I dag er det præcis tre år siden Kongressen.com gik i luften. Mediet er fortsat inde i en rivende udvikling og holdet er stærkere end nogensinde. Og klar til at dække det kommende præsidentvalg.
Hvad kunne være mere passende end at starte denne fødselsdagsartikel med et citat fra præsident Obama: “If you are hitting all of your marks, that means you didn’t set them high enough”.
Her på Kongressen.com kunne vi ikke være mere enige i præsidentens ord. Siden vi gik i luften for præcis tre år siden, har vi haft som klar målsætning at udvikle mediet, tilføre dækningen af amerikansk politik analyse og perspektiv, og ikke mindst gå nye veje for at sprede kendskabsgraden til amerikansk politik og kultur i Danmark. Her på tre års fødselsdagen er jeg som redaktør glad for at kunne konstatere at vi er godt på vej, men selvfølgelig langt fra er i mål endnu.
Det forgangne år har været et begivenhedsrigt et af slagsen. Midtvejsvalget i 2014 kickstartede vores tredje år. Herefter fulgte den store State Of The Union-konference i samarbejde med AmCham. Og fra marts og de følgende fire måneder kastede vi os over litteraturen. Således stod holdet i marts bag ´Glimt Af Amerika´, i april fulgte ´Fiktionens Magt´, i maj kom ´Klimakrisen´ og i juni sluttede vi af med ´Den Amerikanske Drøm´. Alle fire bøger fik en flot modtagelse og det har været positivt at erfare, hvor stor interesse, der har været for amerikansk politik og kultur, også i bogform.
Vi indledte sommerferien med den store 4. juli-fest i Søndermarken, hvor Poul Erik Skammelsen stod for dagens festtale, mens Klubb leverede jazz´en og Modern American Diner for mad og drikke. En på alle måder vellykket dag, som vi ser frem til at gentage igen næste sommer.
I det forgangne år har vi fortsat oprustningen af holdet. Og udvider nu med en række nye medieplatforme. Den første, nemlig vores nye podcast ´Kongressen Live´ gik i luften i fredags og vil fremadrettet være en fast del af vores dækning fremadrettet. Derudover vil vi om ganske kort tid løfte sløret for endnu et nyt element, som også vil blive en del af vores USA-dækning. Stay tuned, som man siger.
Præsidentvalgkampen er allerede i fuld gang. Senest med Joe Bidens melding om, at han ikke er kandidat, trods talrige spekulationer om det modsatte. Her på holdet ser vi frem til at dække valgkampen tæt, både i form af artikler og analyser, samt via vores nye platforme, herunder podcast.
Det forgangne år har været fantastisk, og her på holdet ser vi frem til det kommende med stor glæde. Vi er godt på vej, men langt fra færdige. Tværtimod. Vi er først lige startet.
You must be logged in to post a comment Login