Vi har næppe set det sidste til Petraeus

Der har været stille om den skandaleramte general David Petraeus, efter han måtte træde tilbage som CIA-chef. Spørgsmålet er, om hans utroskab har skadet hans omdømme i en sådan grad, at det udelukker et comeback. Eller om generalen blot er sendt midlertidigt i skammekrogen

Det var noget af en bombe, da det i efteråret kom frem, at den populære og respekterede general David Petraeus, trådte tilbage som chef for CIA som følge af utroskab. Chokbølgerne gik tværs over såvel Washington D.C. som resten af USA.
I Petraeus havde amerikanerne en militær supermand, som fik både demokrater og republikanere til at lette på hatten. Flere talte endda om, at Petraeus kunne være en mulig præsidentkandidat på et tidspunkt og om ikke andet så i hvert fald en oplagt forsvars- eller udenrigsminister. Spekulationer, der kun tog yderligere til i styrke, da forfatteren Paula Broadwells Petreaus-biografi ’All In’ udkom. Som komikeren Jon Stewart fra The Daily Show udtrykte det efter at have læst bogen:
“The controversy here is: is he awesome, or incredibly awesome!”

Da det siden hen kom frem, at Petraeus havde været sin kone utro med netop Broadwell, var generalen ikke længere helt så ‘awesome’, og han røg direkte fra Langley i skammekrogen. Og der har han ellers befundet sig lige siden. Og der skal han med stor sikkerhed befinde sig noget tid endnu. Af flere grunde.
For en ting er, at Petraeus’ ry og rygte har fået ridser i lakken som konsekvens af affæren med Paula Broadwell. Ridser, der ikke går væk lige med det samme. Men den helt store ubekendte lige nu er, hvorvidt han ulovligt har videregivet hemmelige informationer til Broadwell. Hvis han har, så vil det potentielt set kunne ødelægge hans rygte og dermed også sætte en stopper for et eventuelt comeback.

Petreaus som præsident
Hvis det ikke er tilfældet, så er det tvivlsomt, om det vil have den store betydning på længere sigt for hans eftermæle. For Petraeus er stadig en af de mest indflydelsesrige officerer i moderne amerikansk militærhistorie. Under hans ledelse fik en gruppe af officerer og akademikere vendt det amerikanske forsvar til at omfavne COIN som vejen ud af situationen i Irak. En bedrift, som kun har kunnet lade sig gøre på grund af Petraeus og hans enestående evner til at manøvrere i de amerikanske militære og politiske miljøer.

Han har stået i spidsen for to fejlslagne krige og fået æren for at stabilisere i hvert fald den ene. Hans prestige i Washington D.C. har været enorm som konsekvens af dette, og især Republikanerne har øjnet muligheden for, at Petraeus kunne gentage Eisenhowers manøvre fra starten af 1950’erne og gå fra højt dekoreret krigshelt direkte ind i Det Ovale Værelse. Selv afviste Petraeus dog selv, at han skulle gå med sådanne ambitioner, men omvendt er det tilfældet med de fleste præsidentkandidater indtil den dag, de rent faktisk offentliggør deres kandidatur.

Den indflydelsesrige general
Havde det ikke været for Broadwell-affæren og den efterfølgende skandale, havde verden ellers ligget for Petraeus’ fødder. Som general står han som en af de mest indflydelsesrige militære skikkelser i USA i nyere tid, og billedet af ham er præget af lige dele myte og fakta. Han har haft en helt særlig evne til at manøvrere i det militære hierarki og senere hen i det politiske miljø i Washington. Denne evne har gjort, at han og de øvrige såkaldte COINdinistas, kunne få indflydelse, og stå i spidsen for de forandringer i den amerikanske hærs tankegang om krig, som vi har set i det seneste lille årti. Disse forandringer skulle til for at give hæren et doktrinært fundament, som den manglede, for at kunne håndtere situationen i Irak, da det stod allerværst til.

Første generation efter Vietnam-krigen
Petraeus er ‘vokset op’ i den amerikanske militære organisation som en del af den første generation af officerer, der ikke havde direkte erfaring fra Vietnam. Petraeus og hans generation af officerer har dermed kun været præget af de lektier, som andre havde taget med fra deres oplevelser i Vietnam og som prægede den amerikanske hær umådeligt efter tilbagetrækningen fra Vietnam.
Disse lektier førte til et singulært fokus på konventionel krig mellem store hærstyrker på hver deres side af en front.

