Da Lee og Grant sluttede den amerikanske borgerkrig

Det var en krig som splittede den unge amerikanske nation. I dag for 150 år siden måtte den legendariske general Lee overgive sig til nordstaternes general Grant. I løbet af kort tid overgav resten af sydstaterne sig. Forud var gået opslidende og yderst destruktive kampe som efterlod store dele af sydstaterne i ruiner.

Formålet for general Grant den 9. april 1865 var ikke at ydmyge en slagen fjende, det var at begynde forsoningen af en nation, som havde været dybt splittet og udkæmpet en blodig borgerkrig. Over de foregående fire år havde sydstaterne kæmpet intenst mod de hære, som præsident Abraham Lincoln sendte mod dem for at bevare den amerikanske union, og afskaffe slaveriet. Nu var der ingen anden udvej for sydstaternes yndlings general, Robert Edward Lee, end at overgive sig.

Den Amerikanske Borgerkrig er af mange blevet kaldt den sidste gamle krig, og den første moderne. Mange af de rædsler som kom bag på mange ved Vestfronten under Første Verdenskrig, kunne allerede ses under Borgerkrigen. På mange måneder repræsenterede de to siders ypperste generaler de to generationer af krigsførelse.

I de første år af Borgerkrigen nød sydstatshæren i Virginia en lang række sejre, sejre som var med til at give Robert E. Lee et rygte som uovervindelig og mere eller mindre legendarisk status på begge sider af fronten. Præsident Lincoln havde desperat ledt efter en general, som kunne vinde over Lee, og vende krigslykken for Unionen. Svaret for Lincoln var ude på den vestlige front i krigen, hvor en forholdsvis ukendt general vandt en række sejre, som bragte ham i det nationale søgelys. I marts 1864 blev Ulysses S. Grant udnævnt til øverstbefalende for alle Unionens hære.

Over det sidste år af krigen havde nordstatshærene under deres nye chef ført en nådesløs krig mod sydstaterne for at tvinge dem til overgivelse. Grant søgte at udnytte den overlegenhed, som nordstaterne havde i mandskab og materiel til at slide sydstaterne op. Endelig opnåede man de sejre over general Lee, som Lincoln desperat havde efterlyst, men med en høj pris i tabte menneskeliv. Fra september 1864 var Lees hær fanget i byen Petersburg, udenfor sydstaternes hovedstad Richmond, og kunne kun håbe på et mirakel. En hær under general William T. Sherman havde marcheret på tværs af flere af de sydlige stater og efterladt et bælte af ødelæggelse i deres kølvand. Denne hær var i begyndelsen af 1865 på vej nordpå for at falde Lee i ryggen. Samtidig var en hær under general Philip Sheridan i gang med at ødelægge området i Shenandoah Dalen, hvorfra Lees hær fik store dele af deres forsyninger. Denne hær var også på vej mod Petersburg, mens Grants egen hær holdt Lee fanget. Tallene var i overvældende grad imod Lee.

Sydstaternes gentleman
Det var ikke første gang, at Lee havde fundet sig selv i undertal i løbet af denne krig. Faktisk havde hans hær været i undertal gennem det meste af krigen. Alligevel lykkedes det ham ved flere lejligheder at besejre ellers talmæssigt overlegne styrker, ved at få dem splittet og besejre dem stykvis. Lees formidable taktiske evner gav ham et ry som uovervindelig i nordstaterne, og han blev en levende legende i sydstaterne. Når han red igennem lejrene langs fronten på sine hvide hest Traveller, kiggede alle i hans retning i absolut stilhed. Lee blev symbolet på sydens modstand.

Da krigen brød ud, havde Lincoln forsøgt at drage nytte af Lees evner indenfor militæret. Da de første stater rev sig løs af Unionen, og det blev besluttet at en hær skulle sendes mod oprørsstaterne, kontaktede Lincoln den daværende oberst Lee. Tilbuddet lød på kommando over alle Unionens hære, med det formål at bekæmpe oprøret i sydstaterne. Det tilbud takkede Lee nej til.

Lee var søn af en af heltene fra Revolutionskrigen, ”Lighthorse” Harry Lee, og var af en familie som hørte til, hvad man kan kalde for aristokratiet i Virginia. Han havde uddannet sig fra officersskolen West Point, hvor han var sluttet som den bedste i sin klasse. Efter han blev færdig på West Point havde Lee en forbilledlig militær karriere, hvor han blev kendt for dygtighed og gode evner indenfor ledelse og taktik. Det var dette rygte, som i begyndelsen af 1861 fik Lincoln til at tilbyde Lee kommandoen over Unionens hære. Problemet var bare, at Lees hjemstat Virginia havde besluttet sig for at træde ud af Unionen, og Lee ønskede ikke at lede hære, som skulle føre krig mod hans hjemstat. Loyaliteten lå altså primært hos delstaten Virginia snarere end hos den føderale stat. Dermed kom Lee til at personificere det dilemma, som mange stod i da flere stater rev sig løs. For Lee var svaret dog klart – Virginia havde hans absolutte loyalitet.

