Den amerikanske medieindustri har trange kår, og der er ikke udsigt til at det bliver bedre, uanset om præsidenten hedder Obama eller Romney efter valget.
Det har været sjovere at være journalist i USA, end det er i øjeblikket. Den amerikanske medieindustri styrtbløder, medier lukker, og dagligt fyres reportere inden for både print, online, radio og tv. Krisen har i den grad ramt mediebranchen, og der er intet, der tyder på, at det bliver bedre foreløbigt. Snarere tværtimod, lyder vurderingen fra en af Amerikas førende medieanalytikere, professor Robert McChesney fra University of Illinois, der blandt andet har skrevet bogen ’The Death And Life Of American Journalism’:
”Det kan blive endnu værre, og det vil blive endnu værre. Vi kommer ikke til at se flere journalister komme i arbejde. Lad mig sige det på denne her måde. På seks år har en af vores ældste og største aviser, The Philadelphia Inquirer, mistet 90 procent af sin værdi.”
Igennem de seneste år har adskillige både store og mindre amerikanske medier måtte dreje nøglen om, og det vil utvivlsomt fortsætte, forudser Robert McChesney, der dog ikke ser det dalende antal af medier som det største problem i den amerikanske mediebranche netop nu:
”Det handler ikke så meget om antallet af medier, men om antallet af arbejdende journalister på redaktionerne. De fleste amerikanske storbyer har store aviser, og de skal nok overleve. Det reelle problem er ikke hvorvidt de overlever, men hvor mange journalister de har ansat til at dække deres lokalområde og lave journalistik i det hele taget. Det er der, krisen for alvor bliver tydelig. Og det er bekymrende.”
Hestevæddeløbstendensen
Ifølge Robert McChesney, så har man tydeligt kunne spore krisen i den amerikanske medieindustri, hvad angår niveauet i dækningen af præsidentvalgkampen mellem Obama og Romney. Dækningen har været både simpel og sølle, lyder kritikken fra McChesney:
”Man skulle næsten ikke tro, at det kunne blive værre, men det er det blevet. I lang tid har kampagnedækningen her i USA været dårlig, men nu er det blevet på samme måde, som når man dækker et hestevæddeløb. I virkeligheden er det blevet ligesom, når sportsjournalister dækker en sportsbegivenhed, bortset fra et det her er dårlige sportsjournalister.”
Ingen hjælp på vej
Det er vanskeligt at forestille sig, hvad der skal til for at løse krisen i den amerikanske medieindustri, og de mange journalister, der er blevet fyret, kommer næppe tilbage i arbejde, forudser Robert McChesney. Han mener dog ikke kun, at det er medieindustrien selv, der bærer ansvaret for, at så mange journalister i dag står uden arbejde. Præsident Obama bærer også en del af ansvaret, påpeger McChesney:
”Obama kunne have gjort meget mere. Generelt er jeg kritisk over for præsident Obama på det her punkt, for han forstod godt, at det hele var ved at kollapse. Han havde masser af medvind, da han blev præsident, inklusiv i maj 2009, hvor han lavede den store stimulus pakke på 787 milliarder dollars. I den kunne og burde han have inkluderet 5-20 milliarder til at etablere lokale medier landet over. Det ville have været muligt for ham at få gennemført, men det valgte han ikke at gøre,” siger Robert McChesney og tilføjer i den forbindelse, at de mange arbejdsløse journalister i Amerika ikke skal gøre sig nogen forhåbninger om, at deres præsident, vil tage initiativ til at skabe nye journalistiske arbejdspladser. Uanset om præsidenten hedder Obama eller Romney, når valget er overstået:
”Det kommer ikke til at ske. Med Obama som præsident er oddsene 1 til 100 og med Romney som præsident er det 0 til en billion. Det sker ikke. Thomas Jefferson sagde engang, at det var nødvendigt at have en stærk, fri presse, så folk havde adgang til informationerne om samfundet. Men det er på tilbagetog, må man sige.”
You must be logged in to post a comment Login