Historiske sejre for Obamas udenrigspolitik

Præsident Obama har fra starten af sin præsidentperiode lovet at ændre USA’s forhold til gamle fjender. Hen over sommeren har man set historiske sejre for den indsats. Det amerikanske flag vajer igen over ambassaden i Havanna, og man har indgået en aftale med Iran om landets atomprogram. Men kampene er langt fra slut for Obama.

I Washington D.C. kæmper man i disse dage om, hvorvidt den amerikanske Kongres bør godkende den aftale som USA og en række andre lande i sommeren indgik med Iran om landets atomprogram. For Obama-administrationen var det en stor sejr, for den måde man har ført udenrigspolitik siden 2009.

Præsidenten havde nemlig en yderst ambitiøs målsætning, da han satte sig bag skrivebordet i det Ovale Værelse i januar 2009. Han ville omdefinere amerikansk udenrigspolitik, og begynde at indgå i dialog med USA’s gamle fjender. Verden skulle se, at USA ikke blot brugte magt i sin interaktion med resten af verden, men også var klar til at bruge diplomati.

Det har i lang tid været småt med resultaterne denne politik. Det Arabiske Forår forplumrede indsatsen, da man pludselig var nødt til at forholde sig til skiftende situationer, i stedet for en status quo som man havde kendt i mange år.

Sidste år var et udenrigspolitisk rædsels år for Obama med Ruslands annektering af Krim og Islamisk Stats store erobringer i Irak. Sommeren i år har præsenteret store successer for Obamas udenrigspolitik.
Udenrigsminister John Kerry har nu været i Havanna for at hejse det amerikanske flag til tops ved den amerikanske ambassade – for første gang siden 1961.

Den helt store internationale sejr for præsidenten har været at få indgået en aftale med Iran om landets atomprogram. Aftalen vil sikre at Iran i hvert fald i det næste årti ikke får et atomvåben, men samtidig bevarer et civilt atomprogram.

Internationalt hyldes aftalen, og vil uden tvivl blive en central del af Obamas eftermæle, og udenrigsminister John Kerrys.
Men hjemme i USA må Obama nu kæmpe med modstandere, som mener at USA bør afvise aftalen, gå tilbage til forhandlingsbordet og kræve en bedre aftale.

En tiltrængt sejr
Det har været småt med sejre for præsident Obamas noget tilbageholdende udenrigspolitik. Han har været uvillig til at engagere USA i konflikter, som ikke har haft en direkte relevans for centrale amerikanske interesser. Det så man især, da det Arabiske Forår prægede situationen i Mellemøsten. I stedet skulle man satse på diplomati, og spille på den lange bane – fokusere på langsigtede udfordringer i stedet for at blive trukket ind i alle mulige konflikter i verdens brændpunkter.

I sommerferien kunne præsidenten så præsentere en aftale med Iran, som i hovedtræk pålægger svære restriktioner på Irans atomprogram, og åbner for langt mere omfattende opsyn med, at landet ikke begynder at udvikle en militær atomar kapacitet. Overvågningen skal foregå i de næste 10 år. Mod at åbne op på denne måde overfor internationalt opsyn, så skal de hårde sanktioner, som det internationale samfund har pålagt landet, ophæves.

Begge sider af forhandlingerne har set aftalen som en sejr. Det internationale samfund har opnået en aftale som umuliggør et iransk atomvåben i hvert fald i 10 år. Dette vil give tid til at finde en efterfølgende løsning.

Kamp om aftalen
Aftalen blev allerede samme dag, afvist af republikanerne. Faktisk var flere så hurtigt ude, at indholdet af aftalen ikke var blevet offentliggjort endnu, da f.eks. senator Lindsey Graham og præsidentkandidat Chris Christie afviste den.

Modstanden er nu blevet del af debatten om, hvorvidt Kongressen vil stemme for, at USA skal acceptere aftalen. Præsident Obama har lovet at nedlægge veto, hvis Kongressen stemmer imod aftalen og i stedet vedtager yderligere sanktioner. Dermed står parterne hårdt over for hinanden, men det ser ikke ud til at republikanerne vil kunne samle et stort nok flertal til at ignorere et præsidentielt veto.

Men det er ikke kun republikanerne i Kongressen, som er imod en aftale med Iran. En ny gruppe for veteraner har begyndt en kampagne for at vende folkestemningen mod aftalen. Vets Against the Deal, er imod en aftale med Iran, på baggrund af Irans involvering i kampen mod amerikanske soldater under Irak-krigen. Ifølge forholdsvis nye tal, så anslår man at 500 amerikanske soldater blev dræbt i Irak, ved iransk hjælp især en særligt udviklet vejsidebombe, som var designet til at trænge igennem panseret på amerikanske køretøjer.

På grund af at Iran bærer så stort ansvar for disse tab, så er der mange som mener, at den amerikanske regering ikke kan indgå en aftale med det iranske regime. Man bør i stedet fortsætte sanktionerne, og på den måde tvinge Iran til at afvikle sit atomprogram.

Protesterne minder meget om de protester, som man hørte da amerikanerne i 2007 og 2008 indgik aftaler med sunni-muslimske militsgrupper i Irak. Disse grupper havde i årene før været nogle af de mest indædte modstandere af den amerikanske tilstedeværelse i landet, og stået bag hundreder af angreb. Men man var nødt til at indgå aftaler med dem, og på den måde få dem med i kampen mod al Qaeda, som man så som en større fare for situationen i Irak. Disse aftaler blev mødt med massiv modstand, men var centrale i indsatsen for at få stabiliseret Irak.
Det samme kan gøre sig gældende med den nye aftale med Iran.

En bedre aftale
I kølvandet på aftalen har mange i de amerikanske medier talt om, at man bør forkaste den aftale som er indgået i Wien, og få en ”bedre aftale”.

Disse opponenter glemmer dog en helt central ting. I sådanne forhandlinger kommer begge parter til bordet, med forskellige forudsætninger. Selv da USA tilbage i begyndelsen af 00’erne var mægtigere kunne de altså ikke bare gennemtvinge deres vilje. Nu har man ikke de militære og økonomiske kræfter, som man tidligere har haft, og det gør det altså helt umuligt at gennemtvinge noget som helst.

USA er økonomisk og militært ikke den supermagt de hidtil har været, men på den anden side af forhandlingsbordet har Iran heller ikke været optimalt stillet. Landet har i et par år nu, været ramt af de hårdeste sanktioner nogensinde, et led i præsident Obamas forhandlingsstrategi. Disse sanktioner har skulle tvinge Iran til forhandlingsbordet, noget som lader til at være lykkes.

Parterne har dermed ikke haft den styrke, som hard-linere på hver side lader til at tro de har. Derfor kan man ikke tale om at tvinge sig til en ”bedre aftale”. De to parter har forhandlet ud fra deres forhandlingsudgangspunkt, og fået den aftale de nu kunne.

At det overhovedet er lykkes vil være en central del af præsident Obamas udenrigspolitiske eftermæle, og en sejr for hans udenrigspolitiske linje.