Hillarys hurdler

Så skete det omsider. Hillary Clinton meddelte, at hun giver præsidentdrømmen et forsøg mere. Men nogen let øvelse bliver det ikke, at blive Barack Obamas afløser. Tværtimod er der en lang række hurdler, der skal forceres i løbet af det næste halvandet år.

Af Anders Agner Pedersen, redaktør, og Mirco Reimer, nyhedschef

Søndag den 12. april 2015 skete det, stort set hele verden i mere end et år har talt om som var det allerede sket. Hillary Rodham Clinton meddelte, at hun er blandt kandidaterne til præsidentvalget i 2016. Dermed er det slut med spekulationerne om, hvornår den tidligere udenrigsminister og førstedame ville melde ud, og et helt nyt, og anderledes brutalt spil kan begynde.

For det bliver ingen dans på roser for fru Clinton at være præsidentkandidat. Lige som det heller ikke var det i 2008. Af flere grunde. Faktisk endnu flere end da hun første gang gjorde forsøget.
Republikanerne ser fortsat rødt, når talen falder på Clinton-ægteparret. Sådan var det dengang, og sådan er det fortsat. Derfor vil samtlige republikanske kandidater slå løs på Hillary, samtidig med, at de forsøger at positionere sig i det interne primærvalgræs.

Hillary er mere end deler end en heler. Dem, der mente, at hun var fantastisk i 2008, mener det også i dag. Problemet for fru Clinton er imidlertid, at der ikke var nok, der mente hun var fantastisk i 2008. Ikke engang blandt hendes partifæller. De foretrak hendes modkandidat, Barack Obama. Det er tvivlsomt, om antallet af nye Hillary-støtter er steget over de seneste år. Tværtimod taler mest for det modsatte. Ikke mindst på grund af den seneste tids email-problemer i Clinton-land.

Så er der spørgsmålet om Bill. Den tidligere præsident spillede en yderst uheldig rolle i sin kones valgkamp sidst, og kunsten bliver derfor at få styret præsident nummer 42, så han ikke spænder ben for, at fruen bliver nummer 45. Hvordan det skal gøres, har vi fortsat til gode at se, men at det skal håndteres, er der ingen tvivl om.

De nye hurdler
De nye hurdler, der er kommet til siden 2008-nederlaget til Obama, er ikke så få. En ting er den lavpraktiske, men ikke desto mindre vigtige, nemlig at Clinton er blevet otte år ældre end sidst, hun meddelte, at hun var præsidentkandidat. I 2008 var alder ikke et tema, men det bliver det i 2016, fordi fru Clinton vil være 69 den dag, hun tages i ed som præsident, såfremt hun går hele vejen. Er det et problem? Det behøver det ikke være, men det bliver et tema, som kommer til at fylde noget. Og fokus på, hvem der skal være Hillarys vicepræsidentkandidat vil være endnu større end ellers. Netop på grund af aldersspørgsmålet.

Og netop vicepræsidentkandidaturet er endnu en hurdle, som det bliver interessant at se, hvordan Clinton-lejren vil håndtere. Ofte vælger man en vicepræsidentkandidat, der har været en del af primærvalgkampen, og som kan tilføre nogle af de ting, som partiets kandidat måske mangler. I 2008 blev Obama kritiseret for at mangle udenrigspolitisk erfaring. Hvem kunne fikse det? Joe Biden, der ret hurtigt droppede ud af 2008-primærvalgkampen, og som med sine mere end 30 år som udenrigspolitiker, kunne lukke den flanke ned. Udfordringen for Clinton bliver at finde en vicepræsidentkandidat af den rette strøbning. Problemet er bare, at der ikke rigtig er nogen andre demokratiske kandidater, der tør udfordre Clinton-maskinen. De navne, der af og til bliver bragt i spil er vicepræsident Biden, Massachusetts-senator Elizabeth Warren og tidligere Maryland-guvernør, Martin O’Malley. Ingen af de tre er reelle bud på Hillarys running mate. For det, hun leder efter er en lidt yngre politiker, som på den ene side ikke må overskygge hende, men som samtidig skal være så troværdig og kompetent, at amerikanerne vil være trygge ved at han eller hun kan tage over, hvis det skulle blive nødvendigt.

Hvilket leder hen til endnu en ny hurdle, nemlig spørgsmålet om Hillarys helbred. Det vil blive bragt op hver eneste gang, talen falder på hendes alder. Kan hendes helbred holde til, at være præsident? Hun måtte en tur på hospitalet i sine sidste dage som udenrigsminister og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan Republikanerne vil sørge for, at ingen glemmer, at Hillary tidligere har haft bøvl med helbredet.

Change vs. More of the same
Sidst men ikke mindst er der udfordringen om at slippe ud af Obamas skygge. Hillary ved bedre end de fleste, hvor effektfuldt det kan være at opstille præmissen ‘Change vs. More Of The Same’. Denne præmis italesatte Clinton-lejrens chefstrateg, James Carville, tilbage i 1992. Bill Clinton kunne tilbyde forandringen, mens George H. W. Bush var mere af det samme. Forandringen endte med at sejre. Ikke stort, men tilstrækkeligt.
Hillarys problem er, at hun denne gang ikke er forandringen. Hun er mere af det samme. Hun er fortsættelsen af Obama-årene, hvis kurs har stået højere end i øjeblikket.

Hovedpinen for Clinton er, at hun formentlig er nødt til at gå ‘all in’ på, at mere af det samme er at foretrække for amerikanerne denne gang. For hvis hun begynder at lægge afstand til Obama, vil det lynhurtigt kunne vendes negativt imod hende. Omvendt er mere af det samme, sjældent en vinderstrategi. Faktisk er det kun sket en gang, at et parti, der har haft præsidentposten i to perioder, har givet stafetten videre til en anden fra samme parti. Det skete i 1988, da George H. W. Bush besejrede Michael Dukakis, og dermed blev Ronald Reagans afløser i Det Hvide Hus. Derfor er historien imod Hillary, hvad det angår.

Den kommende tid vil vise, hvordan fru Clinton vil gribe sit 2016-kandidatur an. Det ligger allerede nu fast, at hun i langt højere grad end sidst vil føre valgkamp i mindre sammenhænge. Det vil sige færre store vælgermøder og flere små seancer med færre deltager, for at komme tættere på vælgerne. Om det vil give pote, får vi at se.
Sikkert er det, at Hillary Clinton nu officielt har meldt sig ind i kampen om at blive Amerikas næste præsident. Men for at vinde den kamp, er der en lang række hurdler, der skal overkommes. Let bliver det ikke.