Afgørende at Sikkerhedsrådet omstruktureres

Selv om diskussionen om en reformering af FN’s Sikkerhedsråd har stået på i årtier, nægter generaldirektøren for FN i Geneve, Michael Møller, at parkere tanken. Det er nemlig af afgørende betydning, både for FN og det internationale samfund generelt, fortæller Møller i dette interview med Anders Agner Pedersen fra bogen ‘FN – Vores Sidste, Bedste Håb’.

Både i New York og i Geneve står der danskere i spidsen for FN-arbejdet den kommende tid. For mens Mogens Lykketoft fra sommeren 2015 og et år frem indtager rollen som formand for generalforsamlingen, så har den øverste chef for FN i Geneve siden november 2013 også været en dansker, nemlig Michael Møller.
63-årige Møller har en lang karriere bag sig og har været udstationeret for FN i lande som USA, Cypern, Iran, Mexico, Haiti og nu altså Schweiz, som chef for den del af FN, der har til huse øst for Atlanterhavet.

Møllers store kontor ligger i hjertet af det store FN-område i den nordlige del af Geneve, og efter en kortere gåtur på tværs af området fra hovedindgangen, lykkes det til slut at finde frem til kontoret. Store FN-faner står i det ene hjørne af det store lokale med udsigt ud over en lang allé hvor medlemslandenes flag blafrer i flagstængerne.

Vi sætter os i sofaarrangementet, hvor kaffen er ved at blive serveret. Møller fortæller, at han er i gang med at skrive på nogle udkast til omstruktureringer af dele af FN-apparatet. For det er nødvendigt at lave ændringer i det FN-system, vi kender i dag, fastslår Møller allerede fra det øjeblik, vi starter interviewet.

Hvor vil du sige at FN befinder sig nu efter de første 70 år?
”Organisationen befinder sig et sted, hvor den er helt uundværligt, men hvor den samtidig burde omstruktureres seriøst flere steder. Det er helt klart, at hvis ikke FN eksisterede, så måtte det genopfindes. Det har stor kapacitet, erfaring og viden, som ifølge min vurdering, grundet strukturerne, ikke bliver brugt optimalt. Vi er i en tid, hvor verdens styrelsessystem har sat sig mellem to stole. Det er et lidt farligt tidspunkt rent historisk, men også et tidspunkt med muligheder. Det er jo sådan, at når der er et vakuum, så bliver det fyldt hurtigere, end man regner med. Og ikke altid af de aktører, man gerne vil have til det, og som ville være de mest optimale. Så vi er i en situation, hvor vi skal oppe os lidt. Og tænke dybt over, hvad det er for strukturer, vi skal benytte os af de næste 30,40, 50 år.”

Gælder den nytænkning også Sikkerhedsrådet?
”Sikkerhedsrådet er helt afgjort et af de områder, hvor vi virkelig skal have fokus på en omstrukturering. Der er brug for nytænkning om, hvordan rådet skal fungere. Det er hverken repræsentativt eller legitimt i manges øjne, som det er nu. Og ikke særlig effektivt. Vi skal have et sikkerhedsråd, som ser anderledes ud end det, vi har i dag. Vi har i snart 25 år talt om en reform af sikkerhedsrådet. Og kommer ikke rigtig nogen vegne. Jeg mener også, at de forslag, som ligger på bordet, vil have begrænset effekt på effektiviteten. Om der kommer flere lande til eller ej, vil hverken gøre det mere effektivt eller repræsentativt. Det er allerede nu et problem at få dem alle sammen til at blive enige. Så hvis det pludselig er 20 lande i stedet, så bliver det slet ikke nemmere. Vi skal derfor kigge seriøst på arbejdsmetoder og de ting, som sikkerhedsrådet arbejder med. Alt det taget i betragtning, mener jeg, at vi skal have en helt anden struktur. Vi skal have et tokammer system med regionale sikkerhedsråd, som kan tage sig af de ’daglige’ problemer, som det er mere optimalt at løse på regionalt niveau, og et ’øverste’ sikkerhedsråd, hvor de tunge emner, især dem der indebærer brug af magt, kan blive behandlet globalt.”

Hvad kunne det være for spørgsmål?
”Hvis vi havde haft det med Mellemøsten i sin tid, før det blev et stort internationalt problem, så kunne man måske have gjort noget mere fornuftigt ved det end at lade det udvikle sig til det, det nu er blevet til. Ukraine er et andet eksempel. Nogle af de ting, der foregår i Asien, kunne også håndteres regionalt. Afrika er uden tvivl et andet eksempel. Ved at løse problemer regionalt, har du muligheden for også at inddrage økonomiske og sociale overvejelser og i langt højere grad involvere det civile samfund i at finde løsninger. Og når der så er konflikter, der ikke kan løses inden for regionen, må de sager så op til det ’øverste’ sikkerhedsråd og håndteres på det niveau. På samme måde som spørgsmål, der handler om brug af militær magt, skal op på øverste niveau. Gør man det på den måde, kan det blive mere repræsentativt. Og mere effektivt og fleksibelt. Men der er mange udfordringer i sådan et forslag. Det første og største er spørgsmålet om veto. Og hvordan man håndterer det. Men det tror jeg også godt, at man kan finde en løsning på, eksempelvis ved at give veto til hver region. Det er et emne, jeg tænker meget over.”

Men ser du nogen som helst form for bevægelse i den retning?
”Overhovedet ikke. Jeg forsøger bare at sætte en anden slags samtale i gang. Vi kan jo ikke blive ved med at have et sikkerhedsråd, der ikke fungerer. Men nej, lige nu er der ikke hjemmel til det politisk. Så det bliver en længere proces.”

Michael Møller sidder sammen med Anders Agner Pedersen, Christina Boutrup og Flemming Splidsboel i panelet ved konferencen ‘FN – Vores Sidste, Bedste Håb’ mandag den 14. september i FN Byen. Du kan læse hele interviewet med Michael Møller i bogen ‘FN – Vores Sidste, Bedste Håb’, der udkommer på People’s Press i dag.