Amerika er ikke et land, men en forretning

Det amerikanske samfund får en over nakken i den nye film ’Killing Them Softly’ med Brad Pitt i hovedrollen. Amerika er blevet fattigt, samfundet slår revner, og ideen om, at USA er en samlet nation, er blot en illusion, lyder budskabet i filmen, der dermed viderefører tendensen i populærkulturen om at sætte spørgsmål ved grundpillerne i det amerikanske samfund

Krisen har sat sit præg på USA. Ikke bare i hverdagen, hvor amerikanerne mister deres arbejde og kæmper for at for hverdagen til at hænge sammen. Men også i populærkulturen, hvor man rettet fokus mod netop krisen. Og ja, der bliver skam produceret film, der emmer af ’feel-good-stemning’, og det hele skal nok gå til sidst. Eksempelvis ’The Company Men’ fra 2011, hvor Ben Affleck spillede familiefaren, der mistede sit direktørjob og måtte se langt efter et nyt arbejde og til sidst ender med at få en uventet – og til at begynde med uønsket – håndsrækning af sin svoger, der i Kevin Costners skikkelse, driver en entreprenør virksomhed.  Det hele ender godt, Ben Affleck får et nyt job i stil med det, han havde, i bedste hjem-ud-hjem eventyr stil. Den slags film findes fortsat, men der er en stadig stigende tendens til, at man i filmbranchen i stedet ser på krisen med kritiske øjne. For hvordan var det lige, at Amerika nåede til det punkt, spørger man? I Tv-serier som ’Mad Men’ stilles der spørgsmål ved den amerikanske drøm, og hvorvidt det nu også er den mest hensigtsmæssige måde, man har indrettet samfundet på. Den tendens fortsætter i den nye film ’Killing Them Softly’, der har Brad Pitt i hovedrollen. For selv om filmen officielt er en gangsterfilm, der handler om lejemord og kontant afregning, så er det overordnede budskab i filmen klart: Amerika er blevet fattigere, og det hele går ad Pommern til.

Rabat i krisetider
Gennem hele filmen, der foregår i efteråret 2008, vises der klip fra de dage, hvor krisen indfandt sig, hvordan den udskældte præsident Bush håndterede situationen, og ikke mindst, hvordan den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama, førte kampagne med afsæt i håb og forandring.
Begreber, som Brad Pitt og hans slæng af kriminelle ikke giver meget for i filmen. Tværtimod har de svært ved at acceptere, hvordan deres land og dermed også deres egen branche, er tynget af krisen. Der må være rabat nu, hvor det er krisetider, forsøger de folk, der hyrer Pitt og hans folk, at appellere til flere gange undervejs i filmen. Lidt rabat er der da, for selv de kriminelle er godt klar over, at det strammer om lårene for mange på det tidspunkt.

Netop udgangspunktet med, at det er folk, der opererer på den forkerte side af loven, der ryster på hovedet over, hvad det er, der er sket med Amerika, er med til at understrege filmens kritik af USA. Og kritikken bliver endegyldigt banket på plads i filmens afsluttende scene, der finder sted på valgaftenen 2008. Brad Pitt og hans team har udført den opgave, de blev hyret til, og nu er det tid til afregning. På den lokale bar, hvor afregningen skal finde sted, kører der direkte billeder fra Grant Park i Chicago, hvorfra den nyvalgte præsident, Barack Obama, holder sin sejrstale.

Amerika er ren forretning
Mens der afregnes, ser man Obama tale om forbrødring, samlingen af nation og hvordan alle i det amerikanske samfund er lige. Det giver Pitts karakter ikke meget for. Han griner hånligt, mens Obama taler, og konstaterer iskoldt, at i Amerika er alle alene.
”This guy wants to tell me we’re living in a community? Don’t make me laugh! I’m living in America, and in America you are on your own,” konstaterer han og tilføjer at ideen med at folk er lige, er en fiks ide, som i sin tid blev solgt til amerikanerne af Thomas Jefferson, men at det ikke har hold i virkeligheden. Og at Jefferson i øvrigt heller ikke selv troede på det. Han vidste bare, at det lød smart, men han lod selv sine børn vokse op i et land med slaveri sideløbende med, at han lå i med en af sine kvindelige slaver.

Derfor er det bare et bluffnummer, som lyder klingede godt politisk, må man forstå på Pitts karakter. Fyren, der hyrede ham, fejer ham af banen, og kalder ham kynisk, da Pitt ikke er tilfreds med sit honorar. Især i disse for Amerika så alvorlige tider. Kritikken preller imidlertid af. Med samme kølighed, som præger hans karakter gennem hele filmen, leverer Brad Pitt filmens afsluttende replik, der en gang for alle sætter en tyk streg under filmens sønderlemmende kritik af det amerikanske samfund:
”America is not a country. It’s a business. Now fucking pay me!”