Benspænd for frihandel tester EU’s pokerfjæs

Efter en lang pause har EU-Kommissionen igen vovet sig ud på det dybe vand i frihandelsaftalen med USA. Med et nyt forslag om den omdiskuterede investeringsbeskyttelse skraber Kommissionen venner til sig i EU-Parlamentet, men møder samtidig kold luft fra det amerikanske erhvervsliv.

Af Tine Toft Jørgensen

Spillet er frihandelspoker, dealeren er tysk og EU’s handelskommissær har lige satset stort på et spil, der skal vinde europæernes tillid. På den anden side af bordet sidder USA, uimponerede over taktikken.
TTIP – Transatlantic Trade and Investment Partnership – har stået på siden 2013, men selvom det ind imellem trækker i langdrag og står i skyggen af andre, og for Obama vigtigere, aftaler som aftalen i stillehavsregionen, sker der selvfølgelig ind imellem noget nyt.

Det nye drejer sig selvfølgelig om endnu en forkortelse. ISDS – Investor-to-State Despute Settlement – der handler om, hvordan grænseoverskridende investeringer skal beskyttes. Det er et system uden om de nationale domstole, hvor en virksomhed eller investor kan lægge sag an mod en stat. Som eksempel kan det skabe uenighed om penge og gennemskuelighed, hvis en stat har begået den brøde at lave en regulering på miljøområdet, der går ud over den profit, virksomheden ellers kunne forvente at få.

Først besluttede EU-Kommissionen sig for at afholde en onlinehøring om investeringsbeskyttelse i foråret. Antallet af svar fra de europæiske borgere var større end nogensinde før i en sådan høring, og det blæste handelskommissæren Cecilia Malmström lidt omkuld, at 97 procent af svarerne var kritiske eller direkte imod det nuværende system. Så lovede Kommissionen at ’tage det til efterretning’, og det blev i en stund sparket til hjørne. Alt imens har det selvregulerede borgerinitiativ ’Stop TTIP’ fået indsamlet næsten 3 mio. underskrifter imod hele aftalen, og modstanden i Tyskland er markant. Sidst men ikke mindst vedtog EU-Parlamentet, der ellers først får lov til at lege med og sige ”ja eller nej” til den endelige aftale, en resolution, der klart bakkede op om TTIP, bare ikke med den gamle ISDS-type.

Som svar på alt dette har Kommissionen udviklet et nyt forslag, en redning, der skal reformere hele investeringsregimet og sætte standarder for globale handelsaftaler fremover. Mere demokratisk, mere gennemsigtigt, med appelmuligheder og faste dommere.

Kommissionen (der ellers i forhandlingsprocessen bliver haglet ned for uigennemsigtighed og undergravelse af demokrattet fra de mest kritiske fløje) får her point for at lytte og prøve at ændre en ellers fasttømret størrelse. Men når man sparker en dør ind, kommer der gennemtræk.

Gammel vin på nye flasker?
Lad os først se på, hvad der så egentlig er galt med den ”gamle” måde at beskytte sine investeringer på. ISDS er allerede i inkluderet i en masse aftaler, men ikke med venner og ligesindede som USA, nej derimod med de i debatten såkaldte ”bananrepublikker”, som flere sydamerikanske lande må stå model til at blive kaldt. Her kan man nemlig ikke vide sig sikker imod et korrupt retssystem eller pludselige nationaliseringer, og derfor har investeringsaftalernes raison d’être været at inkorporere ISDS-mekanismen i alverdens handelsaftaler. Et system uden for systemet, om man vil.

Herhjemme står den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen for den ellers noget stille danske kritik af systemet, og ifølge ham ”hører det slet ikke hjemme i sådan en aftale”: »USA og Europa er altså ikke bananrepublikker. Vi har et retssystem på begge kontinenter, som vi har tillid til,« lød det fra Nyrup til en konference på Christiansborg i midten af september.

Poul Nyrup Rasmussen er særligt bekymret for, at virksomheder med en hvilken som helst form for ISDS i hånden kan presse stater til at undlade at regulere til gavn for miljø, forbrugere og arbejdstagere, af frygt for store sagsanlæg fra amerikanske multinationale koncerner. Det skal tilføjes, at det politiske flertale samt størstedelen af interesseorganisationer herhjemme, heriblandt Dansk Industri, Dansk Metal, Danske Arbejdsgivere og LO, bakker op om den transatlantiske frihandelsaftale, der ifølge Udenrigsminister Kristian Jensen (og røde udenrigsministre fra SF og S før ham) vil skabe vækst og eksportmuligheder for det danske erhvervsliv. Vækst, arbejdspladser og billigere iPhones til forbrugerne.

Er Kommissionens nye forslag så svar på alt dette? Poul Nyrup Rasmussen er ikke imponeret, men kalder det en forbedring. Det samme gør selv kritiske røster fra Folkebevægelsen mod EU, der kalder det ’et sminket forslag med ny etikette’, men trods alt hæfter sig ved det positive i, at dommerne i det nye forslag skal være offentligt udpegede og faste, og altså ikke ad hoc-udpegede af de involverede parter, som det er i dag. Socialdemokraterne, der i EU-Parlamentet ser ud til at blive den udslagsgivende stemme, når først den endelige aftale skal til afstemning, er også positive, men slår samtidig fast, at ”det kun er et første skridt på vejen til at genoprette offentlighedens tillid”. Det europæiske erhvervsliv repræsenteret ved Business Europe er positive, men advarer Kommissionen imod at blive så gennemsigtighedsglade, at garnet strammes så meget om systemet, at det slet ikke kan trække vejret og fungere effektivt. Også Dansk Industri herhjemme ”ser gode ting i det nye forslag”.

