Hillary Clinton er den amerikanske drøm. Marco Rubio er den amerikanske drøm. Scott Walker er den amerikanske drøm. Rand Paul er den amerikanske drøm. Ted Cruz er den amerikanske drøm. Hvem af dem, der har ret, bliver afgjort i november 2016. Læs uddrag af Anders Agner Pedersens kapitel fra ‘Den Amerikanske Drøm’ her.
Hillary Clinton er den amerikanske drøm anno 2016. Marco Rubio er den amerikanske drøm anno 2016. Scott Walker er den amerikanske drøm anno 2016. Jeb Bush er den amerikanske drøm anno 2016. Ted Cruz er den amerikanske drøm anno 2016. Hvilket af disse fem udsagn, der ender med at blive til virkelighed, finder vi ud af tirsdag den 8. november 2016, når den sidste stemme er talt, og amerikanerne har valgt deres næste præsident.
Fra det øjeblik, de forskellige kandidater traskede ind på den storpolitiske scene og meldte sig ind i kampen om at blive commander-in-chief, har de dagligt forsøgt at italesætte historien om hvordan lige netop de selv er indbegrebet af den amerikanske drøm. Og hvorfor lige netop deres historie – deres amerikanske drøm – er den rigtige for USA anno 2016.
Lad os tage Demokraterne først. Der er i realiteten kun en enkelt kandidat, det er værd at bruge tid på, nemlig kvinden, de færreste kender, men som de fleste er på fornavn med, nemlig Hillary Rodham Clinton.
Hillary Clinton er den amerikanske drøm anno 2016. Men hov, det var hun da også i 2008, vil folk formentlig huske. Og ja, allerede i 2008 forsøgte fru Clinton at italesætte fortællingen om sig selv og den amerikanske drøm. Det var en fortælling om, hvordan hun takket være det amerikanske samfund havde fået muligheden for at komme helt til tops i samfundet, hvordan hun havde tjent som førstedame og siden hen senator. Det var en fortælling om, hvordan man ved flid, dygtighed og viljestyrke kunne drive det vidt. Og en fortælling om, hvordan hun var den rette person til at genskabe amerikansk storhed og globale respekt efter årene med George W. Bush. Historien om Hillary og den amerikanske drøm anno 2008 fik som bekendt aldrig rigtig luft under vingerne. I hvert fald måtte fru Clinton se sig besejret af den unge Illinois-senator, Barack Obama, hvis amerikanske drøm om håb og forandring, endte med at katapultere ham til politisk stjernestatus og bære ham hele vejen ind i Det Hvide Hus.
Hillary Clinton som den amerikanske drøm anno 2008 faldt altså til jorden med et brag. Til stor skuffelse for både Hillary selv, men i lige så høj grad for hendes mand, Bill. De havde længe arbejdet ud fra masterplanen om, at Hillary skulle være præsidentkandidat i 2008 og at de efter otte års pause igen kunne flytte ind på 1600 Pennsylvania Avenue i Washington D.C. Men nu hvor den plan var gået i vasken, måtte der tænkes nyt. Og det blev der.
Hillary sagde ja til Obamas tilbud om at blive udenrigsminister i hans første administration og sad tungt på posten i fire år, inden hun valgte at træde tilbage. Det var tid til andre ting nu, lod Hillary forstå. Hun sagde ikke hvad, men de fleste havde gættet det. Hun ville give præsidentdrømmen endnu et skud, når Obamas afløser skulle findes i 2016.
At det ville kræve justeringer i fortællingen om Hillary, hvis amerikanerne skulle tage historien om Hillary og den amerikanske drøm anno 2016 til sig i højere grad end de havde gjort i 2008, kunne de fleste i Clinton-land se.
Der var knaster, der skulle høvles af. Knapper, der skulle skrues på. Og elementer, der skulle tilføjes. I 2008 havde Hillary fået kritik for at være ude af trit med vælgerne. Hun virkede kold og utilgængelig, og Obamas skarpe bemærkning under primærvalgkampen om at ’you are likeable enough, Hillary’ havde med kirurgisk præcision skåret ud i pap, hvad problemet var.
