Roosevelts FN-vision

Franklin Roosevelt var manden, der stod bag visionen om FN. En vision, han helt frem til sin død arbejdede for at gøre til virkelighed. Læs uddrag af Anders Agner Pedersens interview med Nigel Hamilton fra bogen ‘FN – Vores Sidste, Bedste Håb’ her

Der er gennem årene skrevet adskillige biografier om Roosevelt og hans tid. En af de bedste står den britiske historiker Nigel Hamilton bag. ’The Mantle Of Command – FDR At War 1941-42’ er første del af et tobindsværk om Roosevelts ageren under 2. verdenskrig. I New York Times skrev Evan Thomas, der selv er kendt som en dygtig politisk historieskildrer, i sin anmeldelse: ’Samlet set er ’The Mantle Of Command’ storslået. Det er de erindringer, Roosevelt aldrig fik skrevet.’
Nigel Hamilton er til daglig tilknyttet University of Massachusetts. Og det er da også her han befinder sig, da vores Skype-interview om netop Roosevelt og FN skal finde sted.
”Jeg er i fuld gang med at arbejdet til bind to”, fortæller han med henvisning til anden del af Roosevelt-værket.
At Hamilton brænder for emnet er der ingen tvivl om. Dårligt er det første spørgsmål stillet, før han har kastet sig ud i en indledning om, hvorfor han mener, at skabelsen af FN er en af Roosevelts største sejre.
”Det var været utrolig fascinerende for mig som historiker at erfare, hvor optaget Roosevelt var af skabelsen, og hvor meget han gjorde for at få sin vision realiseret. Det er et element, som tit bliver overset, når man taler om Roosevelts bedrifter,” forklarer Hamilton.

Det er meget begrænset, hvad der findes af offentlige udtalelser fra Roosevelt om FN-tankerne. Hvad er forklaringen på dette?
”Det er rigtigt. Det var sjældent, at han talte offentligt om det. Han var i det hele taget meget forsigtig med at dele sine efterkrigstanker med ret mange. Og han ville ikke have offentligt fokus på det område for tidligt. Han ønskede at skabe en ny international organisation, der kunne afløse Folkeforbundet. Som viceflådeminister havde han til sin store fortrydelse set, at USA stod uden for Folkeforbundet. Og han var derfor meget fokuseret på, at denne nye organisation skulle have USA som centralt medlem. For internationalt samarbejde var af afgørende betydning for ham. Derfor diskuterede han ofte med Churchill, hvilke forskellige elementer, der kunne samles i et FN-samarbejde. Roosevelt var meget optaget af, at Sovjetunionen også skulle være en del af FN. For det måtte ikke gå for FN, som det gik for Folkeforbundet. Hverken USA eller Sovjet havde været en del af Folkeforbundet, og det skulle være anderledes med FN, mente Roosevelt. Han var dog bekymret for, om han kunne få opbakning til projektet af den amerikanske befolkning og ikke mindst det amerikanske senat. Og selvfølgelig, hvordan han kunne få Sovjet om bord.”

Det virker som om Roosevelt allerede tidligt var fast beslutttet på at realisere sin FN-vision og at det blev en afgørende faktor i hans ageren under især den sidste del af krigen?
”Det har du ret i. Jeg har nu arbejdet med Roosevelt i mere end fire år. Da jeg begyndte arbejdet, var det mit klare indtryk, at Roosevelt var pragmatiker, når det kom til at håndtere pres. Men jo længere tid jeg har arbejdet med bøgerne, jo mere imponeret er jeg blevet over, hvor vedholdende han var om sin vision. Og han gjorde det ved flere lejligheder klart over for Churchill, at det ikke var tilstrækkeligt at stoppe Hitler. Det alene var ikke mål nok for Roosevelt. Han ville mere. Husk i den forbindelse på, at det aldrig var meningen, at han skulle søge genvalg ved valget i 1944. Den eneste grund til, at han endte med at gøre det alligevel, var fordi han ville se FN blive til virkelighed. Det er der mange, der ikke er klar over, men det er essentielt. Desværre døde han jo så, lige før FN blev stiftet og krigen sluttede.”

Som med så mange andre ting, var det begrænset, hvilke planer og tanker, Roosevelt havde delt med vicepræsident Truman før sin død. Så vidt jeg kan se, gælder det også FN. Hvordan kan det være?
”Det er rigtigt, at han var meget tilbageholdende med at komme med udtalelser eller skrive ting ned omkring FN-visionen. Det hang sammen med, at han frygtede at det ville blive brugt imod ham hjemme i Washington D.C. Husk på, at han havde mange fjender indenrigspolitisk på grund af ’New Deal’ og flere af hans indenrigspolitiske dispositioner. Og han ville ikke risikere noget, hvad FN angik. Derfor holdt han kortene tæt til kroppen, hvad det angik. Når han overhovedet ytrede sig om efterkrigstiden, skete det altid i meget brede termer og uden detaljer.
Truman havde været senator, indtil han blev vicepræsident i slutningen af Roosevelts embede. Han var bestemt ikke en af Roosevelts nærmeste venner. Han vidste ikke noget om atombomben, før han blev præsident. Han havde fået at vide, at der var gang i et projekt, som var meget tys-tys, men ikke mere end det. Roosevelt mødtes kun få gange med Truman før sin død, hvilket i dag virker underligt.”

Det blev Truman, der skulle færdiggøre Roosevelts FN-vision. Blev FN det, Roosevelt havde ønsket at det skulle blive, eller betød det amerikanske lederskifte, at der var ting, der blev anderledes?
”Jeg besøgte Trumans præsidentbibliotek for nylig og havde i den forbindelse lejlighed til at kigge i hans papirer. Det er tydeligt, at Truman ønskede at gøre tingene rigtigt i respekt for den afdøde præsident. Inklusiv hvad angår skabelsen af FN. Han var af gode grunde ikke inde i projektets detaljer, på samme måde som Roosevelt havde været det, men han tog det meget alvorligt. Og set i bakspejlet er det jo en bedrift, at det lykkedes at få Stalin til at skrive under. Og i hvert fald på papiret tilslutte sig samarbejdet.”

Du kan læse hele Anders Agner Pedersens interview med Nigel Hamilton i bogen ‘FN – Vores Sidste, Bedste Håb’, der udkommer på People´s Press mandag den 14. september