‘True Detective’ tog amerikanske politi- og spændingsserier til et helt nyt niveau og både Matthew McConaughey og Woody Harrelson blev Emmy-nominerede for deres hovedroller i serien. Læs uddrag af ‘True Detective’-kapitlet fra ‘Fiktionens Magt’ her.
I Louisianas sydlige del, lige ved verdens ende, hvor sumpene overtager landskabet og hvor varmen kan stige selv de mest koldblodige til hovedet, befinder de to detektiver, Rust Cohle og Marty Hart, sig, i et mareridt af et detektiv-mysterium. Seriemorderne lurer og det grå og trøstesløse landskab danner baggrund for en klassisk detektivhistorie med omdrejningspunkt i række groteske og mytiske mord der spænder over 17 år.
Fra 1995, hvor de to hovedpersoner Marty (Woody Harrelson) og Rusty (Matthew McConaughey), bliver ført sammen som partnere, til 2012 hvor de begynder at arbejde sammen igen efter mange år som fjender. Vi følger duoens samarbejde og privatliv i en unik blanding af intense interview-scener i triste forhørs lokaler og flashbacks til 90érne indtil handlingen breder sig til virkeligheden uden for afhøringerne og de to indhenter fortiden.
Manden bag serien, Nic Pizzolatto, er med ”True Detective” del af en ny tendens i TV-historien med fantastisk historiefortælling og A-liste Hollywoodskuespillere. Vi er i et sjældent portrætteret landskab, der er en lige så stor del af historien som den menneskelige fortælling. Et landskab som Nic Pizzolatto er vokset op og kender så godt som sin egen baghave. Og det er samtidig en klassisk detektivskildring med et umage makkerpar, som begge på forskellige tidspunkter fremstår som ”den gode” og ”den onde”, og ender som venner på trods af mange års fjendskab. Serien skildrer også det nederste segment i hierarkiet i USA, nemlig ”white trash America”, på en utrolig realistisk måde, så håbløsheden og fanatismen virkelig brænder igennem. Det samme kan siges om landskabet, der på mange måder har en del til fælles med dets beboere. Bagvejene i Louisiana er ofte præcis lige så trøstesløse, som serien portrætterer, og gang på gang rammer den plet i sit billede på fordærv og ondskab, men også søgen efter håbet i USA’s baghave. Man længes efter lyset efter et langt indblik i det triste liv, der leves her. Heldigvis kommer det løbende i glimt fra både Martys familie, og til slut hvor Rusty bogstavelig talt ”finder lyset” med hjælp fra sin makker.
HBO-serien fangede seerne fra første afsnit og blev et fænomen med det samme. HBO er kendt for at skabe kvalitetsserier, og ”True Detective” er endnu én på listen. Den fik hurtigt en stor, dedikeret fanbase, der fulgte hver afsnit med stor interesse og havde travlt med at analyse hver episode. Også anmelderne blev blæst omkuld af første afsnit af serien. Det er blandt andet blevet påpeget, at det har tilført noget utroligt positivt og unikt til serien, at den i modsætning til andre store produktioner kun har én instruktør (Cary Joji Fukunaga) og én forfatter (Nic Pizzolatto). Det virker nemlig til at have resulteret i, at serien tør mere og er mere vovet end selv andre store HBO-serier, og har gjort, at Pizzolatto har haft fri tøjler til at skabe sin ”Southern gothic noir”-fortælling. Det har han gjort ved at tilføre elementer fra to genrer, der sjælendt ses i populærkulturen: det såkaldte ”weird fiction” og pessimistisk eksistentialistisk filosofi i form af Rusts mange monologer.
Hele kystlinjen i Louisiana langs den Mexicanske Golf er gennem mange år blevet udsat for forurening, sidst i BP-olieudslippet i 2010. Derfor ser man her konstant kontrasten mellem den fantastiske natur og den ødelagte kystlinje, som serien så smukt portrætterer. Med smukke og dystre naturbilleder linker serien det håbløse i landskabet og det ødelagte naturliv til de ødelagte mennesker og skæbner, som bor her. Dem, som er vokset op i afstumpede kulturer, hvor generation efter generation har ødelagt det gode i mennesket. Og dem, som bare forsøger at overleve og komme ud af den onde cirkel, de er havnet i. Symbolismen i det ødelagte landskab og den ødelagte menneskeskæbne er en af de stærkeste pointer i seriens nyskabende tendenser. Og Nic Pizzolatto har med vilje valgt at gøre forfaldet og det dystre i landskabet og dets indflydelse på menneskene, som bor der, til et omdrejningspunkt i serien.
Følelsen af verdens undergang og apokalypsen er til at tage og føle på under hele serien. Selvom den med vilje er holdt i dystre, mørke toner hele vejen, viser den et landskab som er fuldstændigt sandfærdigt. Det realistiske portræt af området er understreget af de stednavne, som nævnes: Lafayette, Pelican Island, Shreveport, Baton Rouge. Virkelige steder og byer, som er flere hundrede år gamle og med en lang kultur af gamle klaner og traditioner – og mangel på samme. Dette er et forurenet landskab, bogstaveligt og figurativt, og det reflekterer dets indbyggere.
Læs hele Mette Laursens ‘True Detective’-kapitel i ‘Fiktionens Magt’, der udkommer onsdag den 29. april på Forlaget Rosenkilde.
You must be logged in to post a comment Login