Ingen klimaaftale uden USA

Præsident Obama vil gerne føre en mere grøn politik, end USA ellers er kendt for. Men det kan blive svært for ham at få en eventuel COP21-aftale godkendt hjemme i Washington. Hvilket er problematisk, da amerikansk lederskab i klimaforhandlingerne er af afgørende betydning. Læs uddrag af Tue Sander Hansens kapitel fra ‘Klimakrisen’ her.

Da Barack Obama den 20. januar 2009 havde lagt sin hånd på biblen og var blevet taget i ed som USA’s præsident nummer 44 skulle han naturligvis også holde den obligatoriske indsættelsestale. Her blev det gjort klart, at Obama havde et mål om at bekæmpe global opvarmning. Måske ville nogen kunne stille spørgsmålstegn ved, om det bare var snak uden handling. Men fire år efter, da præsidenten endnu engang skulle holde indsættelsestale, nævnte han igen klimaforandringer. At Obama i to så vigtige taler nævner global opvarmning og klimaforandringer kan kun betyde én ting. At det er noget, som ligger ham på sinde. Få måneder efter gentog præsidenten kunststykket. Og i endnu kraftigere vendinger. På Georgetown University i Washington D.C. i sommeren 2013 sagde Obama følgende:

“Someday, our children, and our children’s children, will look at us in the eye and they’ll ask us, did we do all that we could when we had the chance to deal with this problem and leave them a cleaner, safe, more stable world?”

Citatet emmer af en statsleders styrke og indeholder den sædvanlig Obama retorik, som gør, at når man læser citatet, føler sig næsten tilstede ved præsidentens tale. Ud over den kraft, som syntaksen tilfører citatet, er det naturligvis også indholdet i denne sætning, der er interessant. For med denne sætning blev det slået fast med syv-tommer søm; klimaforandringer er virkelig noget præsident Obama har fokus på. Han er fuldstændig klar over, at hvis man ikke finder en løsning på de globale klimaforandringer, vil fremtidige generationer lide under det. For hovedparten af videnskaben inden for klimaområdet har gentagne gange peget på, at reduktioner i udledningen af drivhusgasser i atmosfæren er altafgørende for, om den globale opvarmning holdes på et niveau, som ikke får katastrofale følger på mennesker, planter og dyr.

Løsningerne på den globale opvarmning og de klimaforandringer, der er en direkte konsekvens af global opvarmning, skal findes. Og de skal findes snart. Den amerikanske præsidents udtalelse oven for indikerer, at nu er USA klar. Klar til at tage det nødvendige skridt, som betyder, at den globale opvarmning holdes på et niveau under to grader celsius. Men historisk set har USA haft problemer med at tage rollen som fakkelbærer, når der finder klimaforhandlinger sted i FN regi. Det manglende amerikanske fokus på klimaet og global opvarmning tidligere, har været blandt årsagerne til, at FN’s klimatopmøder ikke har produceret de resultater og aftaler, som videnskaben bliver ved at kalde på. På trods af præsident Obamas åbenlyse ønske om at verden skal reddes ud af den forestående klimakrise, står man tilbage med flere spørgsmål. Vil USA overhovedet gøre noget, når det kommer til stykket? Vil man gøre nok? Vil det være muligt at få en ambitiøs klimaaftale igennem USA’s lovgivende forsamling? Man står således tilbage med en række spørgsmål, der presser på for at blive besvaret.

Fra fødslen af det amerikanske klimafokus til COP21
Selv om USA ikke historisk set har haft meget fokus på klimaet og global opvarmning, har det føderale USA igennem flere årtier skrevet love, som har til hensigt at nedbringe forurening af luften. Dette fokus er således meget ældre end COP’erne. Allerede i 1963 blev loven ’The Clean Air Act’ gennemført som et føderalt forsøg på at begrænse luftforurening i USA. Senere er selvsamme lovgivning ændret flere gange i takt med, at ny vigtig forskning har set dagens lys. Eksempelvis da ’The Clean Air Act’ i 1970 blev ændret til at omfatte både stationære og mobile forureningskilder, hvilket i praksis betød, at der blev indført krav til hvor meget biler, tog og fly måtte forurene luften. Igen i 1990 blev der skrevet ændringer ind i ’The Clean Air Act’, da man fra føderal amerikansk side ville forsøge at komme syreregn og huller i ozonlaget over USA til livs.

Hvis man tager de mere nutidige briller på, er det især USA’s ageren i forbindelse med Kyoto-forhandlingerne, der springer i øjnene. På dette tredje FN klimatopmøde kom Kyotoaftalen i stand. En klimaaftale de fleste har hørt om i en eller anden udstrækning. Hvilket er forståeligt nok. Under klimatopmødet i Kyoto blev en stor del af verdenssamfundets ledere for første gang enige om, at gøre noget for at bekæmpe klimaforandringer og reducere udledningen af drivhusgasser. Og her udstak FN for første gang et sæt regler og metoder til reduktion af drivhusgasser.

Da den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton vendte hjem fra det tredje FN klimatopmøde, havde han underskrevet Kyotoaftalen. Men Bill Clintons smil stivnede da han præsenterede indholdet i aftalen for den republikansk ledede kongres. Den lovgivende forsamling i Washington D.C. har generelt set været mere for frivillige klimaaftaler end noget, som er juridisk bindende. Den herskende holdning er, at det internationale samfund ikke skal blande sig i, hvordan amerikanerne lever deres liv, og hvordan det amerikanske marked reguleres. Og det var også det, som blev afgørende for Kyotoaftalens skæbne. I 1997 blev Byrd-Hagel resolutionen vedtaget med 95 stemmer imod nul. Samtlige stemmer i USA’s senat havde dermed forkastet Kyotoprotokollen. Årsagen til denne utvetydige holdning i Senatet var, at man mente at en ratificering af Kyotoaftalen ville true USA’s økonomi og konkurrenceevne. Hertil var man særdeles skeptisk over for, at reduktion af drivhusgasudledning udelukkende skulle finde sted i udviklede lande. Det var ganske enkelt konkurrenceforvridende, mente man. Derfor gik både Senatet og Repræsentanternes Hus imod præsidentens ønske, og klimaaftalen blev aldrig ratificeret. Kyotoprotokollen blev dermed aldrig noget juridisk bindende dokument i USA. Få år efter forkastede Clintons efterfølger i Det Hvide Hus, George W. Bush, endegyldigt Kyotoprotokollen. Endnu engang var argumentet, at Kyotoaftalen skadede amerikanske interesser. Kyotoprotokollen ville ganske enkelt koste amerikanske arbejdspladser og være skadelig for den amerikanske økonomi, lød det.

Kyotoprotokollens manglende gennemslagskraft i USA vidner om, at globale klimaaftaler fra de spæde COP år har haft svære vilkår i USA. I hvert fald på føderalt niveau. Groft sagt kan man sige, at det føderale USA har haft sit fokus på luften over USA, og at klimaet i en global sammenhæng ikke har haft samme interesse.

Tue Sander Hansen er blandt oplægsholderne ved den store klimakonference i Industriens Hus fredag den 29. maj. Her præsenterer holdet bag værket hovedkonklusionerne i bogen ‘Klimakrisen’. Tilmelding til konferencen sker via linket her:
Tilmelding til klimakonference