Irakisk offensiv i krigen som Obama ikke vil

Mandag indledte irakiske styrker, støttet af militser, en offensiv mod byen Tikrit for at fravriste byen fra Islamisk Stat. Offensiven bliver en afgørende test af de irakiske styrker, inden de skal prøve at indtage byen Mosul. Problemet er, at forholdet mellem den irakiske ledelse og USA er kølet på det seneste, og ingen ved, hvorvidt sekteriske forskelle kan afhjælpes.

En af de mest grundlæggende forudsætninger for USA’s engagement i kampen mod Islamisk Stat har fra starten været, at man ikke ønskede at engagere kamptropper på jorden, ”boots on the ground”. Det betyder, at ansvaret for operationer ligger hos de irakiske og kurdiske styrker, som skal udnytte det pres, som koalitionens luftoperationer lægger på Islamisk Stat (IS).

Men denne måde at føre kampen mod IS på – kun fra luften og forlade sig på den irakiske regering og styrker – giver også klare problemer.

For koalitionens luftbombardementer kan kun bidrage til en militær sejr over IS. Men den politiske forsoning og forandring som er nødvendig i Irak for at fjerne det grundlag, som IS har brugt til at konsolidere sig, kan kun afhjælpes af irakerne selv – der kan kampfly ikke hjælpe. Over den seneste tid har man set nogle tegn, som virker bekymrende i forhold til denne forsoning.

Shiamuslimske militser har udgjort en central del af den irakiske styrke, som er gået i gang med offensiven, og disse militser er støttet af Iran, gennem våbenleverancer og uddannelse fra den iranske Revolutionsgarde. Derudover er forholdet mellem den irakiske regering og USA blevet noget afkølet på det seneste pga. udmeldinger fra amerikanerne angående Iraks evner og tidshorisonter for at indlede en offensiv mod IS.

Sekteriske udfordringer

En af de centrale årsager til den succes, som IS oplevede i foråret og sommeren 2014 i det vestlige og nordlige Irak, var funderet i sekteriske problemer, og den undertrykkelse som mange sunnimuslimer oplevede fra den shia-dominerede regering. Denne undertrykkelse har inkluderet politisk eksklusion og dødspatruljer, støttet og direkte anvendt af den irakiske regering. IS formåede at præsentere sig som et alternativ til den irakiske regering, et alternativ som mange sunnimuslimer så som værende bedre end den shiamuslimske regering.

Hvis ikke den irakiske regering gennem den kommende offensiv formår at vise overfor lokalbefolkningen, at de ikke længere vil være ofre for sekterisk undertrykkelse, så vil utilfredsheden bestå. Hvis man lader det ske, så vil grundlaget for et nyt oprør mod centralregeringen i Bagdad ligge latent i befolkningen, indtil en ny bevægelse formår at udnytte utilfredsheden.

For at undgå dette, er det nødvendigt med politiske reformer, som i højere grad afskaffer det flertalstyranni, som den tidligere shiamuslimske regering under Maliki etablerede. Desuden skal man have kontrol over de shiamuslimske dødspatruljer, som har hærget i sunnimuslimske områder.

Det mest frustrerende aspekt af alt dette for Obama er, at han ikke har nogen direkte kontrol over denne del af indsatsen. Det er helt op til den irakiske regering at få sat gang i den politiske proces og få kontrol over militserne. Man har selvfølgelig nogle ting, man kan presse den irakiske regering med – militær eller finansiel støtte – men i sidste ende er det irakerne selv, som skal tage beslutningen.

Militære problemer

Opgaven med i første omgang at tilbageerobre byen Tikrit og senere på foråret Mosul, vil højst sandsynligt vise sig som en kæmpe udfordring for den irakiske hær. Over det seneste års tid har irakerne og kurdiske styrker i nord modtaget træning fra amerikanske soldater, samt soldater fra andre koalitionslande herunder Danmark. Træningen har skullet sætte hæren i stand til at skubbe IS tilbage, under en paraply af koalitionens luftstyrker.

Langt hen af vejen må den irakiske hær dog klare sig selv, når det kommer til kampene i byerne Tikrit og Mosul. I sådanne bykampe er der større risiko for civile tab end ved kampe i ørkenen udenom byerne. Det begrænser også den måde, man kan anvende luftstøtte og tunge våben – selvfølgelig forudsat, at man søger at begrænse skaderne mest muligt. Hvis man ikke går så meget op i de ødelæggelser man potentielt kan forvolde i byen, så er bykrig pludselig meget mere simpel. Men fordi det er så vigtigt at sikre befolkningens støtte, og i det her tilfælde overbevise folk om at der er tale om en befrielse, så skal man fokusere på at begrænse skader. Det vil sætte store krav til de irakiske soldater, som dermed potentielt står overfor opgaven at rydde Iraks næststørste by – hus for hus.

