Uddannelseskampen fortsætter under ny konge

USA’s uddannelsesminister Arne Duncan trækker sig i december fra sin stilling i Obamas regering. I sine knap 7 år som minister har Duncan stået for øget test af de amerikanske skolebørn og en større centralisering af magten på uddannelsesområdet. Han har gennemført store reformer af det uddannelsespolitiske landskab, men har undervejs skabt sig mange fjender blandt skolelærernes fagforeninger. Men de pressede lærere skal ikke forvente en forbrødring fra efterfølgeren John King.

Da Obama i 2008 vandt præsidentvalget var det blandt andet med en ambitiøs plan om at reformere det amerikanske uddannelsessystem. Til at hjælpe sig med den opgave udpegede han sin ven Arne Duncan til uddannelsesminister. I oktober meddelte Duncan, at han ved udgangen af året trækker sig tilbage fra sit embede, og Obama mister dermed en nær allieret i forsøget på at udbrede nationale tests og reformere uddannelsessystemet.

Den mest magtfulde uddannelsesminister
Duncan har siden dag ét haft en klar dagsorden på grundskoleområdet. Målsætningen har været mere føderal kontrol med skolerne gennem standardiserede nationale tests og gennem føderale støtteordninger, hvor delstater og skoler kan få en økonomisk håndsrækning fra Washington mod at implementere og overholde visse regler og standarder. Og resultatet er klart: Aldrig før har den føderale regering haft så meget magt over uddannelsespolitikken som i dag.

Om effekterne af den øgede føderale kontrol og centralisering af magten er gode eller dårlige er en politisk diskussion. Som så ofte før i amerikansk politik handler det ikke så meget om det egentlige indhold i de politiske reformer, men hvem der skal bestemme indholdet.

I regeringskontorerne i Washington er der stor tilfredshed med, at uddannelsesministeriet har bedre hanke i hvordan skolerne tilrettelægger deres undervisning. Den decentraliserede uddannelsessektor gjort det vanskeligt for centralmagten at holde delstaterne og skolebestyrelserne ansvarlige for deres elevers præstationer. Det har man flere muligheder for fra central hånd i dag, og det har været et vigtigt omdrejningspunkt for Obama og Duncan.

På den anden side er mange af delstaterne meget skeptiske over princippet i at give større beføjelser til politikkerne i det fjerne Washington D.C. For mange delstatspolitikkere er uddannelse et lokalt anliggende, og Obamas one-size-fits-all-løsning tager ikke nok hensyn til lokale forskelle og behov i deres øjne. De bedste til at sætte rammerne for elevernes udvikling må være politikerne og skolebestyrelsesmedlemmer med lokal forankring, lyder kritikken.

I krig med fagforeningerne
Det er ikke kun i delstaternes parlamenter at Obama og Duncan er upopulære. Også lærernes fagforeninger er utilfredse med Obama-administrationens uddannelsespolitik og ikke mindst brugen af nationale tests, læringsstandarder og friskoler. Fagforeningerne mener ikke elevernes behov og forskelligheder vejer højt nok i forhold til den politiske målsætning om at teste eleverne mere. De mener heller ikke, at uddannelsesministeriets tidsplaner for at implementere omfattende ændringer er realistiske, og det går ud over kvaliteten i undervisningen.

Modsat Obama selv tog fagforeningerne derfor positivt imod nyheden om, at Duncan træder tilbage som uddannelsesminister. De største fagforeninger har gennem de seneste par år flere gange udtryk mistillid overfor Duncans evner og visioner som minister for deres fagområde. Duncan har været meget bestemt i forhandlingerne med fagforeningerne, som det hører sig til i amerikansk politik, hvor at vinde over fagforeningerne i manges øjne er et plus på politikeres CV. I sin stålsatte ambition om at indføre flere nationale tests og samle mere af den uddannelsespolitiske magt i Washington har Duncan flere gange trådt fagforeningerne alvorligt over tæerne, og den positive reaktion på hans afgang skal ses i lyset af det forhold. Glæden over fagforeningsbetvingerens afgang varede kun ganske få minutter før Duncans efterfølger blev udpeget.

Ny konge, samme politik
Valget faldt på den tidligere uddannelseskommissær fra New York, John King. King er selv tidligere underviser og kommer fra et folkeskolelærehjem. Han mistede begge sine forældre i en ung alder, og giver selv sine lærere æren for at have styret et problemfyldt forældreløst barn væk fra fængslerne og ind på Ivy League universiteterne Harvard, Columbia og Yale. Umiddelbart en baggrund der burde gøre ham vellidt hos fagforeningerne, men de skal ikke regne med en mere forsonende tilgang fra den nye uddannelsesminister.

