Rubios roulette

På papiret har Marco Rubio nærmest et drømme CV for at blive republikanernes præsidentkandidat. Florida senatoren er ung, karismatisk, ideernes mand, en blændende taler, og hispanic. Der er bare et afgørende problem – hans tidligere mentor Jeb Bush og Wisconsin guvernøren Scott Walker spærrer sandsynligvis vejen for det republikanske stjernefrø.

Af Anders Agner Pedersen, redaktør og Mirco Reimer, nyhedschef

Ifølge Rubios egne ord har Florida senatoren ”unikke kvalifikationer” til at bestride posten som leder for verdens supermagt. Der er noget om snakken. Rubio er yderst valgbar, om end man skal spise bare en smule brød til.

Med sine blot 43 år har Rubio den fordel, at han modsat Hillary Clinton (og Jeb Bush) fremstår som et frisk pust. Ikke overraskende brugte Rubio derfor også sin annonceringstale i går på at fokusere på forandringen og fremtiden frem for hænge fast i fortiden – en åbenlys kritik af Jeb Bush og især Hillary Clinton, som han kaldte ”a leader from yesterday”.

Samtidig er Rubio hispanic. Han er søn af cubanske immigranter – faderen var en bartender og moderen stuepige. Rubios baggrund og hans evne til at iscenesætte denne, gør ham til en stærk og autentisk stemme i debatten om den amerikanske drøms store udfordringer. Senatorens evne til at tale til hjertet og – i modsætning til Jeb Bush og Hillary Clinton – til at brænde igennem, gør Rubio til en af de oratorisk stærkeste kandidater ved næste års præsidentvalg. Ved det republikanske partikonvent i 2012, holdt Rubio den suverænt stærkeste tale. Og i det hele taget formår den unge Florida-senator at tale om amerikansk exceptionalisme og fremtidens lyse udsigter på en måde, der ryger rent ind. Rubios mantra, at USA har brug for et nyt amerikansk århundrede og skal bruge sin exceptionelle status til at gøre verden til et bedre sted, er magtfulde narrativer. Det er narrativer, der sparker en åben dør ind i en tid, hvor den amerikanske drøm er presset, og verden står i flammer.

En konservativ pragmatiker
Rubio er ikke kun en mand af store ord. Der er også noget om snakken. Rubio har nemlig i sine bøger lagt overraskende mange politiske ideer frem, og bliver af intellektuelle konservative hyldet som ideernes mand. ”There’s little doubt the party needs a candidate of ideas — and Marco Rubio has a few of them already,” som Andrew Smith skrev om Rubio i National Review i starten af året. Rubios planer er dog komplekse, hvilket kan gøre det svært at sælge dem politisk eller i en avisoverskrift. Det er ulempen, når man er ideernes mand. Men på plussiden vil Rubio kunne sige, at han indtil videre har lagt det mest detaljerede politiske manifest frem i en tid, hvor de fleste kandidater har brilleret med fraser.

På trods af, at Rubio ifølge FiveThirthyEights Harry Enten er betydelig mere konservativ end hans to hovedkonkurrenter Jeb Bush og Scott Walker, har han alligevel formået at opbygge et ry som politisk pragmatiker. For eksempel har Rubio været udsat for en politisk shit storm fra Tea Party bevægelsen – der ellers entusiastisk havde støttet Rubios senatskandidatur i 2010 – efter han udtrykte sin støtte og stemte for en immigrationsreform. Florida senatoren har sidenhen prøvet at håndtere den varme politiske kartoffel, om end med begrænset succes. Det bliver interessant at se, om Rubio vælger at være mere afvisende for en reform i primærvalget, eller om han som Jeb Bush vælger at stå ved sit kontroversielle standpunkt.

Rubios angivelige politiske fleksibilitet giver ham mulighed for indhug i mange af republikanernes fløje, både hos partiets establishment, Tea Party fløjen, og de social-konservative, hvis han spiller sine kort rigtigt. Senatoren har heller ikke de samme indbyggede ulemper med sig, som mange andre republikanske kandidater har. Rubio har bevist, at han er en udenrigspolitisk høg, der næppe vil blive udsat for den samme kritik, Rand Paul vil komme ud for. Han er heller ikke lige så ekstrem som Ted Cruz, der har formået at blive uvenner med størstedelen af sine kolleger i senatet.

Kort sagt, så er Rubio et politisk kamæleon, der på forunderlig vis både er konservativ, pragmatisk, og ligger i fin tråd med det republikanske parti anno 2015.

To store problemer
Umiddelbart ser det altså lovende ud for senatoren fra Florida. Men alligevel skal der spises bare en smule brød til, trods alt. Rubio står nemlig over for to store problemer. Det ene hedder Jeb Bush. Det andet hedder Scott Walker.

Rubios mentor tilkendegav som bekendt den 16. december sidste år, at han ”undersøgte” muligheden for at stille op i 2016. Der var næppe tale om en tidlig julegave til Rubio, snarere om Rubios egen version af ‘Nightmare before Christmas’. Oversat fra politikersprog til almindeligt dansk sagde Jeb Bush: Det her er farmands legeplads, venner, så glem det. Udmeldingen var tænkt som en advarsel til potentielle konkurrenter, at de lige så godt kunne kaste håndklædet i ringen.

På trods af sine mange styrker bliver Rubio derfor i skrivende stund anset som en backup kandidat for Bush. Det er på sin vis ironisk, da Rubio er en mere konservativ kandidat end Bush og snarere burde blive set som et konservativt alternativ end en establishment backup.

Hvor Jeb Bush måske kan blokere for de store donationer og fremstå som establishment kandidaten, vil Rubio primært skulle duellere med Scott Walker om at være det foretrukne friske pust, der kan appellere til både konservative og moderate republikanere. Rubio og Walker slår på de samme budskaber og appellerer til de samme fløje. Det er derfor også duellen mellem Rubio og Walker om at være alternativet til Jeb Bush, der er det mest interessante aspekt i republikanernes primærvalgkamp.

Fremtidens store håb
I skrivende stund kan Marco Rubio bedst betegnes som en dark horse i 2016-valgkampen. Rubios profil og personlige appel har potentialet til at favne bredt og give ham muligheden for at gå hele vejen til Det Hvide Hus. Spørgsmålet er, om Rubio kan rejse nok penge og om hans to konkurrenter jokker gevaldigt i valgkampsspinaten.

Uanset hvad er det vigtigt at slå fast, at Rubio ikke kan tabe med sit kandidatur. Såfremt det ikke lykkes ham at blive republikanernes præsidentkandidat, vil han få rigelig mulighed for at prøve igen på et senere tidspunkt. Rubio vil fortsat blive set som fremtidens kandidat i det republikanske parti. Derudover vil Rubio på grund af sine mange styrker allerede denne gang være i spil som vicepræsidentskandidat, såfremt det ikke bliver Jeb Bush, der vinder partiets nominering.

Uanset hvad der kommer til at ske de næste 19 måneder, er én ting sikkert: Vi kommer til at se meget mere til Marco Rubio de næste mange år.