Rand Paul vil tage landet tilbage, nok en gang

Helt som ventet, meddelte Kentucky-senator Rand Paul i går, at han går efter at blive Barack Obamas afløser i Det Hvide Hus. Det bliver han næppe, men mange græsrødder har et godt øje til den tidligere øjenlæge, som derfor kommer til at spille en central rolle i primærvalgkampen

Af Anders Agner Pedersen, redaktør, og Mirco Reimer, nyhedschef

Endnu en republikansk senator meldte sig i går ind i præsidentræset, da Rand Paul – helt som forventet – meddelte, at han gerne vil være amerikansk præsident. Det skete, nøjagtig som da han offentliggjorde sit kandidatur til senatsvalget i 2010, nemlig at det var tid til at tage landet tilbage.
Dermed slutter han sig til feltet, der i skrivende stund kun tæller Texas-senatoren Ted Cruz, men som forventes at vokse sig markant større i løbet af de kommende uger.
52-årige Rand Paul er på flere områder en kandidat lidt i type med Ted Cruz. Begge er de i gang med deres første valgperiode som senatorer. Begge har de begrænsede chancer for at vinde den republikanske nominering. Begge kan de tale til græsrødderne på en måde, som især Jeb Bush har svært ved. Og begge vil de komme til at spille centrale roller i primærvalgkampen, selv om de altså næppe kommer til at vinde den.

Der er mange, endda rigtig mange, rundt om i det republikanske bagland, der er glade for Rand Paul. Ved adskillige prøvevalg i det forgangne år, har Paul enten vundet eller været i top tre. Og hver gang CPAC eller andre konservative samlinger har fundet sted, har Rand Paul været blandt de talere, der har høstet de største bifald.
Rand Paul kan nemlig det, som en af favoritterne til den republikanske nominering, Jeb Bush, har svært ved; han begejstrer kernesegmentet i det republikanske parti. Når han taler dunder om den føderale regering, kan det få smilene frem hos selv den mest sammenbidte republikaner. Og i det hele taget har han vist sig som en mand, der forstår at appellere til basen i sit parti.
Så langt, så godt for Rand Paul. Men når han alligevel næppe går hele vejen og bliver manden, Republikanerne sender i arenaen mod Hillary Clinton, så er det dels fordi han på flere områder ikke ligger helt i tråd med sit parti. Dels på en række indenrigspolitiske områder, men især hvad angår udenrigspolitikken. Her mener Paul, at en langt højere grad af amerikansk isolationisme ville være hensigtsmæssigt, hvilket flugter dårligt med den linje, partiet er kendt for at repræsentere. Og i en valgkamp, hvor netop udenrigspolitik vil blive et tema, grundet fru Clintons fortid som udenrigsminister, er det et område, hvor Paul er i mindretal.

Når Rand Paul alligevel kommer til at spille en central rolle i primærvalgkampen, så er det fordi han netop er det, som han i går lancerede sig selv som værende, nemlig ‘a different kind of Republican’. Han er anderledes i sin tilgang til politik end mange af de andre republikanske kandidater. Han er anderledes i sit politiske udgangspunkt på flere fronter end sine partifæller. Nogle vil sågar hævde, at han på nogle områder slet ikke burde være republikaner, men at han dog trods alt passer bedre ind der, end hos Demokraterne.
Men netop fordi han er anderledes og netop fordi han ved, hvordan han skal please det republikanske kernesegment, vil han komme til at holde længere end flere af de andre kandidater, der formentlig heller ikke kan besejre enten Jeb Bush eller Scott Walker. Hvordan han så til den tid har tænkt sig at tage sig betalt for sin støtte, må tiden vise.

Rand Paul har meldt sig ind i kampen om at blive amerikansk præsident. Og selv om han næppe bliver det, så kommer han på sin egen måde til at sætte sit præg på matchen. Til supporternes udelte begejstring.