Militæret som det progressive USA’s forbillede

Det amerikanske samfund har gennemgået en rivende social udvikling gennem de sidst 80 år. Racisme og diskrimination er ikke længere institutionaliseret i lige så høj grad som tidligere, og debatten raser nu i USA for få fjernet endnu flere begrænsninger. Gennem hele denne periode har det amerikanske militær faktisk været foran bølgen. Dog stadig med masser af arbejde forude.

I 2016 skal amerikanerne vælge en ny præsident. Inden da skal demokraterne vælge, om deres spidskandidat skal være en kvinde for første gang. Sidst de skulle vælge en spidskandidat, valgte de en afroamerikaner, også en første gang.
Hvis man kigger på det 20. århundrede, var det præget af en række socialpolitiske kampe og omvæltninger, som på flere områder stadig udkæmpes. Kvinders rettigheder og ligestilling, bekæmpelse af racisme mod afroamerikanere og homoseksuelles rettigheder.

Alle disse emne debatteres stadig i det civile samfund.

Hvis man kigger på militæret derimod, så har man ændret mange de ting som stadig plager samfundet ude omkring. Præsident Truman afskaffede raceopdeling i de væbnede styrker allerede i 1948, kvinder har fået en stigende rolle i militæret både i kamproller og rang, og homoseksuelle kan tjene åbent i de væbnede styrker. Kort sagt virker det amerikanske militær faktisk som et laboratorium for sociale forandringer, som det civile samfund ellers debatterer voldsomt. Dog vokser træerne som bekendt ikke ind i himlen. Der er stadig kampe, som skal udkæmpes, og det amerikanske militær udkæmper stadig disse kampe for i sidste ende at udrydde diskrimination og personlig forfølgelse på baggrund af race, køn og seksuel orientering.

Kvinder i militæret
I en tid hvor USA skal overveje, om man vil have en kvindelig præsident for første gang, er det interessant at se, at det amerikanske militær allerede i en del år har haft kvinder blandt de øverste chefer. Tilbage i 2008 fik den første kvinde sat fire stjerner på skuldrene, den øverste funktionelle rang som man kan opnå i de amerikanske væbnede styrker. Dengang fik Ann Dunwoody sine fire stjerner og posten som chef for U.S. Army Material Command.
Antallet af kvinder med generalstjerner på skuldrene var i 2013 oppe på 69 fordelt over de fem værn. Hvis man ser procentuelt på det, så er tallet måske ikke ligefrem imponerende, nemlig 7,1%, men tallet er stigende. Antallet af kvinder i militæret var samme år på over 200.000, med størstedelen i hæren.

Over årene har kvinders rolle ændret sig markant i militæret. Tilbage under de to verdenskrige var kvinders rolle primært at være sygeplejersker bag fronten og hjælpe ved felthospitalerne som del af Women’s Army Corps (WAC). Senere blev WAC en integreret del af resten af militæret, og kvinder kunne få flere og flere roller i militæret.
En af de helt store blokeringer som har eksisteret for kvinder i militæret, har været at de ikke måtte gøre tjeneste i kampenheder. Men karakteren af moderne krig hvor der ikke er en konkret frontlinje, har betydet at man i 2011 erkendte at denne begrænsning var ligegyldig og åbnede for at kvinder kan gøre tjeneste i kampenheder.

Det seneste skridt i udviklingen har været at specialenheden U.S. Army Rangers som en forsøgsordning, har tilladt kvinder adgang til deres berømte og berygtede Ranger School. Ved dette års optagelsesprøver var 19 kvinder med ved begyndelsen – efter første dag var 11 faldet fra. Dette er dog ikke en større frafaldsprocent end hos mændene, men ingen kvinder gennemførte dog optagelsesprøverne. Tre af dem har fået lov at prøve igen til næste år.
Kort sagt, så har kvinder gennem de seneste 70 år fået en større rolle og status i det amerikanske militær, og barrierer nedbrydes regelmæssigt i disse år, efterhånden som man indser at mange begrænsninger har været unødvendige og forældede.

Racespørgsmålet i militæret
Under Anden Verdenskrig var det amerikanske militær skarpt raceopdelt. Afroamerikanere måtte kun gøre tjeneste i særlige enheder, og for det meste kun i støtteenheder. Et eksempel på den strenge raceopdeling kan faktisk stadig ses den dag i dag i Pentagon. Mange besøgende undrer sig over det enorme antal toiletter, som er i bygningen. Det skyldes simpelthen at der også var raceopdeling indenfor sådanne ting. Denne raceopdeling afspejlede situationen i resten af det amerikanske samfund.

Denne institutionaliserede raceopdeling standsede præsident Truman allerede i 1948 med sin Executive Order nummer 9981. Denne ordre skulle sikre lige muligheder i militæret for personer af alle racer, religioner og national oprindelse. Så i et Amerika hvor afroamerikanere, stadig var udsat for en institutionel undertrykkelse, søgte militæret at gøre op med netop sådanne forskelle.