Dansk Industri hæfter sig i et notat særligt ved, at Kommissionen med forslaget forsøger at imødekomme den allermest graverende kritik, nemlig at det nuværende system skader demokratisk folkevalgte politikeres ret til selv at regulere det samfund, de nu engang er sat til at forvalte:
»Kommissionen slår med sit forslag fast, at stater har ret til at regulere alt, hvad der fremmer legitime offentlige hensyn, så som sundhed, miljø, sikkerhed, offentlig moral, forbruger sikkerhed og kulturel diversitet. Eksempelvis vil man kunne forbyde eksisterende erhvervsaktiviteter i kystnære områder uden at skulle betale erstatning herfor, med henvisning til, at det tjener miljømæssige hensyn.«

Alt det lyder jo som en udmærket løsning på problemet. Så hvad står i vejen for billedet af en handlekraftig Kommission, der bygger bro mellem EU-Parlamentet og samtidig ’pleaser’ både Business Europe og lytter til sine borgere? Svaret er ganske kort: USA.

Amerikansk modstand og canadiske hængepartier
Som i alle forhandlinger spiller den en part ud med noget, som den anden derefter forsøger at udvande eller udnytte til at få andre kort i hus. EU skal selvfølgelig overbevise amerikanerne om, at hvis frihandelsaftalen nogensinde skal vinde europæernes gunst, skal de gå med til en helt ny form for investeringsbeskyttelse. Nyt, friskt, moderne.

Men den amerikanske linje fra erhvervslivet var lynhurtig og nådesløs. U.S. Chamber of Commerce anerkender, at EU (altså ikke USA) har et politisk problem på området, men skriver klart i en pressemeddelelse, at man ikke ’på nogen måde kan tilslutte sig forslaget’. EU må selv rode med sine legitimitets-issues.
Pressemeddelelsen fortsætter ganske ufortrødent med en opfordring til EU om at tage tingene lidt mere alvorligt:
»Hvis EU stadig anser TTIP som et seriøst mål, er dagens forslag dybt forfejlet. Svære forhandlinger ligger forude, og de reformer, USA på egen hånd har lavet i egne investeringsaftaler, repræsenterer et langt bedre startsted for disse vigtige overvejelser,« lyder det forhandlingstaktiske udspil altså fra det amerikanske erhvervsliv, hvis interesse langt hen ad vejen er at pille så mange europæiske indrømmelser ud af Kommissionen som muligt.

Og som om den amerikanske reaktion ikke var nok, har EU-Kommissionen med sit nye forslag gravet endnu en udfordring frem til sig selv. Det forholder sig nemlig sådan i frihandelskapløbet, at EU samtidig med al ISDS-posturet har færdigforhandlet og lukket en handelsaftale med endnu et nordatlantisk land – Canada.
Aftalen hedder CETA, og mangler nu kun ratificering i EU-Parlamentet. Der er kun et problem – CETA indeholder det ”gamle” system; altså selvsamme system, som EU-Kommissionen selv har undergravet ved at komme med et nyt og ifølge dem selv langt bedre forslag til fremtidens investeringsbeskyttelse. Det har nu fået formanden for EU-Parlamentets handelsudvalg, Bernd Lange, til at afvise at stemme for aftalen med Canada, med mindre den afspejler Kommissionens eget og nye forslag. Selv afviser Cecilia Malmström pure at åbne en ellers lukket aftale, da det ville skade EU’s troværdighed uopretteligt i den slags internationale handelsaftaler. Pacta sunt servanda (aftaler skal overholdes).

Parlamentarikere fra den socialdemokratiske S&D-gruppe presser nu på for, at Malmström som en løsning må vride canadierne for en politisk tillægsaftale eller sproglig indarbejdning af det nye forslag. Hverken Canada eller Malmström har nogen interesse i at sende en aftale til afstemning, der risikerer at blive stemt ned. Alligevel er problembarnet på EU’s banehalvdel, som også det amerikanske erhvervsliv påpeger, for her skal Kommissionen forhindre EU-Parlamentet i at falde i en vane med at stemme frihandelsaftaler ned, som Kommissionen ellers har sagt god for og færdigforhandlet. Som alting i EU er der en evig kamp mellem institutionerne om, hvem der egentlig har bukserne på, enten demokratisk eller handlekraftigt.

Indtil nu har Kommissionen med det nye forslag forsøgt at skrue ned for det højlydte kor af kritik, hvis forsangere består af den tyske offentlighed. Selvsamme forslag halter lige nu med at vinde den store genklang i USA, og har oven i købet placeret Kommissionen selv i en klemme, hvor Cecilia Malmström må vise, hvor alvorligt Kommissionen egentlig mener det, når den foreslår at hamre store søm i kisten til den gamle investeringsbeskyttelse. Er det bluff, en afvigelsesmanøvre eller går man hele vejen?