Den blå mur er porøs

Det er blevet konventionel visdom, at Demokraterne har en `indbygget fordel` frem mod præsidentvalget i 2016. USA’s demografiske udvikling samt en `blå mur` i valgmandskollegiet skulle gøre partiet til storfavorit til at genvinde præsidentposten i næste år. Ved nærmere analyse er det dog svært at se, om den `indbyggede fordel` ikke nærmere var et biprodukt af Barack Obamas succes frem for årsagen til den.

Når man diskuterer det givne udfald af det kommende amerikanske præsidentvalg, hører man tit, at Demokraterne har en `indbygget fordel` og derfor atter kommer til at vinde præsidentvalget i 2016. Også bookmakerne er hoppet med på vognen. Det irske bookmaker-selskab Paddy Power vurderede således i sidste måned, at der var 91 procents chance for, at Hillary Clinton vandt præsidentvalget.

Fortalere for fortællingen om, at Demokraterne har vind i sejlene, slår på, at Republikanerne har svært ved at håndtere de demografiske forandringer, der udspiller sig i USA. Minoriteterne vinder frem og udgør en stigende andel af befolkningen på bekostning af de hvide amerikanere. Det har Republikanerne haft svært at håndtere ved de seneste to præsidentvalg, og derfor ligger konklusionen ligefor: Demokraterne i disse år en indbygget fordel.

Ved nærmere betragtning er det dog svært at finde beviser for, at den `indbyggede fordel` ikke nærmere var et biprodukt af Barack Obamas succes frem for årsagen til den.

En demografisk fordel?
Teorien om, at Demokraterne har en indbygget demografisk fordel, blev først lanceret af John B. Judis og Ruy Teixeira i bogen ”The Emerging Democratic Majority” i 2002. Køber man forfatternes præmis, er det sandsynligt, at man ser Hillary Clinton som storfavorit til det kommende præsidentvalg. Judis og Teixeiras tese er da også gået hen og blevet den konventionelle visdom blandt mange iagttagere.

Men teorien har sine fejl og mangler. Som RealClearPolitics Sean Trende har påpeget, så bygger teorien på en meget selektiv læsning af resultaterne. Teoriens fortalere fremhæver i dag resultaterne fra præsident- og midtvejsvalgene i 2012, 2008, og 2006 – allesammen gode Demokratiske valgår – men skænker kun lidt opmærksomhed til resultaterne i 2014, 2010, og 2004 – gode Republikanske valgår. Det er ikke svært at se, hvorfor denne selektive læsning indebærer en indbygget risiko for, at man overvurderer Demokraternes styrke.

Judis og Teixeiras argument har også ud fra en historisk vinkel svært ved at stå distancen. I 2004 var det nemlig Republikanerne, der skråsikker slog fast, at de sad på et permanent flertal – inden de fik en ordentlig røvfuld i 2006 og 2008.

Faktisk er teorien om at de demografiske forandringer er lige med en indbygget Demokratisk fordel nu selv blevet afvist af en af arkitekterne bag teoriens om det `Demokratiske flertal`.

I februar 2015 påpegede John B. Judis i en artikel i National Journal under overskriften ”The Emerging Republican Majority” teoriens mange falsificeringer. Ifølge Judis er den demografiske fordel givetvis fortsat delvis til stede for Demokraterne – men den bliver nu undermineret af to andre tendenser.

Den ene tendens er, at Demokraterne klarer sig dårligere blandt hvide arbejderklassevælgere; en minoritet, som Obama tabte med 30 procent i 2014. Den anden tendens er, at den gruppe, der tilhører middelklassen og har en husstandsindkomst mellem 50.000 og 100.000 dollars om året, i stigende grad også stemmer Republikansk. Gruppen havde ellers tiltet mod Demokraterne i 2006 og 2008, men er nu gået på vælgervandring til Republikanerne.

Både gruppen af hvide arbejderklassevælgere og middelklassevælgere med 50.000-100.00 dollar om året i husstandsindkomst repræsenterer en stadig større andel ved præsidentvalget, og udgør derfor ifølge Judis en bombe under det såkaldte `Demokratiske flertal`. Kort sagt, kan disse to grupper potentielt udslette den fordel, som Demokraterne må have blandt andre minoriteter.

