Republikanerne på vej i tv-arenaen igen

Onsdag aften går det løs igen til Republikanernes anden livedebat hos CNN. Hele 11 kandidater er med denne gang med Carly Fiorina som det nye ansigt.

Onsdag aften amerikansk tid står de mange håbefulde republikanske præsidentkandidater endnu engang klar på scenen til live debat, denne gang hos CNN. 10 deltagere er blevet til 11, hvor forretningskvinden Carly Fiorina er det nye ansigt, og det eneste kvindelige, i gruppen af de bedst placerede republikanske kandidater i meningsmålingerne.

Donald Trump står endnu bedre i meningsmålingerne nu, end han gjorde ved første debat. Han blev formodentlig overrasket over de kritiske spørgsmål han fik af FOX i den første debat, så man må forvente bedre forberedelse denne gang. Den første livedebat tilbage i august blev indledt med kritiske spørgsmål fra værterne på FOX News, der havde til hensigt at få Donald Trump til at tabe noget af den selvsikre fremtoning, der har båret ham igennem de mange grove og personlige udtalelser, han er kommet med. Fremfor at sænke hans kampagne har denne talestil snarere løftet ham op til den førerposition han har i øjeblikket.

Det er dog ikke sikkert, at den kommende debat vil begynde på samme vis, da værten denne gang er CNN, og deres journalister formodentlig vil sprede deres skyts mere jævnt ud mod hele feltet af kandidater, og fokusere på politik frem for personlige værdier og løfter til Det Republikanske Parti.

Dette vil dog ikke forhindre de andre kandidater i at kritisere Trump, som Louisianas guvernør Bobby Jindal gjorde det forleden. Trump ses stadig som en torn i øjet hos toppen af Det Republikanske Parti, hvilket kan være én årsag til at flere af de andre kandidater vil forsøge at fremhæve hans manglende loyalitet over for partiet.

Hvor Trump ikke er populær hos partitoppen i the Grand Old Party, er det lige omvendt med Jeb Bush. Trump og Bush står efterhånden som klare modsætninger og billeder på spliden internt i Det Republikanske Parti, hvor partitoppen ikke har lyst til at give endeligt efter for Teaparty-bevægelsens ønsker i forhold til en præsidentkandidat.

Bush står dog langt fra så sikkert i meningsmålingerne som Trump gør. Bush er snarere gledet ned i feltet blandt alle de andre kandidater, og lige nu er det primært på grund af hans opbakning fra partitoppen og via Super PACs, der gør, at han er favorit til den republikanske nominering på længere sigt.

Samtidig har Trump effektivt sået tvivl om Bushs evner som offentlig taler, ved blandt andet at beskrive Bush som en ’lav-energi-person’. Selvom det kan forekomme som personfnidder, så bliver Bush nødt til at finde en måde at adressere denne kritik på, så billedet ikke bliver hængende hos tv-seeren under debatterne. Bush bliver altså nødt til at udfordre Trump mere end han har gjort tidligere, på samme måde som præsident Obama gjorde det med Romney i den anden præsidentielle debat i 2012. Men det kan være nemmere sagt end gjort for Jeb Bush, eftersom Trump har vist sig så leveringsdygtig i både personlige angreb og i forsvaret af sin egen person, at han nærmest styrkes af kritik.

Samme taktik gælder nok også for det nyeste ansigt på scenen, Carly Fiorina, der af Trump er blevet kritiseret blandt andet for sit udseende og sine evner som forretningskvinde. Kandidaterne i mellemlaget vil formodentlig fokusere mere på at trække på nogle af deres personlige stærke kort, som Marco Rubios udenrigspolitik, Kentucky-guvernøren Rand Pauls fokus på statens magt over amerikanernes hverdag, og Doctor Ben Carsons personlige tro.

Så er der resten af feltet, hvor især John Kasich i manges øjne slap bedst fra den første debat. Man kan ikke decideret tale om momentum i meningsmålingerne for Kasich, men hvis han kan bevare sin position som den moderate og ikke mindst positive stemme i et felt der ofte lyder som et grædekonekor over dårligdommene i USA, så vil Kasich på sigt kunne finde en platform der kan løfte ham ud af det store felt af kandidater. For det er stadig det, det handler om for langt de fleste af kandidaterne.