De første år af krigen hvor Lee dominerede slagmarkerne, var præget af en mere gammeldags slags krigsførelse. Hærene manøvrerede rundt i landskabet, for til sidst at ende med et slag, som begge sider gennem deres manøvrer havde søgt at skabe det bedste udgangspunkt for. Efter slaget vendte hver side tilbage til deres respektive lejre, slikkede sårene og forberedte sig til næste kampagne. Det var en konstant søgen efter det afgørende slag i bedste Napoleon-stil.

Krigslykken vendte for general Lee ved Slaget ved Gettysburg i juli 1863. Men fordi chefen for Unionshæren, George Gordon Meade, ikke hurtigt nok fulgte efter sydstatshæren, formåede Lee at vende tilbage til Virginia og kunne slikke sårene efter nederlaget.

Nordstaternes pragmatiker
Den måde at lade sydstaterne hvile og få ro til at genskabe orden, få nye forsyninger og lægge nye planer standsede da Lincoln udnævner Ulysses S. Grant til øverstbefalende for nordstatshærene. Grant begyndte at udnytte nordstaternes overlegenhed i mænd og materiel til at nedslide sydstaternes ressourcer.

Grant kom fra langt mere beskedne kår end Lee, men da han var 17 år, kom han på officersskolen West Point. Fire år senere blev han færdig som nummer 21 ud af en klasse på 39. Efterfølgende havde han en langt fra spektakulær militær karriere, som han i 1854 afsluttede for at prøve lykken i det civile liv. Inden han trak sig fra militæret havde han opbygget et rygte for at være alkoholiker, noget som han fortsatte med i det civile liv, og et rygte som hang ved ham, da Borgerkrigen brød ud og han vendte tilbage til militærtjeneste.

Gennem en række forfremmelser, og succeser på den vestlige front kom Grant op som den øverste general i Unionshæren. Hans strategi til at besejre fjenden havde samme karakteristika som manden selv: simpel, med en snært af brutalitet suppleret af genialitet. Lincoln havde endelig fundet den general, som kunne lede Unionen til sejr, og som var villig til at bære ansvaret for den nådesløse udmattelseskrig som syntes nødvendig. Da nogen gjorde Lincoln opmærksom på Grants formodede alkoholisme, skal Lincoln have udbrudt: ”Så find ud af hvad han drikker, så skal jeg sende en tønde til alle mine generaler! Det lader til at være effektivt.”

Med sin magt som absolut øverstbefalende over alle Unionens hære, koordinerede Grant indsatsen på alle fronter. Sydstaterne skulle mærke effekten af moderne industrialiseret krig, baseret på store hærstyrker, moderne våben og kampagner også rettet mod civilbefolkningen. Over det næste år kæmpede Unionshærene sig gennem sydstaterne, indtil situationen i april 1865 var umulig for Lee i Virginia. Da general Lee overgav sig, gav det signalet til de øvrige sydstatshære til at overgive sig – og krigen kunne slutte.

Betingelserne for overgivelse/forsoning
Da de to herrer ankom til Appomattox Court House var de to generaler ikke klædt på, så det passede til deres respektive roller som sejrherrer og besejret. I stedet passede det til deres baggrund og personligheder. Lee som den klassiske sydstats gentleman var klædt i fin ny uniform – i upåklagelig stand – med guldskærf rundt om livet, med en elegant sabel ved siden. Da Grant ankom var han iklædt sin daglige uniform, som faktisk blot var en almindelig soldateruniform, ikke en flot officersuniform syet hos de fashionable skræddere nordpå. Hans støvler og bukser var mudrede og var det ikke for de tre stjerner på hver skulder, ville man have haft svært ved at identificere ham som øverstbefalende for den sejrende side.

Da betingelserne for overgivelsen blev dikteret, var der ikke tale om, at Lincoln regeringen ønskede at straffe hele den sydlige del af USA for Borgerkrigen. Selvfølgelig skulle de øverste ledere sættes for dommere, men de sydlige stater og deres befolkninger skulle endnu en gang være en del af Amerikas Forenede Stater, og derfor skulle der vises en høj grad af forsoning i betingelserne.

Grant beordrede derfor, at alle soldater i sydstaterne skulle aflevere deres geværer, men måtte tage deres heste og muldyr med hjem, således at de kunne bruge dem til at genopbygge deres ejendomme efter krigen. Ligeledes fik officererne lov til at beholde deres sværd, et tegn på respekt da slagne fjender eller traditionelt skulle overgive deres sværd til sejrherren. Disse betingelser blev set som et godt udgangspunkt for forsoningsprocessen.

De to officerer skiltes, og da Lee red væk fra bygningen, på sin trofaste hest Traveller, gjorde Grant, hans officerer og soldater i området honnør for deres nu tidligere fjende. Respekten var stor for Lee, og hvad han havde udrettet, også hos dem det var gået ud over.

Den forsonings og helingsproces, som blev sat i gang ved Appomattox Court House, blev i høj grad hæmmet, da Abraham Lincoln blot fem dage senere blev myrdet i Fords Theater i Washington. Mange af hans tanker om en ”rekonstruktion” af Unionen gik tabt, og blev brikker i politiske spil, som kom til at præge eftertidens sydstater. Samtidig hæmmede det opgøret med racediskrimination, som Lincoln ellers håbede at fortsætte efter krigen. Arrene fra den tid er stadig synlige den dag i dag, og det er ikke til at sige hvornår eller hvis de heler.