King er nemlig formet af samme støbning som Duncan og Obama når det kommer til uddannelsespolitikken. Som uddannelseskommissær for delstaten New York var han manden bag implementeringen af et sæt fælles læringsstandarder. Alene indførelse af disse standarder er en betændt politisk problemstilling, men udover de normale og forventelige kritiske røster bag enhver større reform på uddannelsesområdet blev King særligt kritiseret for måden reformen blev indført på i New York. Det skete for hurtigt, for uovervejet og med for lidt fokus på de socioøkonomiske udfordringer for skoler i belastede byområder.

Og her kommer vi frem til den måske største skillelinje mellem fagforeningerne på den ene side og Obama, Duncan og King på den anden side. Fagforeningerne argumenterer ofte, at de store problemer med uddannelse i socialt belastede byområder har deres rødder udenfor klasseværelset, hvor fattige kvarterer med høj kriminalitet skaber en følelse af håbløshed. Mens trioen bestående af Obama, Duncan og King bekymrer sig om disse forhold, er de endnu mere bekymrede om at bruge dem som undskyldning for problemerne på skolerne. Som King siger: ”Ja, vi kan have et bedre sundhedssystem og bedre boliger og strafferetlige reformer, men skoler kan redde børns liv. De reddede mit.”

Et tilbud de ikke kan afslå
Obamas opfattelse af skolernes rolle som drivkraft for social reform betyder, at skolerne netop er nøglen til at overkomme sociale problemer, og at det derfor er uddannelsesministeriets fornemste opgave at hjælpe skolerne til at løfte eleverne. I Obama-administrationens optik kræver det en struktur, der gør det muligt for ministeriet at holde delstaterne og skolerne ansvarlige for deres resultater. Fagforeningerne deler opfattelsen af skolernes rolle som socialpolitikkens motor, men lægger vægt på behovet for bedre rammer og betingelser for undervisningen, og fremhæver, at øgede tests ikke giver bedre undervisning eller afhjælper sociale problemer. De to parter er ganske enkelt ikke enige i midlerne til at opnå målet og snakker i vid udstrækning forbi hinanden. Dette er bemærkelsesværdigt, for der har traditionelt set været et stærkt bånd med fagforeningerne og Demokraterne i amerikanske politik.

Men netop uddannelse er et af de områder, hvor Obama-administrationen har fjernet sig mest fra sit venstreorienterede udgangspunkt. Uddannelsespolitik er historisk set et lokalt anliggende i USA, hvor de lokale delstater og skolebestyrelser har vide rammer for at tilrettelægge undervisningen som de foretrækker. Men Obama-administrationen har gravet dybt i Washingtons føderale værktøjskasse og har fundet et klassisk instrument frem, hvor man med løfter om store poser føderale dollars giver delstaterne et tilbud de ikke kan afslå. Med en blanding af stokke (trusler om sanktioner) og gulerødder (føderale penge for at overholde visse standarder) har Obama og Duncan påvirket delstaterne til at implementere reformer som fagforeningerne hader.

Stålsat politisk ambition
Med valget af King sender Obama interessante signaler. For det første slækker han ikke på sin ambition om at øge den føderale kontrol med uddannelsespolitikken. King vil i mindst lige så høj grad som sin forgænger have fokus på nationale tests og føderal indblanding i tilrettelæggelsen af undervisningen.

For det andet signalerer præsidenten, at han er mere interesseret i at fortsætte kampen for højere læringsstandarder, friskoler og standardiserede tests end at imødekomme fagforeningerne forud for primærvalgene i det nye år. Det kunne være fristende at mildne de fremmedgjorte fagforeninger forud for den ulmende præsidentvalgkamp, så de var mere villige til støtte op om en Demokratisk kandidat, men Hillary skal ikke forvente hjælp fra hendes tidligere chef på det område.

Om man er enig med centraliseringstrioen bestående af Obama, Duncan og King om målet og midlerne i deres uddannelsespolitik er et politisk holdnings spørgsmål, men om ikke andet må man anerkende, at de arbejder utrætteligt på at realisere deres politiske ambition, og ikke lader sig forfalder til at læne sig tilbage det sidste år af Obamas præsidentperiode.