24 millioner seere fulgte med ved den første debat på FOX News. Det er seerrekord for en partikandidatdebat, og med et felt så stort som det republikanske, så kan disse debatter være muligheden for mindre som større kandidater at finde støtte blandt TV-seerne. I de korte øjeblikke hvor kandidaterne får ordet, skal de dog også sørge for ikke at virke forhastede i deres tale og konklusioner. Tempo og toneleje bliver derfor essentielt, når det handler om at få skabt de ’præsidentielle øjeblikke’, der kan blive genspillet efter debatten af de mange debattører, der vil nærstudere den.

Trump formåede, på trods af en stor mangel på egentlig politisk indhold at sætte sig på billedet af den første debat. Det kan meget vel ske igen, hvis ikke de andre kandidater i det store felt finder en måde at brænde igennem til seerne på.

Spørgsmålet er, om de mange TV-debatter egentlig er en fordel for de republikanske kandidater? Selvom Trump ifølge meningsmålingerne og medietiden var den kandidat, der fik mest ud af den første debatrunde, så kan man ikke sige, at han var den kandidat der kom med de mest fyldestgørende eller visionære svar på spørgsmålene. Men det er heller ikke altid det der gør sig gældende i disse typer af TV-debatter.

Ser man på hvad folk husker fra valgkampsdebatter på TV i USA, og hvilke øjeblikke der står tilbage over tid, så handler det ligeså meget om fremtoning, kropssprog og personligt overskud, som dét der bliver sagt. Sidste år blev præsident Obama beskrevet som åndsfraværende i sin første debat med Massachusetts tidligere guvernør Mitt Romney, hvilket gjorde, at præsidenten anlagde en mere aggressiv tone i den anden debat. Tilbage i 1980’erne formåede Ronald Reagan at vinde flere af sine debatter med enkelte genialt formulerede one-liners. På den måde passer Trumps simple taleteknik på godt og ondt ganske fint til tv-debattens form.

De mange kandidater i republikanernes TV-debatter intensiverer kun dette fokus på korte TV-venlige svar, hvor der sjældent opstår længere sammenhængende debatter kandidaterne imellem. I stedet handler det ofte for den enkelte kandidat om at levere meget enkle budskaber, som vil appellere til de efterfølgende analyser af debatten.

Desværre for kandidaterne opstår disse øjeblikke ofte, når kandidaterne dummer sig, fremfor når de brillerer. I 2012 måtte flere republikanske kandidater se deres kampagner falde på nogle meget tvivlsomme svar under de mange debatter. Med Texas’ tidligere guvernør Rick Perrys ”Oops”-øjeblik, da han ikke kunne huske navnet på et ministerium han ville lukke, som det mest markante eksempel.

Med de mange planlagte TV-debatter her i 2015-16 er det som om, republikanerne ikke har taget ved lære af 2012-valgkampen. For udover de pinlige øjeblikke, kom Mitt Romney så ’fordrejet’ ud af primærvalget at Obama-kampagnen havde et rigt kildemateriale at trække på, når de ønskede at fremhæve Romney som hyklerisk, hver gang han forsøgte at moderere sine holdninger i forhold til de nationale vælgere. Udtalelsen fra Romney-kampagnen dengang om, at skiftet fra primærvalg til nationalvalg svarede til at ryste en ”Etch a sketch” for kandidaten, hvor tavlen blev visket ren, holder på ingen måde i dagens intensiverede mediebillede. Det er derfor svært at se, hvorfor den endelige kandidat for republikanerne ikke skulle ende i samme situation som Romney efter primærvalget og de mange planlagte tv-debatter.

Tilbage i den første debat i august, blev der på trods af plads til de andre kandidater i feltet, fokus på Trumps svar, som blev hovedhistorien i de efterfølgende timer og dage i medierne, og det er ofte dette efterspil, der er det egentlige mål for kandidaternes udtalelser under debatten.

Den første republikanske debat viste dog også andre ting om de mange kandidater, blandt andet at selvom Floridas tidligere guvernør Jeb Bush fører stort i indsamlingen af penge til diverse Super PACs, der støtter ham, så skal han kunne præstere på scenen for at fremstå som en kandidat, som almindelige republikanske vælgere kan blive begejstrede for. Lige på det punkt gik det i den første debat bedre for Floridas anden guvernør Marco Rubio, der effektivt formåede at fremsætte klassiske præsidentielle visioner for USA, mens Ohios guvernør John Kasich nok var den kandidat, næstefter Trump, der fik mest ud af debatten, idet han fik differentieret sig fra resten af feltet med sine mere moderate udtalelser. Sidstnævnte må dog stadig ses som en outsider til den endelige nominering.

Der er med andre ord meget på spil for de 11 duellanter ved nattens debat. Kun et er sikkert: intet er sikkert. Og det alene vil danne grobund for en livlig debat