Obama vil have flere til at trække læsset

I sidste uge kom Obama administrationens National Security Strategy endelig – et år forsinket. Temaerne var reelt en gentagelse fra flere andre strategidokumenter, som man tidligere har set: USA skal stort set kunne det hele og fokusere på alt. Også alligevel ikke. Obama lægger nemlig mere vægt på byrdedeling end tidligere.

Mere end et år forsinket kunne den nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice fredag i sidste uge præsentere Obama administrationens National Security Strategy. Et dokument som giver et idé om retningen for USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik i årene fremover, og hvor man ønsker at lægge sit fokus.

Sidst Obama administrationen udgav en National Security Strategy var i 2010. Siden da har verden set en tsunami ramme Japan, det arabiske forår var stadig et år ude i fremtiden, der var fire år til Putin beordrede Krim annekteret og fire år til Al Qaeda i Irak sprang ud som Islamisk Stat. Det er kun et udpluk af de ting som er sket i international politik siden da. Specielt for amerikanerne er det interessant at man siden hen har trukket sig ud af Irak (første gang i hvert fald), ud af Afghanistan og i 2012 erklærede at målsætningen nu var i højere grad at fokusere på Asien.
Så hvordan ser Obama administrationen så verden i dag?

USA er stadig nummer et!
Den amerikanske økonomi har det bedre i dag, end da Obama overtog det Hvide Hus efter præsident Bush. Denne økonomiske fremgang er ifølge den nye dokument grundlaget for, at USA kan fastholde sin ledende stilling i det internationale samfund. Derfor spiller den amerikanske økonomi en stor rolle i de indledende kapitler af det nye dokument. For fastholdelsen af amerikansk lederskab er den helt store målsætning for den nye NSS og økonomien er nøglen til, at dette kan lade sig gøre.

Det var også målsætningen for Obama administrationen, da de udgav deres strategidokument i 2012 under titlen Sustaining Global Leadership. Den nye National Security Strategy er sådan set en Sustaining Global Leadership 2.0.
USA skal fortsat stå som garanten for det internationale system, og fastholde sin ledende position i en ny verdensorden, som er ved at danne sig i disse år. Men hvordan har man tænkt sig at gøre det?

Stadig nummer et! Men giv lige en hånd
Et element som har fået større betydning hen over årene i diverse strategidokumenter fra Obama administrationen er betydningen af partnere og allierede.
Mange har i de seneste seks år haft travlt med at definere en Obama-doktrin. Når man læser diverse strategidokumenter og taler af Obama, så er det dog mest nærliggende at se tilbage i historien og se på en anden præsidents doktrin, som er aktuel i dag.

Richard Nixon overtog det Hvide Hus på et tidspunkt, hvor USA var engageret i Vietnam, og befolkningen ønskede en afslutning af krigen. Det amerikanske militær var presset til bristepunktet af krigen i Vietnam og pålagte nedskæringer.
På mange måder minder Nixons situation meget om Obamas situation. Obamas USA ønskede en afslutning af krigene i Irak og Afghanistan, og militæret er i disse år presset af økonomiske nedskæringer.
Nixons løsning på den situation som han stod overfor, var den såkaldte Nixon-doktrin. Doktrinen gik på tre principper: USA ville fastholde sine forpligtelser over for sine allierede, bruge atomvåben som garanti for USA’s og allierede sikkerhed, samt støtte og udstyre allierede og partnere som måtte have behov for hjælp til at klare en sikkerhedsopgave.

Hvis det lyder bekendt, så er det fordi, det er nogenlunde den politik, som Obama har ført siden han blev præsident, og særligt udtalt det seneste år. Ved flere lejligheder har Obama understreget, at USA støtter op om sine NATO allierede i henhold til Artikel 5 i NATO traktaten, hvilket i sidste ende traditionelt har betydet anvendelsen af atomvåben.

