The nightmare on Downing Street

I dag går briterne til valg. Et valg, der tegner til at blive en sand gyser, når Labour-leder Ed Miliband vil forsøge at fravriste David Cameron nøglerne til Downing Street 10. Reportage fra Storbritannien om et valg, hvis udfald har store konsekvenser for både Europa og USA

Et politisk kaos venter Storbritannien efter torsdagens valg, som inkluderer både atomvåben, forfatningsretlige anliggender og spørgsmålet om en premierministers evner til at indtage sandwiches og forblive fotogen.
Ja, briterne går til urnerne. Og i landet med et valgsystem – kendt fra USA – hvor ’the winner takes it all’, er der i år hverken udsigt til en vinder, eller til at nogen kommer til at løbe med rovet.

Intet parti står nemlig til at kunne danne regering alene eller med et klart flertal, som der ellers i årtier har været klar tradition for.

Premierminister David Cameron klamrer sig derfor i disse timer til magten og vil gøre alt for at underminere hovedudfordreren, Labour-lederen Ed Miliband, som af den vægtige borgerlige presse er blevet framet som alt fra en socialistisk bombe under britisk økonomi til en fjoget Wallace fra Wallace and Gromit (Walter fra Walter og Trofast), der ikke kan finde ud af at spise en simpel sandwich uden at vride ansigtet af led i en kavalkade af dårlige Photo ops)

David Cameron har således benyttet sig af den velsignelse – eller forbandelse alt efter, hvem man spørger – ved den britiske forfatning (hint: Der er ingen. Eller. I hvert fald ikke en officielt nedfældet en af slagsen) til at så tvivl og usikkerhed om Milibands evne til at danne en regering, hvis Labour kun bliver Storbritanniens næststørste parti. Cameron har direkte sagt, at Miliband ingen legitimitet ville have som premierminister som leder af det kun næstestørste parti.

Og det tyder meget på, bliver tilfældet. Briterne må derfor ligesom efter sidste valg i 2010 se frem til endnu en koalitionsregering – eller mindretalsregering med støttepartier.

Problemet er bare, at der slet ingen tradition er for koalitionsregeringer i det store land – og da slet ikke for mindretalsregeringer, som i Danmark. Og altså heller intet forfatningsretligt fundament at falde tilbage på.
Derfor ser det politiske landskab formentlig helt kaotisk ud efter valget, hvor mange målinger spår premierminister David Camerons konservative til at blive størst, men uden noget fortsat koalitionsgrundlag, fordi Nick Cleggs liberaldemokrater bliver slagtet efter brudte løfter til bl.a. de hårdt plagede og dyrt betalende britiske studerende.

Derimod kan Miliband formentlig tælle til Underhusets flertalsudløsende 323 mandater (her har jeg fratrukket de fem fra Sinn Fein i Nordirland, der aldrig møder op i parlamentet). Men kun hvis han beror sig på støtte fra de venstreorienterede skotske nationalister SNP, der efter den tabte folkeafstemning om uafhængighed sidste år har oplevet stor fremgang og står til at vinde næsten alle valgkredse i det historisk Labour-tro Skotland.

Ed Miliband har før valget afvist ethvert samarbejde med SNP-formanden Nicola Sturgeon, som i tiltagende grad er blevet bedømt som valgets darling og en populær figur for hendes og SNP’s socialdemokratiske og – på overfladen – kompromissøgende tilgang til politik. Men de etablerede partier advarer alle om nationalisternes sande ærinde, hvilket er helt at splitte Storbritannien op.

Men Miliband kommer ikke udenom en eller anden løsning med SNP, med mindre en mulighed skulle opstå for en regering med Nick Cleggs liberaldemokrater, der lige nu er viet til premierminister Cameron.
Et potentielt samarbejde mellem SNP og Labour vil imidlertid betyde fornyede diskussioner om Trident-atombasen i Clyde tæt på Glasow, som mange skotter helt vil af med.

Miliband ender imidlertid hurtigt i et ubehageligt paradoks, hvis han som ny premierminister skal balancere diskussionen om Trident for på den ene side at respektere skotske særhensyn, mens han på den anden risikerer stabiliteten af Storbritanniens rolle som atommagt i Nato og helt nær allieret med USA.

Samtidig bliver Miliband skudt i skoene, at han aldrig vil kunne få et frugtbart samarbejde op at køre med skotterne, da deres økonomiske politik ifølge modstanderne er komplet uholdbar og decideret socialistisk… I parentes bemærket er SNP’s politiske mærkesager langt hen ad vejen inspireret af de skandinaviske velfærdsmodeller.
Men er det så meget lettere for Cameron? Overhovedet ikke.

Den konservative premierminister har mindst lige så mange regninger at skulle betale, hvis han skal fortsætte som statschef.
På den ene side er der det dybt ubehagelige og skæbnesvangre spørgsmål om et potentielt britisk farvel til EU efter en folkeafstemning. Cameron fik for et par år siden dysset de værste backbench-rebeller ned med løftet om en folkeafstemning. Men usikkerheden og ustabiliteten der vil følge med Camerons genvalg – både i EU og i forholdet til USA og andre oversøiske magter – er til at tage at føle på. Pludselig vil Storbritannien for alvor risikere at isolere sig ude i Atlanten.

Og helt ude til højre i kulissen står UKIP-formanden Nigel Farage og smågriner. Han står til omkring 12 pct. af stemmerne og posten som tredjestørste stemmesluger. Men det britiske winner-takes-all-valgsystem betyder efter alt at dømme, at mandathøsten for Farages parti bliver meget beskeden. Men bliver Cameron desperat nok, kan Farages mandater ende med at være livsnødvendige.