Detroit – byen, hvor livet engang var værd at leve

En af de byer, der er blevet hårdest ramt af krisen er Detroit i Michigan. Anders Agner Pedersen tog til den engang så stolte bilby, der i dag mest er kendt for høj arbejdsløshed og filmen 8 Mile. Læs uddrag af Detroit-kapitlet fra ‘Glimt Af Amerika’ her.

’Har du nogen våben med?’
Jeg smilede et af den slags smil, hvor man faktisk ikke rigtig er klar over, om man smiler, fordi det, der lige er blevet sagt er sjovt, eller om man smiler, fordi det er grotesk. Men der var bestemt ikke noget at smile af. I hvert fald ikke ifølge min ven Mikes mor, som i ramme alvor havde stillet spørgsmålet, da hun hørte at jeg skulle til Detroit. Først havde hun rystet på hovedet og sendt mig et opgivende blik. Men godt, når jeg nu absolut ville dertil, så var spørgsmålet om våben nærliggende at stille.
’Nej, det havde jeg egentlig ikke lige tænkt var nødvendigt’ prøvede jeg småjokende at svare, i et stille håb om, at det kunne lette en pludselig akavet stemning. Det lykkedes på ingen måde, men Mike kom mig dog til noget, der mindede om undsætning.
’Det er sgu ikke nogen dårlig ide at have et eller andet med, så du kan forsvare dig. Om ikke andet, så i hvert fald en peberspray. That place is rough, man!’

Jeg havde stadig lidt svært ved lige at adoptere deres bekymringer. De fik det til at lyde, som om jeg var på vej ind i en krigszone. Og jeg skulle trods alt bare til Detroit. En god times flyvning fra New York, hvor jeg boede på det tidspunkt. Og hvor jeg havde tilbragt et par dage hos Mike og hans familie, inden turen gik mod den engang så stolte bilby i Michigan. Jeg ville til Detroit for at forstå dybden af den krise, der på det tidspunkt havde stået på i godt og vel halvandet år. For at forstå den håbløshed, der prægede USA. Og for at forstå den situation, som de mange tusinder, der havde mistet deres job nu stod i. Der var også masser, der havde mistet deres job i New York. Men intet sted i USA var så hårdt ramt som Detroit på det tidspunkt. Den formelle ledighedsprocent for byen lå på det tidspunkt omkring 15 procent, men det reelle tal var ifølge eksperterne nok snarere omkring de 25.

’Jeg lover, at jeg nok skal passe på mig selv’ hørte jeg mig selv sige flere gange, dog uden det så ud til at have nogen specielt beroligende effekt på hverken Mike eller hans mor. Måske var det naivt, men jeg havde faktisk ikke skænket det en tanke, at det kunne være farligt at tage til Detroit. Hvad præcist jeg havde troet, ved jeg faktisk ikke. Men i hvert fald ikke, at det kunne være farligt. Måske nok snarere, at det nok aldrig blev et af de steder, hvor jeg frivilligt rejste hen på ferie eller slog mig ned en dag. Men dog stadig et sted, som det ville være lærerigt at besøge. De mange advarsler fra Mike og familien havde dog gjort indtryk og rumsterede rundt i mit baghoved, da jeg næste morgen steg om bord på flyet mod Detroit.

Det sneede, da flyet landede i den store lufthavn, et godt stykke uden for Detroit. Og selv om jeg normalt ikke havde noget problem med at tage offentlig transport, var det måske ikke lige stedet at begynde at eksperimentere med diverse busser og tog. Jeg gik derfor i retning af taxaerne foran terminalen og prajede en vogn. Hurtigt steg chaufføren ud og hilste. ’Hello, sir. Downtown?’ Jeg nikkede. Jeg havde hjemmefra booket et hotel i det centrale Detroit, kun et par gader væk fra General Motors hovedkvarter. Jeg satte mig ind på det højre bagsæde, mens jeg noterede mig, at det var en yderst velklædt chauffør med både blazerjakke og skjorte. ’Er det første gang, du er i Detroit?’ spurgte han, mens bilen rullede ud fra lufthavnsområdet og ud på motorvejen.
’Det er det. Jeg er journalist fra Danmark. Jeg er her for at skrive en historie om den høje arbejdsløshed.’ ’Danmark? Var det jer, hvor den der flyver med ham fyren med skobomben var fra?’
’Nej, den var vist fra Holland, tror jeg.’
’Alright. Nå, men du er her for at skrive om arbejdsløshed?’
’Lige præcis. Jeg har ikke været her før, men det er jo ikke nogen hemmelighed, at krisen har ramt Detroit hårdt.’
’You bet, man. You bet.’
Jeg kiggede lidt ud af vinduet. Det sneede fortsat tæt, men jeg kunne dog ikke undgå at bemærke de mange faldefærdige ejendomme, vi passerede. Enten var vinduerne smadrede eller også var der sat spånplaner for. ’Hvordan påvirker alt det her dit liv?’ spurgte jeg, mens vi kørte forbi en fabrikshal med ødelagt facade. ’Well… I snart 30 år har jeg drevet et stort entreprenørfirma med min bror. Det gør vi for så vidt stadig. Der har bare ikke været nogen opgaver det seneste halvandet år. Så vi har ikke nogen ansatte længere. Dem måtte vi fyre. Og jeg prøver så at tjene nogen penge ved at køre folk til og fra lufthavnen. Mest forretningsfolk.’
’Har du altid boet i Detroit?’
’I hvert fald hele mit voksne liv. Så det er mere end 30 år nu. Men det har aldrig været så slemt, som det nu. Heldigvis er det kun min kone og jeg. Børnene er flyttet hjemmefra. Ellers havde det sgu været vanskeligt at få enderne til at mødes. Ikke at det er nemt nu, men du ved, hvad jeg mener.’
Jeg nikkede. Hans historie gjorde indtryk og jeg begyndte at forstå den håbløshed, mange af de lokale dagligt oplevede.
’Har I ikke overvejet at flytte væk fra Detroit til et sted, hvor der var bedre muligheder for at få noget at lave?’ ’Tro mig, hvis det var en mulighed, så havde vi gjort det. Men det kan vi ikke. Problemet er, at vores hus har mistet så meget værdi, at vi ikke kan sælge det. I hvert fald ikke uden at gå fallit. Og der er jo heller ikke nogen, der kan eller vil købe noget i øjeblikket.’
’Så du kan ikke gøre ret meget andet end håbe på bedre tider?’
’Noget i den stil.’

Læs hele Anders Agner Pedersens Detroit-kapitel i ‘Glimt Af Amerika’, der udkom fredag den 27. marts 2015 på Forlaget Rosenkilde. Og mød Anders, når han sammen med fire andre bidragydere, præsenterer ‘Glimt Af Amerika’ i Politikens Boghal onsdag den 1. april kl. 18.30