Derfor er fortællingen om Hillary Clinton og den amerikanske drøm anno 2016 lanceret på en noget anden måde denne gang, i forhold til sidste gang. For nu skal Hillary i den grad være ’likeable’. Amerikanerne skal tage hende til sig og tro på, at hun er den rette til at lede landet fra den 20. januar 2017, og mindst fire år frem. De skal tro på, at hendes vision for Amerika er en de kan genkende. Og som de har tillid til. De skal tro på, at lige netop hun kan være middelklassens ’champion’, som hun kaldte det i lanceringsvideoen. De skal se hendes kampagne som noget større end blot et præsidentkandidatur, men som en større sag, som de under Hillarys ledelse sammen kæmper for. At hun er kompetent, erfaren og har et cv, der siger spar to, ved de fleste vælgere godt i forvejen. Den del af fortællingen om Hillary Clinton og den amerikanske drøm anno 2016 har ikke ændret sig i forhold til 2008. Det er bare ikke længere det primære. For skal historien om Hillary Clinton og den amerikanske drøm anno 2016 være den, der ender med at blive til virkelighed, så skal amerikanerne tage Hillarys drøm til sig. Og dele ønsket om, at den bliver til virkelighed.
Marco Rubio er den amerikanske drøm anno 2016. Men ikke den klassiske republikanske udgave af den amerikanske drøm. Rubio er en ny version af den amerikanske drøm, set ud fra et republikansk synspunkt. Der findes mange historier om republikanske politikere med svimlende formuer ud af magtfulde familier. Sådan er det ikke med Rubio. Hans forældre er oprindelig fra Cuba, men flyttede til USA i 1956 i håbet om at skabe en bedre tilværelse end den, de havde i Cuba. Faren arbejdede som bartender, moren som stuepige. Da Marco Rubio i 1971 kom til verden, var det altså hverken på en olieranch eller på et eksklusivt privathospital, men i den fattigere del af Florida. Rubio var ikke nogen superstuderende. Han brugte mere tid på alt det rundt om skolen, hvilket blandt andet betød football, kærester og fester. Derfor blev hans gennemsnit fra high school heller ikke særlig godt. Men da han var nogenlunde habil footballspiller, kom han via et legat på universitetet. Det blev starten på et par års omtumlet tilværelse, før han til slut vendte tilbage til Florida og fik sin eksamen fra University of Florida. I studieårene var Rubio blevet politisk aktiv i for Republikanerne i Florida og det varede ikke mange år efter hans juraeksamen, før han gik aktivt ind i politik. Via forskellige delstatsposter, blev han i 2010 valgt som den ene af Floridas senatorer og i april 2015 meddelte han, at han var kandidat til at afløse Barack Obama i 2016. Historien om Marco Rubio er usædvanlig for en republikansk præsidentkandidat. Ikke blot på grund af Rubios latino-baggrund, men i lige så høj grad, fordi den på flere områder kan være en del af vejen ud af det imageproblem, Republikanerne gennem flere år har haft, nemlig at det er partiet for gamle, hvide mænd.
Marco Rubio selv er yderst bevist om, at hans historie har potentiale til at appellere bredt. Og han forpasser sjældent en mulighed for at påpege, hvordan den amerikanske drøm gjorde hans personlige historie muligt, og hvor vigtigt det derfor også er at sikre, at også fremtidige generationer, vil kunne udleve drømmen. I begge sine bøger ’An American Son’ og ’American Dreams’, angriber Rubio Obama-administrationen for at have bragt den amerikanske drøm i fare. Det er sket via fejlslagen indenrigs- og udenrigspolitik, og det vil, ifølge Rubio, være fatalt for drømmen, hvis en demokrat, altså Hillary Clinton, bliver Obamas afløser.
Den store ubekendte faktor i forhold til Marco Rubios muligheder for at gøre historien om ham som den amerikanske drøm anno 2016 til virkelighed, er, hvorvidt han evner at få italesat drømmen på en måde, så vælgerne ser ham som et bevis på, at drømmen fortsat lever og at han er den rigtige mand til at fremtidssikre rammerne. Samtidig med, at han er i stand til at nå ud til nye vælgersegmenter end de, der traditionelt stemmer republikansk. Ikke mindst latino-vælgerne. Lykkes dette, er han en meget stærk spiller i kampen om at blive Barack Obamas afløser. Og dermed gøre udsagnet om, at Marco Rubio er den amerikanske drøm anno 2016 til virkelighed.
Scott Walker er den amerikanske drøm anno 2016.
Læs hele Anders Agner Pedersens kapitel i ‘Den Amerikanske Drøm’, der udkommer tirsdag den 30. juni på Forlaget Rosenkilde.
You must be logged in to post a comment Login