”I serve at the pleasure of President Bartlet”

The West Wing viste amerikansk politik fra sin bedste side. Josh, Toby, Sam, Leo og C.J. tjente alle deres præsident forbilledligt. Og præsident Bartlet, ja, han endte altid med at gøre det rigtige. Læs uddrag af The West Wing-kapitlet fra Fiktionens Magt her

Onsdag den 22. september 1999 væltede den amerikanske præsident på sin cykel. Han slog sig ikke alvorligt, men nyheden om ”POTUS IN A BICYCLE ACCIDENT” blev ikke desto mindre sendt rundt til hans stab, der øjeblikkeligt smed alt, hvad de havde i hænderne. Uanset, hvor de var, og hvad de var i gang med. For intet var vigtigere for disse mennesker end at tjene deres land og deres præsident, Josiah ”Jed” Bartlet.
Cykelstyrtet fandt sted midt i den bedste sendetid på den amerikanske tv-kanal NBC og selv om tv-kanalen generøst skånede både præsident Bartlet og seerne for, hvordan det ser ud, når en voksen mand vælter på cykel, så kunne ingen af de mange seere, der denne tidlige efterårsaften i slutningen af de brølende 90’ere være i tvivl om, at et præsidentielt cykelstyrt kunne sætte alt på pause i Det Hvide Hus for en stund. Ligesom ingen seere kunne være i tvivl om, at præsident Bartlet havde en loyal og dedikeret stab, der stod til hans tjeneste, samtlige af døgnets 24 timer, alle årets 365 dage.
Og skulle bare en enkelt eller to, stadig være i tvivl, så forsvandt den utvivlsomt som dug for solen i løbet af de kommende 40 minutter, hvor pilotafsnittet af ”The West Wing” løb over skærmen.
Aaron Sorkin havde gennem længere tid skrevet på en serie, der skulle vise livet i Det Hvide Hus. En serie, der ikke blot skulle have fokus på præsidenten, men i lige så høj grad vise dagligdagen for de mennesker, der hver dag arbejdede for verdens mægtigste mand.
Derfor var det ikke bare præsident Bartlet vi denne første dag i ”The West Wing” skulle lære at kende. Vi skulle også møde stabschef Leo McGarry, vicestabschef Josh Lyman, pressechef C.J. Cregg, kommunikationschef Toby Ziegler og vicekommunikationschef Sam Seaborn. Karakterer, der spillede en lige så stor rolle i serien som præsidenten og som skulle komme til det i de følgende syv sæsoner, serien varede.
”The West Wing” var en hyldest til det amerikanske demokrati og de mennesker, der hver dag tjente deres land og deres præsident med uendelig passion og flid. Og en serie, der viste seerne, hvordan amerikansk demokrati kunne se ud, når det fungerede allerbedst. Med andre ord: Aaron Sorkins indspark til den politiske debat i en tid, hvor amerikansk politik først var blevet voldsomt belastet af præsident Clintons ægteskabelige sidespring med praktikanten Monica Lewinsky og som efterfølgende røg ud i en historisk tæt duel mellem demokrater og republikanere, da George W. Bush med Højesterets hjælp, besejrede Clintons vicepræsident, Al Gore, ved valget i november 2000.

Sådan er det ikke i ”The West Wing”. Præsident Bartlet er en klog præsident. En mand, der lytter til fornuft. En mand, der handler i nationens bedste interesse. Og en mand, der elsker sin kone og deres tre døtre højt.
Det er svært ikke at holde af præsident Bartlet, som Martin Sheen gennem alle syv sæsoner spillede med en kombination af lune, jovialitet og intellekt. Muligvis var han ikke en ung, politisk superstjerne som John F. Kennedy i sin tid var det, men at nationen var i trygge hænder hos Bartlet, var man som seer aldrig i tvivl om. Selv når han ind i mellem kom ud i pressede situationer.
For skulle præsident Bartlet nogensinde komme i tvivl eller læne sig i retning af en forkert beslutning, ville han være omgivet af en stab så kompetent og seriøs, at den ikke fås meget bedre.
Den vigtige post som stabschef, havde Bartlet tildelt sin gamle ven, Leo McGarry. En rolle, John Spencer gennem alle syv sæsoner spillede skarpt og medrivende.
Leo McGarry er en mand, hvis råd og mening, Bartlet sætter højt. Som han forklarer det kabinetsmedlem, der skal sidde ”vagt” i Det Hvide Hus i forbindelse med Barlets ”State Of The Union”-tale i seriens første sæson.
”Do you have a best friend?” spørger Bartlet ministeren.
”Yes, Sir.”
”Is he smarter than you?”
”Yes, Sir.”
”Would you trust him with your life?”
“Yes, Sir.”
“That’s your chief of staff,” slutter Bartlet som afslutning på sin lille række af gode råd til ministeren om, hvad han skal gøre, såfremt en ulykke skulle indtræffe og han skal lede landet.

Læs hele Anders Agner Pedersens The West Wing-kapitel i Fiktionens Magt, der udkommer onsdag den 29. april på Forlaget Rosenkilde.