En blå mur?
Et andet argument, der tit bliver anført, er, at Demokraterne har nemmere ved at vinde de 270 valgmandstemmer, der skal til for at vinde et præsidentvalg. Det slagord, der hyppigst føres frem her, er den såkaldte ”blå mur”, altså ideen, at Det Demokratiske Parti har har et solidt forspring i antal af “sikre” valgmandsstemmer.

På papiret er det rigtigt, at Demokraterne har nemmere ved at tælle til de magiske 270 valgmænd end Republikanerne. I færd med at USA er blevet mere splittet og polariseret, er nummeret af svingstater faldet (en svingstat defineres her som en stat, hvor forskellen mellem de to præsidentkandidater er fem procent eller mindre), og denne udvikling gavner Demokraterne.

Da Jimmy Carter slog den siddende præsident Gerald Ford i 1976, var 20 ud af 50 stater svingstater. Endda store stater som Californien, New York, og Texas var i spil. Et lignende fænomen oplevede man ved 1960-valget mellem John F. Kennedy og Richard Nixon.

I dag har vi ikke præsidentvalg som i 1960 eller 1976 mere. Ved præsidentvalget i 2000 var der kun 12 stater, hvor marginen var fem procent eller mindre. I 2012 var det kun tilfældet i fire stater: Colorado, Florida, North Carolina, og Ohio.

Tager vi de seneste fire præsidentvalg (2000, 2004, 2008, og 2012) som udgangspunkt, har 40 ud af de 50 stater stemt på det samme parti ved alle fire præsidentvalg. Eller sagt på en anden måde: 80 procent af alle stater peger i en meget klar retning frem mod 2016.

Dermed står vi tilbage med cirka ti stater, som sandsynligvis kommer til at afgøre det hele: Colorado, Florida, Nevada, Ohio, Virginia, Iowa, New Hampshire, New Mexico, Indiana, og North Carolina med i alt 99 valgmandsstemmer. Det giver Demokraterne på papiret en fordel, når det kommer til at tælle til 270, da de har flere (realistiske) veje til flertallet end Republikanerne.

Men det gør Demokraterne ikke automatisk til favoritter frem mod 2016.

Dybest set gælder Larry Sabatos devise, at ”fortiden oftest ikke er den bedste guide for fremtiden,” også i det her tilfælde. Obamas succes i 2008 og 2012 var imponerende, særlig med henblik på at få unge og minoriteter til at komme op fra sofaen og stemme på Demokraterne.

Men hvem kan med sikkerhed sige, at den ”blå mur” fra 2008 og 2012 var grunden til Obamas succes frem for effekten af Obamas succes? Og “vil amerikanerne vælge Hillary, fordi de valgte Obama, eller var der Obama-vælgerne, hvis begejstring Hillary får svært ved at trække?” som Niels Bjerre-Poulsen spørger i den nye udgave af Ræson?

Sagt på en anden måde, så kan ingen med sikkerhed sige, at den såkaldte ”blå mur” er et vedvarende Demokratisk fænomen, frem for et Obama-fænomen.

Historiens visdom
Når vi ser tilbage i amerikansk historie, ser vi et andet problem med tesen om Demokraternes `indbyggede fordel`: Der er kun få eksempler af langsigtede politiske flertal.

Den eneste periode i moderne amerikansk historie, hvor man ville kunne argumentere for et langsigtet politisk flertal, var i perioden mellem 1933-1953, hvor Demokraterne under Franklin D. Roosevelt og Harry S. Truman vandt fem præsidentvalg i træk. Men omstændighederne i disse to årtier var ekstraordinære med Den Store Depression, Anden Verdenskrig, og begyndelsen på Den Kolde Krig. Befinder vi os i en lignende situation i disse år? Svaret giver sig selv.