Petraeus’ karriere har været præget af en villighed til at gå imod de uskrevne regler og konventioner, der herskede i den amerikanske hær efter Vietnam-krigen.
Allerede fra sin tid på officersskolen skilte Petraeus sig ud fra flokken. Da han blev færdig på officersskolen West Point, valgte han fodfolket som sin våbengren, på trods af, at de officerer, som sluttede i toppen af deres klasse, traditionelt valgte kampvognene eller artilleriet som deres våbengren.
Han valgte senere hen at forfølge en akademisk karriere i et forsvar, hvor militære kernekompetencer blev værdsat over alt andet og en civil akademisk uddannelse blev set ned på som unødvendigt tidsspilde. For at gøre ham endnu mere kontroversiel, så har et af hans fokus områder gennem karrieren været, hvilke lektier den amerikanske hær lærte af Vietnamkrigen. Et andet af hans fokus områder var teorier om oprørsbekæmpelse (kaldet counterinsurgency i militær terminologi, og forkortet til COIN), et emne, som den amerikanske hær havde valgt at fornægte efter Vietnamkrigen.

Gennem sin karriere har Petraeus haft ry for at have meget skarpe rundsave på albuerne og være hensynsløs i sin jagt på forfremmelse, hvilket har gjort ham upopulær i visse kredse af militæret. I andre kredse har han opnået en status som en gavmild mentor for yngre officerer med samme meninger og ambitioner som ham selv.

Nummer et i alt
General Petraeus har haft en bemærkelsesværdig karriere, der bringer ham op blandt de mest indflydelsesrige militære ledere USA har set.

Han blev færdig på officersskolen West Point i 1974, hvor han var blandt de bedste i sin klasse. En særlig begivenhed fra Petraeus’ tid ved West Point var, at han her mødte sin kone Holly, som han blev gift med i 1974. Det helt specielle var, at hun var datter af rektoren for West Point. Ingen udfordring for en ambitiøs ung mand som uforbeholdent forfulgte et mål, så snart han havde sat sig det.

Efterfølgende har Petraeus udmærket sig i alt, hvad han har rørt ved. Han bestod som nr. 1 i sin klasse på Ranger School og sluttede ligeledes som nr.1 ved U.S. Command and General Staff College (ud af 1000 officerer) og beviste dermed, at han mestrede både de praktiske og boglige aspekter af militærlivet.
For lige at toppe sine bedrifter tog Petraeus en kandidatoverbygning og Ph.d. ved Princeton University i International Relations. Begge dele blev selvfølgelig nået på bare to år, da det var al den tid, Petraeus kunne afsætte til at være uden for militæret.

Petraeus’ akademiske uddannelse var dog ikke betingelsesløst karrierefremmende. I et militær, hvor militære kernekompetencer blev værdsat over alt andet efter nederlaget i Vietnam, var det ikke nødvendigvis velset at tage en civil akademisk uddannelse. Det var altså en satsning af Petraeus i forhold til hans videre militære karriere at tage flere år ud for at få en akademisk grad. Det var dog en satsning, som Petraeus mente skulle til for at give ham en mere komplet forståelse af sit job som officer.

Myten Petraeus
Billedet af Petraeus indenfor militæret og i den brede offentlighed har dels været bevidst orkestreret af ham selv dels skabt af en nysgerrighed fra offentligheden og medier. Der skal da heller ikke herske tvivl om, at Petraeus har gået meget op i sit image. Det var et råd fra en af hans tidlige mentorer, General Galvin, at han skulle vælge hvilket image, han ville have, og så leve op til dette billede. Folks fantasi og nysgerrighed ville så opbygge ham til en myteskikkelse. Tidligere eksempler på sådanne myter er General Patton og hans to elfenbensbefæstede revolvere, General Grant og hans cigarer, og General MacArthur og hans pibe og solbriller. Et sådant image skulle Petraeus også opbygge.