Den anden del, støtten og hjælpen til allierede og partnere er også central for Obamas udenrigspolitik. Gennem de seneste seks år har Obama forsøgt at holde USA ude af nye konflikter, og i stedet prøvet at få andre til at bære større dele af byrden i tilfælde som kampen mod Islamisk Stat og Ukraine. I disse tilfælde har man fra amerikansk side gået meget op i, at andre har skullet bære størstedelen af byrden, ligesom man i disse dage diskuterer, om man skal sende våben til Ukraine.
Så at få partnere og allierede til at bære en større del af byrden i forhold til international sikkerhed, har været og er fortsat et centralt princip for Obama administrationens udenrigspolitik, ligesom det var for præsident Nixon.

Gode intentioner
Ud over at genoplive en 40 år gammel doktrin, så giver det nye strategidokument et indblik i intentionerne bag Obamas udenrigspolitik. Intentionerne i det nye dokument er en udførlig oversigt over den måde, som Obama har søgt at omdefinere amerikansk udenrigspolitik, siden han kom til.
USA skal lede med styrke. Den er sådan set ret gennemgående for de fleste præsidenter, men den økonomiske genrejsning af USA har en helt særlig rolle for Obama. Dermed ser vi den vægt, han lægger på indenrigspolitiske reformer som udgangspunkt for udenrigspolitisk styrke.

USA skal lede ved sit eksempel. Når USA har den ledende rolle de har, så følger der et ansvar med. Man må ikke give køb på sine værdier, og man skal vise vilje og evne til at indgå politiske kompromisser for derved at være et eksempel for omverdenen. Her har vi et stik til den tidligere administration og deres åbning af Guantanamo, hemmelige CIA fængsler og anvendelse af tortur.

USA skal lede med tætte partnere. USA er træt af at trække hele læsset, og derfor skal der mere fokus på at opbygge partnere og allieredes kapaciteter så de selv kan klare sikkerhedsopgaver. Derudover skal man også fokusere på internationale organisationer som f.eks. FN, NATO og den Afrikanske Union og sikre dem mere troværdighed og kapaciteter så de kan løfte opgaver og sikre stabilitet i det internationale samfund.

Næste punkt er, at militær magt skal ikke være det eneste instrument som USA bruger i sin udenrigspolitik. Alle redskaber i det amerikanske statsapparat skal anvendes til at give en bredere og bedre tilgang til løsning af internationale konflikter. Dette har været en af de mest centrale lektier som politikere som Obama (og mange andre) har taget fra de seneste 14 års engagement i Irak og Afghanistan.

Sidste punkt i listen af intentioner er, at USA skal fokusere mere på langsigtede udfordringer. Den internationale orden er i disse år under forandring. USA’s status som enerådig supermagt er slut, og vi bevæger os mod en multipolær verdensorden med flere stormagter om bordet. Det skal USA tilpasse sig.

Alle disse intentioner er meget fine på papiret. Men problemet er at Obama ikke har fået mulighed for at fokusere sin politik, som han gerne ville pga. begivenheder i den store verden. Disse uforudsete udfordringer adresseres ikke tilstrækkeligt i dokumentet, men i stedet fastholder man det langsigtede fokus. Det er for så vidt også meget godt. Men med USA engageret i en ny krig i Mellemøsten, som man står overfor at bede Kongressen støtte i en treårig periode, samt en øget tilstedeværelse i Europa, så burde der være givet mere plads til de umiddelbare udfordringer, samt de langsigtede. Det har været problemet for Obama fra starten af hans præsidentperiode – han vil gerne tænke langsigtet i stedet for den kortsigtede planlægning som hans forgænger var nødt til af hensyn til krigene i Irak og Afghanistan. Men virkeligheden er bare ikke sådan, og det virker til, at Obama administrationen stadig har svært ved at gribe de løbende konflikter an.

Obamas nye National Security Strategy giver altså et billede af et USA, som stadig ønsker at være den dominerende magt i verden, men med en større grad af deltagelse fra andre nationer således at USA ikke alene skal bære byrden, for det har man simpelthen ikke ressourcer til. Det er måden Obama søger at bevare USA’s dominerende status i verden – man skal vælge sine kampe og lade andre være med til at bære byrden i sådanne konflikter. Ellers vil USA ikke kunne spille samme centrale rolle i fremtiden, som man gør i dag.