Amerikanernes erfaringer med bykrig i landet kommer især fra byen Fallujah, hvor amerikanske styrker af flere omgange måtte rydde byen for medlemmer af al Qaeda. I løbet af den største af de to operationer anslår man, at 20% af Fallujah blev ødelagt, og 200.000 mennesker måtte flygte fra byen. Sådanne tal bør det irakiske militær i videst muligt omfang undgå, for at vinde befolkningens tillid. Det gøres ikke ved at ødelægge 20% af byen.

Forholdet mellem Irak og USA

Hvad der i høj grad må frustrere Obama i disse dage er, at den indflydelse, som USA og koalitionen måtte have, lader til at være dalet. I den nye offensiv mod Tikrit er det nemlig ikke amerikanske rådgivere, som følger de irakiske styrker, men iranske. Det lader til, at Iran har fået en større rolle i den nye offensiv, end amerikanerne måtte kunne ønske sig. Det besværliggør nemlig den sekteriske forsoning, ved at det shiamuslimske Iran fortsat vil favorisere shiamuslimer i Irak, og dermed mere eller mindre indirekte lade den sekteriske opdeling af Irak fortsætte. Hvis Irans indflydelse fortsætter over foråret og sommeren i de medfølgende offensiver, kan det dermed være med til at forhindre forsoningen i Irak.

Det seneste, som har frustreret forholdet mellem de to lande, er den amerikanske offentliggørelse af en potentiel offensiv i april eller maj for at tilbageerobre Mosul fra IS. Dette blev gjort klart ved en pressekonference ved den amerikanske Central Command med ansvar for amerikanske operationer i Mellemøsten.

Fra irakisk side kom svaret prompte. Det skulle amerikanerne overhovedet ikke blande sig i, og for øvrigt så skulle de nok selv bestemme, hvornår de var klar til en offensiv mod Mosul. Den amerikanske reaktion har efterfølgende været at hive så meget i land som muligt, hvilket er kulmineret med, at den nyudnævnte forsvarsminister Ashton Carter har været ude og beklage udtalelserne og kalde dem ”en fejl”.

Amerikansk optimisme

Noget af det første, som Ashton Carter gjorde, da han var blevet forsvarsminister, var at tage på en rundtur til de to områder, hvor amerikanske tropper i øjeblikket er engageret: Irak og Afghanistan. Da han tog videre fra Afghanistan, tog han til Kuwait, hvor han samlede en række generaler og diplomater, som står for de daglige operationer mod IS. Mange medier gjorde meget ud af dette møde, for det var bemærkelsesværdigt, at den nye forsvarsminister så hurtigt tog til Mellemøsten og talte med sine generaler om strategien.

Konklusionen var dog så forudsigelig (strategien er god og virker), at det, som gjorde mest indtryk på medierne ved mødet, var at Carter valgte at gøre op med militærets nærmeste maniske forhold til Power Point. De inviterede generaler blev specifikt forbudt at benytte sig af Power Point og talepapirer i deres præsentationer, simpelthen for at gøre dem bedre i stand til at tænke ud af boksen. Om dette eksperiment vil brede sig og vinde indpas i militæret er endnu uvist, men i givet fald må man så også antage, at der nu befinder sig snemænd i helvede.

Carters positive udmeldinger bunder i, at IS’ fremrykning er standset, og flere steder skubbet tilbage. Problemet er, at man nu står overfor kolossale udfordringer med bykampe og en befolkningsgruppe, som muligvis ikke ser de irakiske styrker, som de befriere vi fra Vestens side godt vil have de skal være.

Hvis ikke man får en løsning på de sekteriske problemer i landet, kan man risikere, at endnu en konflikt kan bryde ud på et senere tidspunkt mellem landets shia- og sunnimuslimer. Spørgsmålet er så bare, om der på det tidspunkt vil være en organisation som IS, som vil fordre amerikansk intervention, eller om landet vil få lov til at sejle i sin egen sø – ligesom Obama formodentlig i øjeblikket ville ønske, han kunne gøre.