En dansker i spidsen for generalforsamlingen

I dag sætter Mogens Lykketoft sig i stolen som formand for FN’s generalforsamling. Forude venter et vigtigt år, hvor både klimaforandringer, flygtningestrømme og fattigdomsbekæmpelse er på dagsorden. Læs uddrag af Anders Agner Pedersens interview med Mogens Lykketoft fra bogen ’FN – Vores Sidste, Bedste Håb’ her

Mange danskere har gennem årene haft fremtrædende poster i FN-systemet. Og har det fortsat. Men tilbage i foråret 2013 blev det officielt, at Danmark nu gik efter at placere en dansker på en af de absolut tungeste poster i FN-systemet, nemlig posten som formand for FN’s generalforsamling.

Manden, den danske regering bragte i spil, var en særdeles kendt politisk skikkelse gennem årtier i dansk politik, nemlig Mogens Lykketoft. Den tidligere formand for Socialdemokraterne, der tidligere havde været både finansminister, udenrigsminister og som siden efteråret 2011 havde varetaget posten som formand for Folketinget.

Siden fulgte halvandet års diplomatisk arbejde inden en både glad og stolt Lykketoft i efteråret 2014 kunne fortælle offentligheden, at den nu var god nok og at han fra sommeren 2015 og et år frem skulle stå i spidsen for FN’s generalforsamling. Og det vel og mærke i et år, som ud over at være FN’s 70 års jubilæumsår, rummede vigtige globale opgaver, såsom COP21 i Paris og vedtagelsen af de nye udviklingspolitiske målsætninger.

At det er et drømmejob, han har fået, ligger Lykketoft ikke skjul på, da han tager imod, i lejligheden i New York, som han deler med hustruen Mette, det kommende år i New York. Fra både stuen og arbejdsværelset er der udsigt ud over United Nations Plaza, som det kommende år danner rammerne for Lykketofts arbejde.

Mens han laver kaffe, fortæller Lykketoft om ankomsten til New York og mødet med FN-systemet. Et system, han altid har haft stor sympati for, og som han glæder sig over nu at være en del af. Helt slip på Danmark giver han dog ikke, forklarer han. Det er fortsat meningen, at han efter året som formand, vender tilbage til Folketinget, nøjagtig som han sammen med Uffe Ellemann-Jensen fortsætter makkerskabet i TV2 News magasinet ’Ellemann/Lykketoft’. Nogen gange, hvor de begge er i New York, andre gange hvor Lykketoft er med fra et FN-studie, mens Ellemann sidder hjemme i News-studierne på Teglholmen i København. Så jo, programmet fortsætter skam, forsikrer Lykketoft, mens vi sætter os ved det store spisebord.

På bordet ligger der FN bordskånere, på en af hylderne ved siden af de store panoramavinduer står en legomodel af FN hovedkontoret. Og i bogreolen, ja, der kræver det ikke længere tids søgen før man finder de første FN-titler.

Du er nu kommet til New York og skal i det kommende år udfylde rollen som formand for FN’s generalforsamling. Hvilke indtryk har du foreløbig gjort dig efter du er kommet hertil?
”Det er meget fascinerende at skulle være med til at forvalte alle medlemslandenes forskellige vurderinger og holdninger. Der er utrolig mange kompetente folk, også fra verdensdele som vi i Danmark ellers normalt ikke har så meget at gøre med. En af dem, jeg allerede har haft en lang og god samtale med, er den brasilianske FN-ambassadør. Bare for at give et eksempel. Det er vigtigt at være i stand til at forstå alle dele af verdens bekymringer og synspunkter. Ikke mindst hvis FN skal revitaliseres, hvilket er et vigtigt punkt på dagsordenen.
Så indtrykket indtil videre er, at der sker en masse ting af positiv karakter. Og den store opgave bliver at sørge for at få alle regeringer til at leve op til det, de forpligtiger sig til. Blandt andet hvad angår de nye udviklingsmål.”

Hvordan ser du FN efter de første 70 år?
”Det er første gang i historien, at vi har kunnet holde stort set alle verdens lande i det samme rum. Og dermed bidrage til at holde en masse forhandlingsmuligheder åbne, som måske ellers ikke havde eksisteret. Det er vigtigt at påpege, at FN er andet og mere end Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen. Det er alle underorganisationerne, som har en helt afgørende rolle at forbedre den globale udvikling, afværge katastrofer, fremme kulturudvikling med videre. Hvis vi tager hele paletten af underorganisationer, er der sat en masse mekanismer i system for at fremme en global udvikling, der bekæmper fattigdom, dæmper konflikter og bedre værner menneskerettighederne. FN er en afspejling af den kendsgerning, som er blevet mere forståelig i løbet af de 70 år, organisationen har eksisteret, nemlig at alle er afhængige af hinanden. Det vi foretager os nu, påvirker helt grundlæggende den globale fremtid. På en lang række områder. Og selve den forståelse ville næppe være der, hvis ikke vi havde haft FN.”

Det er jeg enig med dig i. Men ikke desto mindre er det ofte ord som papirtiger og bureaukrati jungle, der nævnes, når talen falder på FN. Hvor er det, at det er gået galt?
”Det er jo gået galt i forståelsen af, hvad der overhovedet er muligt i denne verden. At det er et samarbejde mellem 193 regeringer, som ser meget forskellige ud. Det er forskellige politiske systemer. Høj og lav grad af folkelig repræsentation. Verden er en meget ujævn størrelse, men det er en dybt realistisk holdning, der ligger bag FN: Man er nødt til at tale sammen på tværs mellem regeringerne, uanset hvor lidt eller meget man sympatiserer med dem. Det har en masse begrænsninger i sig. Alle dem, der er utilfredse med FN, kan – med ret – tale om de forbedringer, der kunne ske i forhold til bureaukrati og effektivisering. Men de afgørende begrænsninger ligger et andet sted. De ligger i, hvad der politisk er muligt. Vi har jo hele diskussionen om fredsbevarende og fredsskabende operationer. Dilemmaet mellem, at vi på den ene side har flere ude i fredsbevarende operationer under FN’s flag end nogensinde tidligere og så på den anden side nogle forfærdelige situationer, hvor vi ikke har kunnet få bragt FN ind, fordi de afgørende stormagter ikke var enige om at gøre det. Syrien og Ukraine er to akutte eksempler på dette. Men jeg mener, at det er urimeligt at rejse som en kritik af FN. Kritikken skal rettes mod de medlemslande, som kunne have gjort det anderledes.”

Læs hele Anders Agner Pedersens interview med Mogens Lykketoft i bogen ‘FN – Vores Sidste, Bedste Håb’, der netop er udkommet på People´s Press.