Obamas linedans fortsætter efter sommerferien

Sommeren står for døren, og præsident Obama kan se tilbage på et halvår med både sejre og intern splittelse. Alt imens intensiveres kampen om at blive hans efterfølger.

Af Anders Agner Pedersen, redaktør, og Mirco Reimer, nyhedschef

Som man råber i skoven, får man svar. Set i det lys er det nærliggende at antage, at svaret, præsident Obama ville få, hvis han traskede ud en i af Virginias skove for at høre, hvordan første halvdel af 2015 er gået, ville lyde noget i retning af: ‘Fremragende!’

Det er for så vidt ikke forkert. Det er bare ikke hele historien. For ja, Obama har sat nogle solide plusser ind på kontoen de forgangne måneder. Højesteretsafgørelserne om henholdsvis Obamacare og homoseksuelles ret til ægteskab, var begge store indenrigspolitiske sejre for præsidenten. Præcis på samme måde som den genoprettede diplomatiske forbindelse til Cuba og de progressive tegn i atomforhandlingerne med Iran er det på udenrigsfronten. Så langt, så godt. Men sundhedsreformen er fortsat upopulær i den amerikanske befolkning – på trods af, at mere end fem millioner er blevet forsikret – og dermed ikke en udpræget vindersag for Obama og Demokraterne. Med hensyn til `homo-dommen` skal det også påpeges, at Obama opportunt hoppede på det `homo-tog`, der allerede kørte i fuld fart, frem for at initiere `homo-togets` afgang. Historikere vil formodentlig tilskrive Obama æren for den progressive bølge, vi er vidne til i disse år, men det er værd at huske, at Obama selv flip floppede frem og tilbage på `homo-spørgsmålet`, indtil han – stærkt presset af vicepræsident Biden – kom ud til fordel for homoseksuelles ret til ægteskab i maj 2012.

Men når der er alligevel ikke er grund til at Obama flikflakker af fryd rundt i The Rose Garden, så skyldes det især, at relationen til hans demokratiske partifæller er yderst anstrengt. Hvilket for alvor kom til udtryk i forbindelse med senatsafstemningen i maj om frihandelsaftalerne. Obama har investeret en del politisk kapital i at gøre både TPP og TTIP til virkelighed, men hverken Elizabeth Warren eller flertallet af demokratiske senatorer synes at dele præsidentens begejstring. Og kastede af flere omgange grus i frihandelsmaskineriet. “When the grass is cut the snakes will show,” som rapperen Jay Z ynder at sige.

Desuden har Obama fortsat sine kvaler med at sørge for, at middelklassen for alvor mærker opsvinget. Det er ikke uden grund, at økonomer taler om, at den amerikanske fremgang kan kaldes timeglasopsvinget, fordi den midterste del, altså middelklassen, kun i meget begrænset grad har mærket fremgangen den seneste tid. Ikke overraskende befinder præsidentens popularitet sig derfor også fortsat i Randers FC-regionen, frem for i nærheden af den FC Midtjylland-median, som Obamas støtter synes, præsidenten fortjener. 46 procent af amerikanerne bakker således ifølge Gallup for tiden op om Obamas arbejde over for 50 procent, der er utilfreds med præsidentens ageren.

Og netop middelklassens gunst er også, hvad både Hillary Clinton og hæren af republikanske præsidentkandidater tækkes om. Hillary har fra det øjeblik, hun officielt meldte sig ind i præsidentræset, gjort det klart, at hun vil være middelklassens champion. En fortælling, der stadig mangler at få rigtig luft under vingerne, men som fru Clinton gør alt, hvad hun kan, for at få ud over rampen.

Foreløbig har den interne modstand i primærvalgkampen været begrænset for Hillary. Både Bernie Sanders, Lincoln Chafee, og Martin O’Malley har meldt sig under de demokratiske faner, men har ikke en kinamands chance for at standse Clinton-maskinen. Og derfor skal der ske noget uventet, tangerende til det mirakuløse, hvis fru Clinton ikke kører en sikker sejr hjem om Demokraternes nominering.

