COP21 bør inspireres af Rio+20 processen

FN’s 193 medlemslande blev sidst i september enige om 17 nye bæredygtighedsmål for 2030. Målene blev født på Rio+20-topmødet i 2012, som ellers blev betragtet som en skuffelse. Erfaringerne fra udviklingen af de nye verdensmål kan bidrage til en ny model for fremgang på klimaområdet.

Af Andreas Hansen, formand for FN-forbundets bæredygtighedsudvalg

Der er udsigt til en global temperaturstigning på mellem 2,7 og 3,5 grader, hvis FN landenes udmeldinger om deres CO2 reduktioner står ved magt. For at begrænse den globale opvarmning yderligere, er det afgørende, at en ny klimaftale kommer til at indeholde en dynamisk metode. En metode, som sikrer vedvarende fokus på klimaudfordringen, og som fører til fortsat stigende klimambitioner. Også efter COP21 i Paris.

Inspirationerne til en sådan metode kan findes i erfaringerne fra Rio+20 og frem til vedtagelsen af de nye bæredygtighedsmål.

Rio+20 mødet, som fandt sted i Rio de Janeiro i 2012, skulle genstarte den globale bæredygtighedsdagsorden efter det mest kendte bæredygtighedstopmøde i samme by 20 år tidligere. Ligesom efter COP15 i København var mange også skuffede efter Rio+20, for den aftale man opnåede, blev aldrig særlig ambitiøs. Dog lykkedes det – blandt andet efter hårdt arbejde fra den daværende danske miljøminister, Ida Auken – at få indarbejdet, at verdenssamfundet i 2015 skulle blive enige om nye globale mål for bæredygtig udvikling for 2030.

Det gav bonus, for i slutningen af september indgik verdens lande en aftale om 17 såkaldte verdensmål. Der er overvejende enighed om, at målene er udtryk for en udvidet bæredygtighedsforståelse i forhold til tidligere aftaler.

Skuffelsen fra Rio i 2012 er derfor afløst af et håb om, at de nye mål kan blive en accelerator for bæredygtig udvikling. Resultatet tilskrives i høj grad den proces, der banede vejen for aftalen, hvor man arbejdede ud fra en åben tilgang. Her blev blandt andet civilsamfund, videnskaben og almindelige borgere inviteret til at komme med input eksempelvis via tematiske konsultationer.

Udfordringen bliver nu at følge op på målene. For at varetage denne opfølgning og indsamle viden om, hvordan målene realiseres på globalt plan, blev blandt andet “High Level Political Forum on Sustainable Development” (HLPF) nedsat. HLPF er placeret under FN, og mødes hvert år på ministerniveau. Hver fjerde år sker møderne på statsministerniveau. Da HLPF er et helt nyt forum, er det for tidligt at vurdere effekten. Men ligesom med processen frem mod de nye bæredygtighedsmål, er det tanken, at civilsamfund og andre aktører får større mulighed end tidligere til at komme med input til indhold og problemstillinger. Muligheden for en årlig evaluering af den globale bæredygtighedssituation med tilhørende vidensdeling er dermed til stede.

Spørgsmålet er, om denne model også kan bruges på klimaområdet. Måske er det vigtigste til de kommende forhandlinger i Paris ikke de konkrete mål for CO2 udslip, men i stedet sikringen af metoder, der kan sætte vedvarende fokus på klimaudfordringerne. Der er allerede gjort overvejelser om mere dynamiske opfølgninger, og EU har blandt andet foreslået, at der foretages en status hver femte år. Men dette er muligvis ikke nok.

Et nyt forslag til inspiration i ellevte time kan derfor være at sammentænke klimaopfølgningen direkte med HLPF’s arbejde. Mål 13 blandt de nye verdensmål er, at “der skal handles øjeblikkeligt på klimaudfordringerne”. En årlig klimastatus i dette regi kombineret med en særlig uddybende klimastatus hvert fjerde år og input fra civilsamfund, universiteter, private aktører og lignende, vil være et stærkt afsæt for vedvarende fremgang på klimaområdet.

Andreas Hansen er formand for FN-forbundets bæredygtighedsudvalg. FN-forbundet er en tværpolitisk NGO, som forholder sig kritisk og konstruktivt til spørgsmål, der vedrører FN. FN-forbundets formål er at styrke interessen for FN og øge forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar for den internationale udvikling.