Kulminationen på opgøret med raceopdeling kom i 1989, da general Colin Powell overtog posten som forsvarschef, en rolle som gjorde ham til chef for forsvarsstaben som er ansvarlig for beredskabet af de væbnede styrker, samt den primære militære rådgiver for præsidenten og forsvarsministeren. Allerede to årtier inden USA fik sin første afroamerikanske præsident, fik det amerikanske militær altså en afroamerikansk chef.

Don’t ask, don’t tell – no more
Et andet område som heftigt debatteres i disse år i det amerikanske samfund er homoseksuelles rettigheder. Det kan både dreje sig om ægteskab eller at få eller adoptere børn. Her har det amerikanske militær ikke været de hurtigste, men har alligevel gjort fremskridt i de senere år.

Da Bill Clinton blev præsident, var et af hans mål at få tilladt homoseksuelle at gøre tjeneste i de væbnede styrker, noget som på det tidspunkt ikke var tilladt. På grund af stor modstand fra den daværende forsvarsledelse endte det med kompromisset ”Don’t ask, don’t tell”. Det indebar, at man ikke måtte spørge folk om deres seksuelle orientering, og folk behøvede ikke svare. Men hvis det blev opdaget, at man var homoseksuel så måtte man træde ud af militæret. Ikke ligefrem den sejr Clinton ledte efter. Men helt frem til 2011 var det sådan det var.

I 2011 beordrede præsident Obama, at reglerne skulle ændres, således at homoseksuelle åbent kan gøre tjeneste i de væbnede styrker. Næste skridt i denne udvikling er at få defineret status for ægtefæller og samlevende, og dette er hvor debatten fra det civile samfund kryber over hegnet og ind i militæret.

Men trods de udfordringer som man står overfor, så har det amerikanske militær altså også på dette område flyttet sig gevaldigt i de seneste årtier – dog stadig med plads til forbedring. Men forsvarsledelsen reagerede markant anderledes i 2011 end deres forgængere gjorde i begyndelsen af 190’erne. Også på dette punkt erkendte man, at tiderne var løbet fra militæret, og man derfor måtte ændre procedure. En proces man nu er i gang med.

Ikke helt paradis
Selvom det kan lyde fantastisk, så er der selvfølgelig fortsat problemer i det amerikanske militær baseret på race, køn og seksuel orientering. Det er svært at bekæmpe i en organisation med mere end to millioner ansatte. Men det forhindrer ikke militæret i at prøve.

Det bemærkelsesværdige ved flere af de ovenstående tilfælde er, at man har afskaffet den institutionelle diskrimination før det øvrige amerikanske samfund. Men kampene fortsætter.

Det amerikanske militær plages stadig af seksuelle overgreb mod kvindelige soldater. Dette er et problem, som har fået større opmærksomhed i de senere år, efterhånden som kvinder har fået en større rolle i militæret. Det er her den næste store kamp er i gang for militæret som organisation.

Gennem kampagner og procedureændringer forsøger militæret at bringe antallet af overgreb ned. Man slår nu ikke kun hårdt ned på gerningsmændene, men også på chefer som ikke har behandlet sager seriøst nok. Der har sågar været tilfælde, hvor højtstående officerer er blevet fyret for ikke at leve op til deres ansvar som officerer, fordi de ikke har behandlet eller knapt behandlet anklager om seksuelle overgreb.

Lige så vel som militæret gjorde op med stof- og alkoholmisbrug som hærgede organisationen i 1970’erne og 1980’erne, så forsøger man nu at tage kampen op med seksuelle overgreb. Man kan kun håbe at succesen bliver lige så stor for denne kamp.

Beordret forandring
Hvorfor er det så, at det amerikanske militær har kunnet været nogle gange årtier før det øvrige samfund i forhold til sociale forandringer. Svaret er faktisk forholdsvis enkelt – fordi de har fået besked på det.
Præsident Truman kunne ikke beordre afskaffelsen af raceadskillelse i det civile samfund, men som øverstbefalende for militæret, kunne han gøre det her.

Samme med præsident Obama og homoseksuelles rettigheder. Han kan ikke beordre forandring udenfor, men i militæret kan han.

I sin bog som udkom i slutningen af april, kommenterer general Ann Dunwoody at det netop er derfor, at militæret kan gå foran for sociale forandringer – fordi præsidenten kan give en ordre, og så følges den. Det kan godt være at man ikke er begejstrede for det, og at det tager lidt tid, men det skal nok blive gjort.

Gennem præsidentielle ordrer kan man derfor på en helt anden måde gennemføre sociale forandringer i militæret, og dermed forsøge at leve op til det ideal, som for mange omgærer det amerikanske militær: at det er en vej frem i verden for alle, og giver lige muligheder – kort sagt, en vej til den amerikanske drøm.