Anderledes åbent er slaget hos Republikanerne. I skrivende stund har intet mindre end 14 kandidater meldt sig som præsidentkandidater, og yderligere et par stykker ventes at støde til.
Den forventede favorit, Jeb Bush, har haft en noget sløj start på sin Jeb 2016-kampagne. Indenrigspolitisk går det ellers fint for Jeb. Den tidligere Florida-guvernør danser således en imponerende omgang politisk linedans i forhold til højesteretsafgørelserne, hvor Jeb lægger sig så tæt op af den amerikanske folkestemning, som man nu kan, når man om seks måneder skal manøvrere sin præsidentkano igennem primærvalgets farlige farvande, hvor det vrimler med ærkekonservative og ultrakristne krokodiller. Udenrigspolitisk er det derimod på plads at kaste den politiske sikkerhedsvest ud til Jeb. I stedet for at lægge fornuftigt fra land, har lillebror Bush slået noget, der minder om bak direkte ind i færgelejet, grundet storebrors krig i Irak.

Det kan næppe komme som nogen overraskelse for Bush-lejren, at Jeb en dag ville blive stillet spørgsmålet: Ville du også have invaderet Irak? Men i stedet for at få afklaret den sag en gang for alle, har Jebs foreløbige kommunikeren på området givet indtryk af, at den tidligere Florida-guvernør propper en middelstor uldtot i munden som fast ritual inden han svarer på spørgsmål om Irak.

Jeb Bush er dog fortsat blandt de republikanske favoritter, men langt fra den storfavorit, som mange havde set ham som. En, der modsat Jeb Bush, er kommet godt fra land med sin præsidentkampagne, er Marco Rubio. Den unge Florida-senator har lagt sig langt fremme i kandidatfeltet og må fortsat betragtes som en af de tre mest seriøse bud på en samlet vinder af det republikanske primærræs, sammen med Jeb Bush og manden, som forventes at melde sig under fanerne i løbet af juli, nemlig Scott Walker. Wisconsin-guvernøren, der sjældent forsømmer en lejlighed til at italesætte sig selv om Reagans arvtager, ligger side om side med Bush og Rubio i målingerne, og bliver af stadig flere set som svag favorit i et ræs, der fortsat er meget åbent.

Hvorvidt andet halvår af 2015 bliver en lige så broget blanding af succeser og slåskampe, som første halvdel har været for Obama, har vi fortsat til gode at se. Meget kan tale for det. Sikkert er det i hvert fald, at det næppe kommer til at gå stille for sig, når der hen mod efteråret kommer tryk på klimakedlerne frem mod COP21 i Paris. Et topmøde, Obama meget gerne ser udmønte sig i en omfattende og seriøs aftale, men som majoriteten af Republikanerne ikke har ret meget til overs for.

På samme måde er der også grund til at antage, at der bliver både larm og rabalder i både det demokratiske og det republikanske primærvalg. Hillary sidder som sagt fortsat sikkert i førersædet, men venstrefløjen i partiet er for alvor begyndt at røre på sig. Og skulle en ny kandidat af en mere seriøs kaliber end Sanders, Chafee, og O’Malley melde sig på banen, vil det langt fra give anledning til spontan jubel i Clinton-land.

Hos Republikanerne fortsætter den åbne krig med de tre seriøse bud i spidsen, tilsat jokere som Ben Carson og Rand Paul, støjsendere som Ted Cruz, og tragikomiske indslag fra Donald Trump. Lige nu er det svært at se, at andre end enten Bush, Walker, eller Rubio ender som den republikanske udfordrer til fru Clinton.

Men vi får se. Det bliver næppe tilfældet, at idyllen kommer til at præge det amerikansk politiske sommerland. Hvis den overhovedet når frem.