Rusland har brug for BRIK-samarbejdet

Rusland har i dag få allierede, og landet har svært ved at definere dets status. BRIK-samarbejdet kan blive en mulig løsning på de problemer. Samarbejdet kan udvikle sig til en form for politisk alliance, hvor landene aktivt støtter og hjælper hinanden, og det giver også Rusland mulighed for at få lidt ekstra status. Ikke mindst over for USA

BRIK-PANEL: Rusland har efter Sovjetunionens kollaps få allierede. I Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG) har Rusland enkelte tætte allierede, især Hviderusland og i nogen udstrækning også Armenien og Tadsjikistan. Uden for denne snævre kreds kan kun Syrien og Iran tælles med som en slags partnere, og Rusland nærer en betydelig mistillid til begge lande.

Samtidig har Rusland svært ved at definere sin egen status. Er landet en afdanket supermagt, en ordinær stormagt eller måske en overdimensioneret regional magt? Når man ser på for eksempel atomvåben, økonomisk vægt og udviklingsstadie, falder det ganske forskelligt ud.

Statuspanik
For det er ikke så ligetil at kategorisere dagens Rusland. Landet er verdens største lager af atomvåben, men har også en økonomi, som er baseret på eksport af energi, som vil sige uforarbejdede varer. Samtidig er Rusland et samfund med enorme sociale problemer.

Man bruger begrebet ”statuspanik” til at beskrive denne situation.

Russerne selv beskriver deres land som en af de førende og mest indflydelsesrige stater i verden, men inderst inde ved mange af dem godt, at virkeligheden er mere dunkel og problematisk.

Vi i Vesten har i visse sammenhænge behandlet dem som repræsentanter for en supermagt, mens vi i andre sammenhænge har givet dem almisser, så de havde til dagen og vejen og den altid forestående vinter. Det er denne mangel på sammenhæng, der er med til at besværliggøre Ruslands forhold til omverdenen.

Flere vil lytte
For Rusland er BRIK-samarbejdet en mulig løsning på problemerne. Samarbejdet rummer ikke alene potentialet for at udvikle sig til en form for politisk alliance, hvor man aktivt støtter og hjælper hinanden. Den giver også Rusland mulighed for let og billigt at få lidt ekstra status.

Hvis man sammen kan sige ’hør en gang hvor vi buldrer’, så er der måske flere, som vil lytte – også til hvad der bliver sagt i Moskva. Det er en af årsagerne til Ruslands entusiasme for BRIK-samarbejdet.

Ruslands usikre rolle i BRIK-samarbejdet
De russiske politikere er så glade for samarbejdet, at daværende præsident Dmitrij Medvedev, efter topmødet i Jekaterinburg i 2009, generøst foreslog, at Rusland skulle være vært for alle fremtidige møder og dermed permanent hovedsæde for BRIK.

Tilbuddet blev høfligt afvist af de øvrige medlemslande, men det understreger Ruslands interesse i samarbejdet. Hvis Moskva kunne blive epicenteret for det politiske jordskælv, som man håber, BRIK vil udvikle sig til, så ville Ruslands status være som i de gode gamle bipolære dage.

For statuspanikken knytter sig også til Ruslands rolle internt i BRIK-samarbejdet. Er landet på vej op eller ned i forhold til de andre medlemmer og den øvrige verden?

Man ved, at den institutionelle hukommelse i Moskva rækker tilbage til supermagtstiden, men det var dengang, og nu er i dag. De andre gør da heller ikke Rusland særlige tjenester, og man giver ikke bare et hovedsæde bort. Alle BRIK-landene ønsker at komme frem i verden, og en mulig ’has-been’ må derfor selv kæmpe sig frem til bordenden.