæver Jim også på at flere prominente progressive sorte ledere som Princeton-filosoffen Cornel West, kongresmedlemmet Keith Ellison fra Minnesota og den politiske Atlanta-rapper Killer Mike har erklæret deres støtte til Sanders.

Patrick, en universitetsstuderende, der arbejder som frivillig i kampagnen er forhåbningsfuld før aftenens møde med resten af det Demokratiske parti:
”Vi håber at den store politiske scene som Jefferson-Jackson middagen udgør, kan få Bernies budskab ud til et større publikum, og vi kan bygge videre på energien fra de studerende der har støttet Bernie tidligt.”

Hen mod slutningen af eftermiddagen krydser Bernie Sanders’ tilhængere i højt humør floden imod sportsarenaen hvor Jefferson-Jackson middagen vil finde sted. Mens stemningen er optimistisk indenfor kampagnen står det dog klart at Sanders den aften og fremad skal appellere i lige så høj grad til vælgere som Dan og Cathy som Marie og Taylor for at have en chance i nomineringsprocessen.

Written By

Johan Wizan er bachelor i litteraturvidenskab med speciale i amerikanske samfundsforhold. Forfatter til 'Scener Fra Et Primærvalg' og blandt bidragyderne til 'PræsidentPortrætter' og 'Glimt Af Et Præsidentvalg'. Bor til daglig i New York og er tilknyttet Kongressen.com som indenrigsskribent. Mail: Johanwizan@gmail.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen