Europa – hele verdens klimaduks?

De europæiske lande kommer til at spille en central rolle, hvis COP21 i Paris skal føre til mere end bare løs snak og hensigtserklæringer. For stormagterne står ikke i kø for at indtage rollen som global klimaduks. Læs uddrag af Christian Ibsens kapitel fra ‘Klimakrisen’ her.

Af Christian Ibsen, direktør, Concito

Kun omkring en tiendedel af den nuværende globale drivhusgasudledning stammer fra EU, og andelen er faldende, fordi især de asiatiske landes økonomier buldrer derudaf, og befolkningstilvæksten er meget stor. Set på baggrund af udledningen per indbygger, udledningen fra de varer EU importerer fra andre dele af verden og EU landenes store historiske udledning, hviler der imidlertid stadig et stort klimaansvar på EU’s skuldre.

Traditionelt har EU været en helt central og drivende aktør i de internationale klimaforhandlinger, men op til klimatopmødet i Paris oplever vi – heldigvis – at flere politiske og økonomiske stormagter som USA og Kina melder sig mere markant og konkret ind i forhandlingerne. EU forhandler med samlet stemme i de internationale klimaforhandlinger på grundlag af en fælles strategi, som alle lande bakker op omkring og løbende diskuterer. Det er også tilfældet under klimatopmøderne, hvor forhandlerne fra de enkelte EU lande mødes hver formiddag for at koordinere indsatsen.

På trods af, at der internt i EU er forskellige tilgange til klimaudfordringen og at landene er på forskellige økonomiske udviklingstrin, er der bred opbakning til en fælles europæisk stemme i forhandlingerne. I praksis er det hovedsageligt Tyskland, Frankrig og Storbritannien, der sætter dagsordenen og udgangspunktet for forhandlingerne, men også Danmark har en indflydelse, der er større end hvad vores økonomiske størrelse og drivhusgasudledning berettiger til.

EU anerkender, at den historisk høje udledning af drivhusgasser og det høje velstandsniveau i regionen, forpligter til at tage et større ansvar. I Europa har klimavidenskaben spillet en stor rolle og forskernes anbefalinger bliver i højere grad end blandt andre rige lande efterfulgt af politiske ambitioner. Selv om det ikke er helt uden udfordringer, når EU forsøger at omsætte ambitionerne til virkelighed, er der ingen tvivl om, at EU forsøger at vise vejen frem med sine klimapolitiske målsætninger, der er blandt de højeste i verden.

EU har længe skubbet på for at sætte gang i de internationale forhandlinger, men på trods af de gode intentioner og høje ambitioner er EU’s gennemslagskraft ikke så stor længere. Nu er det i højere grad Kina og USA, der sætter dagsordenen og præger udviklingen i forhandlingerne. Alligevel kan EU få en vigtig rolle og forsøger med forskellige strategier at undgå at blive kørt ud på et sidespor ved forhandlingerne.

Set i lyset af de hidtidige udspil fra EU, USA og Kina, er det så godt som sikkert, at Paris-topmødet ikke resulterer i en aftale med juridisk bindende reduktionsforpligtelser for alle verdens lande, som i sig selv sikrer, at den globale opvarmning holdes under to grader. Ud over de konkrete reduktionsforpligtelser, bør fokus derfor rettes mod at etablere en klar ramme, der kan sikre den nødvendige dynamik og fremdrift i det internationale klimasamarbejde efter Paris – og vel og mærke en ramme der stadig gør det muligt for verden at leve op til to graders målet.

Christian Ibsen er blandt oplægsholderne ved den store klimakonference i Industriens Hus fredag den 29. maj. Her præsenterer holdet bag værket hovedkonklusionerne i bogen ‘Klimakrisen’. Tilmelding til konferencen sker via linket her:
Tilmelding til klimakonference