Myten om Petraeus omfatter ikke blot hans karrieremæssige præstationer, men også fantastiske personfortællinger. Især en historie har gjort indtryk på folk. Historien om dengang Petraeus blev ramt af et vådeskud gennem brystkassen, og hvor han få dage efter sin operation lavede 50 armbøjninger på gulvet ved siden af sin seng for at overbevise lægerne om, at han skulle udskrives. Det er sådanne historier, myter er gjort af.

Rise to fame – Petraeus efter 11.september
Perioden efter 11.september har været en tid hvor Petraeus er gået fra at være et ukendt navn til at have heltestatus i almindelige amerikaneres bevidsthed.

Petraeus deltog i Irakkrigen som divisionschef for den berømte 101st Airborne (kendt fra ‘Kammerater i Krig’ serien). Her opnåede han et ry for at have ført den mest succesfulde administration af sit ansvarsområde i den indledende fase af besættelsen af Irak. Det var første led i Petraeus’ vej til offentlig berømmelse.

Fra 2005-2007 var Petraeus ansvarlig for udfærdigelsen af den første COIN feltmanual, som skulle forklare, hvad det amerikanske forsvar skulle gøre i en COIN konflikt. Denne feltmanual skulle komme til at definere USA’s krige i Irak og Afghanistan i årene fremad og dermed gå imod 30 års lærdom i det amerikanske forsvar om, hvor dårlig en idé COIN var.
Indholdet i COIN, som fremført under Petraeus i hans tid som chef for doktrinudvikling ved US Combined Arms Center, fandt vej til Præsident Bush og hans sikkerhedsrådgivere, og de tanker kom til at ligge til grund for den troppeforøgelse som Bush beordrede i 2007 med Petraeus som øverstbefalende.

I spidsen for en fejlslagen krig
På det tidspunkt da Petraeus kom til Irak som øverstbefalende, var situationen præget af et oprør mod regeringen, og samtidig rasede en borgerkrig mellem de etniske grupperinger i landet. En situation som det amerikanske forsvar ikke havde noget svar på. Det var her den nye COIN manual og Petraeus kom til at gøre en forskel.
Efter troppeforøgelsen i Irak noterede man et fald i volden, og Petraeus, og de idéer om COIN som blev forbundet med ham, fik æren for denne fremgang. Som konsekvens blev den nye COIN feltmanual omfavnet som en ny bibel. Hermed var grundlaget lagt for Petraeus’ nationale heltestatus.

Amerikanere idoliserer deres succesfulde generaler, men Petraeus var ikke bare en succesfuld general – han blev set som den, der havde reddet USA’s ære ved at stabilisere situationen i Irak. Og han øvede indflydelse på en hel generation af officerer, som har gjort deres erfaringer i Irak og Afghanistan krigene.

Efter sin yderst succesfulde tid som øverstbefalende i Irak blev Petraeus gjort til chef for alle amerikanske styrker i Mellemøsten, og i 2010 afløste han General Stanley McChrystal i Afghanistan på posten som NATO’s øverstbefalende. Petraeus gik på pension fra militæret i 2011 for at kunne overtage posten som direktør for CIA. Som direktør for CIA har Petraeus stået i spidsen for Obamas dronekrig mod Al Qaeda, indtil han måtte trække sig på grund af sin affære med forfatteren Paula Broadwell.

Hvad nu Petraeus
Det er altså ikke en hr. hvem-som-helst, der måtte forlade CIA med hovedet bøjet i vanære. Derfor er spørgsmålet også, hvorvidt han rent faktisk er en færdig mand i amerikansk politik. Det behøver han som nævnt ikke nødvendigvis at være, men vejen tilbage til magtens inderste cirkler bliver ikke let. Hvis Petraeus gennemgår en ‘renselsesproces’ efter sin affære, der tilfredsstiller de amerikanske vælgere, vil hans militære karriere være mere end tilstrækkeligt til at bevare hans rygte og åbne for en ministerpost, hvis han skulle ønske det.

Så det er et meget åbent spørgsmål, om man har set det sidste til General Petraeus på trods af hans udenomsægteskabelige affære. Meget kan jo ske i amerikansk politik. Bill Clinton kom jo tilbage, men det er en helt anden historie.