Uheldigvis har vi en tendens til at leve i nuet. Havde jeg skrevet denne analyse efter Richard Nixons afgang i 1974, havde mange sikkert advokeret for, at Republikanerne var på vej ud i det politisk ingenmandsland. I sommeren 1989 efter George H. W. Bush havde afløst Ronald Reagan i Det Hvide Hus og givet Republikanerne deres tredje valgsejr på stribe, ville mange have sagt, at Demokraterne var tæt på politisk knockout. Ligeledes mente mange før 2000-valget, at Al Gore umuligt kunne tabe til George W. Bush, taget Bill Clintons økonomiske resultater og opbakning i den amerikanske befolkning i betragtning. I alle disse tilfælde blev fortællingen dog en helt anden.

Pointen er ligetil: Langsigtede politiske flertal er en sjældenhed i amerikansk historie. Dette gælder også for minoriteternes stemmeafgivelse.

I 1920 ville de fleste have spillet en dollar eller to på, at den sorte befolkning i overvejende flertal ville fortsætte med at stemme Republikansk. På dette tidspunkt tillod Det Demokratiske Parti ikke engang, at sorte deltog ved partiets konvent. Bare femten år senere stemte 71 procent af de sorte på Demokraten Roosevelt. Det samme argument gør sig gældende for de hvide arbejderklassevælgere, der i slutningen af 1920erne vælgervandrede til det Demokratiske Parti, eller befolkningen i Sydstaterne, der fra 1930erne begyndte at stemme Republikansk.

Selvfølgelig er der nogle grupper, der langsigtet stemmer på samme parti, såsom det er tilfældet for jødernes loyalitet til Det Demokratiske Parti. Men det er langt fra reglen, og derfor burde man også være varsom med at tro, at det samme kommer til at gøre sig gældende for latinoerne.

Vi skal ikke længere tilbage end til 2000-valget, hvor George W. Bush fik 40 procent af latinostemmerne. Mitt Romney fik så godt nok kun 28 procent af latinostemmerne ved præsidentvalget i 2012. Men skulle Republikanerne gå hen og nominere end præsidentkandidat med latino-appel, som for eksempel Jeb Bush eller Marco Rubio, er det ikke urealistisk, at Republikanernes andel af latinostemmerne kan vokse betragtelig. Og så er fortællingen en helt anden.

Historisk sikkerhed
Når alt det er skrevet, er det vigtigt at slå den fundamentale præmis for amerikanske præsidentvalg fast: Det er folkestemningen, der plejer at afgøre udfaldet.

Økonomiens tilstand, krige og verdens brændpunkter, (u-)tilfredsheden med den siddende præsident, og personsager bestemmer i høj grad om – og hvem – amerikanerne stemmer på. For groft sagt så er det ligegyldigt, om man har flere potentielle vælgere, hvis man ikke kan motivere dem til at komme ud og stemme for én.

Det største usikkerhedsmoment er og bliver stemmeprocenten. Jo højere den er, jo bedre er det for Demokraterne. Det kræver, at Hillary Clinton (som den formodentlige Demokratiske præsidentkandidat)kan skabe en `Obamask` begejstring omkring sit præsidentkandidatur. Minoritetsvælgere og unge vælgere – opskriften bag Obamas valgsucces – har traditionelt den laveste stemmedeltagelse. Obama formåede at knække sofavælgerne-nøden; men det store spørgsmål bliver, i hvor høj grad det kan tilskrives Obamas person frem for Demokraternes popularitet.

Derudover er den økonomiske vækst, præsidentens approval rating, og hvilket parti der sidder i Det Hvide Hus, fortsat de bedste værktøjer for at vurdere udfaldet af et givent præsidentvalg. Men selv disse pejlemærker skal vi være varsomme med efterhånden.

Dømmer man ud fra Obamas approval rating på 45 procent, vækstraterne i den amerikanske økonomi på cirka 2.4 procent (justeret for inflation), og det faktum, at Demokraterne har siddet i Det Hvide Hus i to perioder, vil man ud fra man ud fra et historisk perspektiv ikke betegne Demokraterne som favoritter frem mod 2016. Og alligevel.

