Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

‘Glimt Af Amerika’ på gaden den 27. marts

Fredag den 27. marts udkommer bogen ‘Glimt Af Amerika’. En bog, der gennem fortællende kapitler tegner et portræt af det amerikanske samfund og amerikanerne. Redaktør Anders Agner Pedersen står bag bogen, mens flere af skribenterne på Kongressen.com er blandt bidragyderne. Bogens forord er skrevet af den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford

Der findes ikke nogen formel på Amerika. Ingen enkel måde at definere landet eller dets indbyggere. Men skal man alligevel gøre forsøget, må det være at sige, at USA er kontrasternes land. Stedet med ubegribelig rigdom, skønhed og glamour. Stedet, hvor drømme kan blive til virkelighed og hvor træerne næsten vokser helt ind i himmelen. Men samtidig også stedet, hvor millioner lever under fattigdomsgrænsen og hvor grundlaget for din eksistens kan styrte i grus, hvis du mister dit arbejde.

Amerika spænder vidt. Fra kysterne og midtvesten, til det dybe syd. Og ja, vist er de alle amerikanere. Med det samme flag, den samme præsident og som udgangspunkt også det samme sprog. Men cirka her stopper de gennemgående fællestræk for amerikanerne også. For der er langt fra Manhattans larm på Fifth Avenue til Lake Lucille i Alaska. Og ikke bare i antallet af miles, men også hvad angår livsanskuelse, værdier og hverdagens rammer. På samme måde som der er langt fra hjemløsebyen Dignity Village i det nordvestlige USA til magtens tinder på Capitol Hill i Washington D.C.

Alt dette og meget mere er alt sammen Amerika. Det er det land, resten af verden kalder supermagten. Landet, der på godt og ondt sætter den internationale dagsorden, både politisk, økonomisk og kulturelt. Og landet, hvis præsident kaldes verdens mægtigste mand.

Fredag den 27. marts udkommer bogen ‘Glimt Af Amerika’. En bog, der ved at præsentere en række ’glimt’ fra de forskellige dele af landet, set fra forskellige samfundsperspektiver, forhåbentlig kan give et indblik i en række dele af Amerika, der måske ikke er de mest gængse turistattraktioner, men som i lige så høj grad er en del af Amerika, som de traditionelle feriemål som New York, Californien og Florida er det.

For at fortælle historien om disse steder og menneskene, der bor der, har Anders Agner Pedersen, redaktør her på Kongressen.com, sammensat et hold af landets førende USA-skribenter. Alle kender de Amerika og amerikanerne. Alle har de haft det amerikanske samfund tæt inde på livet. Alle har de set både for- og bagsiden af den amerikanske guldmedalje. Og alle har fået deres egne glimt af Amerika.
Fra Kongressen.com bidrager nyhedschef Mirco Reimer, diplomatianalytiker Rasmus Søndergaard, Cecilie Baunegaard, Pernille Bruun Nielsen, Ea Ørum, Ida Meyer, Mette Laursen, Jonas Løvschall-Wedel, Mette Kjærsgaard og Anne Sprogøe. Derudover har Jakob Nielsen fra Politiken, Cathrine Gyldensted, James Kristoffer Miles, Anders B. Rasmussen, Barbara Thybo og Ditte Marie Schouenborg skrevet en række kapitler.

Bogens forord er skrevet af den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, mens bogens bagside er skrevet er Naja Marie Aidt.

Det er med andre ord en bog om det land, der dagligt både fascinerer og forundrer os. Og ikke mindst de mennesker, der lever der.

‘Glimt Af Amerika’ udkommer på Forlaget Rosenkilde fredag den 27. marts 2015.

Du kan møde fem af bogens bidragydere i Politikens Boghal onsdag den 1. april kl. 18.30

Written By

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen