Hillary-i-modvind@2016.help

Hillary Clinton er kommet under heftig beskydning. Beskyldningerne om hemmelighedskræmmeri, udenlandske pengedonationer, og urent trav fra Clinton-lejrens side, vil ingen ende tage. Og den gamle sang om, hvorvidt man nu også kan stole på Hillary og Bill Clinton, kører nu på repeat igen. Til stor skade for fru Clinton og hendes præsidentplaner.

Af Anders Agner Pedersen, redaktør, og Mirco Reimer, nyhedschef

Det er næppe, fordi hverken Bill eller Hillary Clinton har klappet i hænderne af fryd, da de i morges så forsiden af New York Times. Tværtimod er det nærliggende at antage, at eder og forbandelser er fløjet gennem Clinton-residensen i en kombination af raseri, frustration og fortvivlelse over dagens forside. For det er, hvad Kurt Thyboe ville kalde ’en højre fra helvede’, der har ramt Clinton-ægteparret og Hillary i særdeleshed, denne tidlige forårsdag 2015.

For det er så langt fra småting, Hillary (og Bill) bliver angrebet for i dagens avis. Hvorfor har Hillary brugt sin private mail i sin tid som udenrigsminister og ikke den officielle mailkonto, som det ellers er kutyme? Hvad er det for forbindelser, der er til Clinton-ægteparret og de udenlandske donationer? Hvad er det, Billary har at skjule? Og er vi nok engang vidne til en Clinton-historie, hvor der kan sås alvorlig tvivl om parrets troværdighed?

Troværdigheden under angreb igen
For at starte med det sidste først. Ja, vi er nok engang vidne til et frontalangreb på Clinton-parrets moral og troværdighed. Hvilket så langt fra er første gang. Helt tilbage fra parrets tid i Arkansas, hvor Bill var guvernør, har der floreret historier om parrets gøren og laden. Whitewater-skandalen kan stadig få det til at løbe koldt ned af ryggen på alle i Clinton-lejren, og der skal nok være mere end et par af de trofaste Clinton-støtter, der i disse timer tænker: ’Det er simpelthen løgn! Det sker bare ikke igen!’ Men jo, det sker igen. Og det går bestemt ikke væk lige med det samme. For det er ikke kun pressen, der lugter blod. Det gør Republikanerne i høj grad også.

Jorden ryster i Hillary-land
Og det er i bedste fald katastrofalt for Hillary Clinton, og passer så langt fra ind i den eventyrfortælling, der ellers længe tegnede sig om fru Clinton og hende 2016-planer.

For der var engang en tidligere førstedame, som gerne ville være præsident. Det vil hun stadig. Efter hun havde bestridt posten som udenrigsminister og havde forladt embedet med høje `approval ratings`, tænkte hun, at det ville være smart at køre en skyggekampagne så længe som muligt, alt imens Republikanerne kunne gå i kødet på hinanden. Dermed ville vejen tilbage til Det Hvide Hus blive meget nemmere. Hillary Clinton levede i bedste velbefindende i denne tankegang – indtil realiteterne og den dårlige presse lige pludselig ramte skyggekampagnen. Og fik jorden til at ryste i Hillary-land.

Først kunne amerikanske medier berette, at talrige udenlandske regeringer – med mildest talt beskedne CV’er på menneskerettighedsfronten (en af Hillarys mærkesager) – har doneret adskillige millioner Dollars til familiens filantropiske fond, The Clinton Foundation, efter Hillary forlod posten som udenrigsminister. Men ikke nok med det. The Washington Post kan nu også fortælle, at mindst syv regeringer har doneret penge til The Clinton Foundation, mens Hillary sad som udenrigsminister. Et klokkeklart brud på de betingelser, præsident Obama havde ansat Hillary under, da hun blev udenrigsminister.

Sagen er ikke kun dårlig for Hillary og hendes omdømme i det demokratiske parti – hvor hun af især venstrefløjen i forvejen kritiseres for at være for tæt på Wall Street og rigmændene – men også holder potentielle donorer væk fra Clintons superpac, USA Action.

Republikanerne fryder sig
Republikanerne har selvfølgelig ikke forsømt en mulighed for at påpege, at der kan være tale om en interessekonflikt, som stiller Hillary dårligt til at bestride posten som amerikansk præsident. Som den republikanske senator Ted Cruz sagde under sidste uges CPAC konference: “We could have had Hillary here. But we couldn’t find a foreign nation to foot the bill.”

Og det stopper ikke her. I går kom der så endnu en historie oveni, som yderligere er med til at forvandle eventyrfortællingen til en kombination af tragedie og drama.

Brød Hillary loven?
The New York Times skrev i går på forsiden, at Mrs. Clinton brugte sin personlige e-mail konto og ikke State Departments e-mail konto i løbet af sine fire år i udenrigsministeriet. Hvorfor er det et problem?

Ud over at skabe en potentiel sikkerhedsrisiko, og omgå loven (hvis ikke direkte overtræde den) med hensyn til statslig oversigt og gennemsigtighed, betyder det også, at vi næppe kan danne os et fornuftigt billede af Clintons tid som udenrigsminister, da vi simpelthen kommer til at mangle de nødvendige dokumenter.

Historien, som for længst er holdt op med at være et eventyr, bliver ikke bedre af, at man i George W. Bush årene havde en lignende praksis, som medførte et offentligt ramaskrig, som Demokraterne ikke var sene til at tage del i.

Med andre ord: Fru Clinton er i den grad ud på tynd is i forhold til denne her sag. Som mediet Vox skrev i en analyse i går:

“There is simply no way that, when Clinton decided to use her personal email address as Secretary of State, she was unaware of the national scandal that Bush officials had created by doing the same.

That she decided to use her personal address anyway showed a stunning disregard for governmental transparency requirements. Indeed, Clinton did not even bother with the empty gesture of using her official address for more formal business, as Bush officials did.

(…) The most generous interpretation is that she just preferred her personal email. A less generous one is that, like many politicians before her, using a personal email was a deliberate ploy to avoid transparency (Clinton took some hits when she released her private emails as first lady, so transparency had hurt her in the past) and perhaps even hamper potential investigations.”

Fremrykker offentliggørelsen af kandidatur
Historierne er ikke kun dårlige nyheder for Obama administrationen – der næppe kan sige sig fri for at være bekendt med `E-mail Gate`. De har efter sigende også været medvirkende til, at Clinton kampagnen har besluttet sig for at meddele Hillarys præsidentkandidatur allerede i næste måned, og ikke først til sommer, som man ellers havde håbet på. Og arbejdet ud fra.
Hillary Clintons plan om at flyve under den præsidentielle radar så længe som muligt er nu endegyldigt spoleret. Det kritiske lys er for alvor rettet imod den tidligere førstedame og eks-præsidenten. Og det gør bestemt ikke hendes muligheder for at vinde 2016-valget bedre.

Ridser i  troværdighedslakken
Som en tidligere Clinton rådgiver sagde til POLITICO: “We have had our head up our ass. This stuff isn’t going to kill us, but it puts us behind the eight ball.”

Sagen her koster næppe fru Clinton sit partis nominering næste sommer. Men det ændrer ikke på at Clinton-lejren har fået nogle gevaldige ridser i troværdighedslakken. Og det bliver en både dyr og besværlig reparation, der venter forude, hvis det ikke stadig skal kunne ses, når valgkampen for alvor går i gang.