Historisk usikkerhed
Den gængse tese, at det er en indbygget ulempe for det parti, der sidder to perioder i Det Hvide Hus, skal tages med et gran salt. Barack Obama kommer med al sandsynlighed til kun at være den femte præsident, der sidder i to perioder, siden man ændrede den amerikanske forfatning og indførte en begrænsning på to perioder i 1947. Siden da har der altså kun været fire fortilfælde, hvor et parti forsøger at opnå en tredje valgsejr.

Læren herfra er blandet: Valget i 1960 var en tæt affære, hvor Richard Nixon tabte knebent til John F. Kennedy, George H. W. Bush vandt stort i 1988, mens Al Gore tabte yderst knebent til George W. Bush i 2000, og Obama efterfulgte George W. Bush med en storsejr over John McCain i 2008. Kort sagt, så har vi en klar sejr til det siddende parti (1988), et klart nederlag til det siddende parti (2008), og to tætte valg (1960 og 2000), der begge gik til det parti, der ikke havde siddet i Det Hvide Hus i to perioder. En lille tendens måske, men ikke en særlig tydelig én.

Afslutningen på Obamas præsidenttid kommer til at betyde rigtig meget for, i hvor høj grad Demokrater og Republikanere kan mobilisere amerikanerne til at stemme på dem. Men det er usikkert, i hvor høj grad Obamas approval ratings er en god indikator for tendenserne. Obamas nuværende rating på 45 procent har ligget meget stabil – formentlig grundet den store polarisering i det amerikanske samfund – og kommer næppe til at rykke sig særlig meget i nogen retning. Derfor er det tvivlsomt, hvor meget approval ratings kan sige os frem med 2016. Medmindre Obamas styrtdykker til George W. Bush niveau (26.5 procent under valgkampen i 2008) eller skyrocker til Dwight D. Eisenhower niveau (64 procent under valgkampen i 1960), er det sandsynligvis ikke her, præsidentvalget bliver afgjort. Og så er det værd at minde sig selv om, at Nixon som bekendt tabte præsidentvalget i 1969 på trods af Eisenhowers imponerende opbakning i befolkningen.

Man kan heller ikke komme udenom, at økonomiens tilstand kommer til at være af afgørende betydning frem mod 2016. Men også her skal man træde varsom. De aktuelle vækstrater i den amerikanske økonomi på cirka 2.4 procent (justeret for inflation) bliver tit fremhævet som et Demokratisk plus, men er i et historisk kontekst kun gennemsnitlige. Og selvom man under Obama har været vidne til den måske længste periode med økonomisk fremgang i amerikansk historie, føler mange amerikanere, at opsvinget – som alle taler om – ikke gør sig bemærket på deres lønseddel endnu. Derfor står Obama heller ikke særlig stærkt, når amerikanerne bliver spurgt til præsidentens håndtering af økonomien; 46 procent vender i skrivende stund tommelfingeren op, mens 49 vender tommen nedad.

På nuværende tidspunkt vides det ikke, hvordan økonomiens tilstand kommer til at være i valgets afgørende måneder. Derfor forbyder sig også enhver konklusion, om økonomien kommer til at blive en fordel eller ulempe for Demokraterne.

50:50
Begge partier kan pege på udviklinger, der peger i deres retning. Ligeledes kan man pege på udviklinger, der peger imod deres succes i november 2016. Men ingen kan på nuværende tidspunkt på råbe sig en afgørende fordel. Derfor er det også dybt useriøst, når Paddy Power giver Hillary Clinton en 91 procents chance for at vinde præsidentvalget.

Udfordringen for Demokraterne bliver, at holde fast i Obama-koalitionen og bevise, at den `indbyggede fordel` var årsagen til Obamas succes frem for et biprodukt af den. Lykkedes det, er der en vis sandsynlighed for, at den første kvindelige præsident afløser den første farvede præsident. Men den `blå mur` er porøs. Der skal ikke mere til end en Republikaner, der tiltrækker flere unge vælgere og minitoritetsvælgere end normalt, eller flere Demokratiske kernevælgere, der bliver siddende i sofaen den 8. november 2016 for, at en Republikaner bliver taget i ed som landets 45. præsident den 20. januar 2017.

Kort sagt, så skal der meget til, før den såkaldte `blå mur` lider samme skæbne som den mur, der krakelerede i Berlin den 9. november 1989.