Lidegaard: Klimaet venter ikke på nogen

En god og en dårlig nyhed forud for COP21 i Paris. Den gode er, at der formentlig kommer en aftale. Den dårlige er, at den formentlig ikke er god nok.

Af Martin Lidegaard, tidligere udenrigs- og klimaminister

Om COP21 tror jeg man kan sige to ting med rimelig sikkerhed: 1) Der vil komme en eller anden form for aftale ud af mødet i Paris. 2) Den bliver helt sikkert ikke god nok.

Det første bygger jeg primært på, at både Kina og USA denne gang arbejder målrettet på en aftale. Det andet bygger jeg på, at de reduktioner landene foreløbig har meldt ind, ingenlunde vil føre til en indsats, der vil holde den globale opvarmning under to grader. Ligesom de økonomiske bidrag, som de rige lande har varslet, ingenlunde vil være nok til at sikre en effektiv tilpasning til de klimaforandringer, vi ikke kan undgå – især i ulandene.

Det er en uendelig trist erkendelse. Lad os ikke glemme, at klimaforandringer ikke er et abstrakt fænomen. De fører til flygtninge og fattigdom allerede i dag, og truer med at efterlade den største ubetalte regning nogensinde fra en generation til en anden.

Derfor melder spørgsmålet sig allerede nu: Hvad skal der ske efter COP21? Hvad kan vi gøre for at sikre, at processen med at finde nye CO2 reduktioner og nye midler til klimatilpasning fortsætter? COP 21 skal i sidste ende vurderes ligeså meget på disse spørgsmål som på de konkrete fremskridt, konferencen i sig selv vil føre til.

Og det tegner desværre heller ikke lyst, da mange lande arbejder intenst for, at der helst ikke skal ske mere substantielt før 2030. Men måske er det ikke for sent for Danmark at lægge to nye forslag på bordet, der virkelig kunne gøre en forskel. Også selvom – eller måske netop fordi – begge dele går lodret imod de tåbelige prioriteringer, som den nye danske regering netop har lagt fremlagt i sin finanslov.

For det første kunne man overveje at etablere en halvt offentlig halvt privat giga fond til at sikre de nødvendige investeringer i innovation på det grønne område de næste ti år. Midlerne skulle komme fra både de rige lande og fra store private fonde og være målrettet de teknologiske “nødder”, som det har vist sig rigtigt svært at knække: Batterier til elbiler, vind til gas, attraktive energieffektive bygninger med videre. Også i forhold til klimatilpasning er der brug for mere forskning, eksempelvis i mere tørkeresistente afgrøder.

For det andet haster det med at skabe flere fonde som den danske klimafond under IFU, der kan fremme beæredygtige private investeringer ved at staten afsætter et overkommeligt beløb til at sikre en beskeden risikoafdækning ved investering i de forholdsvis ustabile markeder i mange ulande og vækstøkonomier. Her kan en offentlig krone trække ti til femten private kroner med sig, og det er den eneste måde vi kan nå den kritiske masse af investeringer, der er nødvendige. Til gengæld vil de øgede investeringer også skabe arbejdspladser og økonomisk udvikling, som store dele af verden kalder på – samt gode afkast til institutionelle investorer også herhjemme.

I min optik skal Paris måles nok så meget på, om denne form for mekanismer sættes op, så de enkelte regeringer kan arbejde målrettet videre med deres grønne omstilling, når de kommer hjem fra de bonede gulve. Lad os aldrig glemme, at en COP kun bliver så succesfuld, som de enkelte lande har forberedt sig på at gøre den til. Danmark kommer til at spille en trist rolle på dette års COP med regeringens mange nedskæringer på både forskning i klima og udviklingsbistand, for ikke at tale om den konsekvente opgivelse af mål og instrumenter for vores egen klimapolitik. Men så meget desto vigtigere er det, at regeringen i det mindste engagerer sig i at få det bedste resultat ud af Paris.
Klimaet venter ikke på nogen.

Martin Lidegaard er tidligere udenrigs- og klimaminister. Han er til daglig medlem af folketinget for De Radikale. Før han blev minister i 2011, grundlagde han den grønne tænketank Concito.