Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Interview

Georgias Deal

Georgias guvernør, Nathan Deal, er på mange måder billedet på den republikanske drøm. Som guvernør har fået nedskåret de offentlige udgifter og sænket skatterne. Men ikke alt er gået som en drøm for den republikanske politiker. For et par år siden blev der sået tvivl om hans private moral og dømmekraft. Nathan Deal havde misbrugt sit guvernørembede til at pleje egne økonomiske interesser og i 11. time trak sig derfor som kongresmedlem inden en storstilet intern undersøgelse skulle sættes i gang.

Nathan Deal er en blond, midaldrende mand med et lidt stivnet smil, der måske røber en vis metaltræthed i det ellers velsmurte politiske maskinrum.
Manden med det brede smil har en lang karriere bag sig som levebrødspolitiker både i Georgia og i Washington og adskiller sig på det punkt ikke synderligt fra sine kolleger i andre amerikanske delstater.
I 2014 kæmpede han sig til en valgsejr over sin demokratiske modkandidat, og fik manifesteret sin solide plads i guvernørstol, som han har holdt siden 2011. Nathan Deal er på mange måder en hjemmefødning, der startede sin arbejdskarriere som jurist i Gainesville i Georgia, efter at han først havde udstået sin samfundstjeneste og sin universitetstid i delstaten, i henholdsvis Ford Gordon i Augusta og senere på Mercer University.

Som guvernør for ferskenstaten har Nathan Deal udlevet en republikansk drøm om at minimere staten. Han har sænket skatterne og skåret i delstatens statsansatte arbejdsstyrke. At guvernøren er stolt af dét, som selv han beskriver som 17 års samfundstjeneste som dommer, statens senator og kongresmedlem i Washington hører med til det samlede billede af en politisk mand, der godt nok har en republikansk drøm om at skære i offentlige udgifter, men samtidig har slået sig op på at øremærke sine politiske mærkesager; uddannelse og børns sikkerhed.

På trods af sympatiske politiske visioner om børns velfærd og uddannelse kan et politisk selvmål tænkes at være en af grundene til, at det brede smil er stivnet lidt med årene. Selv på valgplakater og på Nathan Deals officielle hjemmeside ser smilet ikke ud til at være levende.

Efterdønninger efter politisk stormvejr
Efterdønningerne fra Nathan Deals værste politiske stormvejr kan da også nemt have sat sig spor i det politiske dna.
På trods af sine gentagne valgsejre over sine demokratiske modkandidater, har Nathan Deal haft et tungt politisk åg at bære rundt på, siden han i 2010 trådte tilbage fra sin plads i Repræsentanternes Hus. Efter en skandaleombrust periode, hvor en rapport lavet af Repræsentanternes Hus’ Etiske Råd, Office of Congressional Ethics, fastslog at han havde misbrugt sit embede som guvernør til at presse en delstatens ansatte til at hyre hans autohjælpsfirma til at udføre statens licens på autohjælps- og bilinspektionsopgaver, så hans kandidatur til en ny periode som guvernør i Georgia ud til at hænge i en tynd tråd.

Den ellers lukrative, men sjuskede omgang med offentlige midler havde beriget Nathan Deal med 75.000 $ på et enkelt år. Det fik den interne undersøgelseskomité til at se skeptisk på guvernørens tilsyneladende passive investering i firmaet. Udbetalingen oversteg den grænse på 25830 $, som kongresmedlemmer må tjene ved siden af deres job i Kongressen. Problemet blev heller ikke mindre da det viste sig at pengene fra Nathan Deal blev bogført som løn – og ikke som en passiv investors udbytte. Det var ellers sådan Nathan Deal selv havde forklaret til Office of Congressional Ethics at udbetalingerne havde fundet sted. Guvernøren havde simpelthen ikke styr på sin egen rolle i forholdet mellem sine forretningsforbindelser og statens bundne aftale med hans autohjælpsfima. En aftale som havde været profitabel for Nathan Deal, men ikke havde været profitabelt for staten Georgia.

Da det blev tydeligt at hans forretningsforbindelser desuden var i familie med guvernøren blev sagen mere åbenlys kynisk. At Nathan Deal derfor havde vidst alt om, hvad der rørte sig i firmaet gjorde ikke sagen bedre og det kom senere frem at det arbejde som Nathan Deals bilinspektionsfirma fik penge for at udføre i virkeligheden blev udført af delstatens egne bilinspektører. Embedsmisbruget fortsatte i flere år med Nathan Deal som privat investor. Men der blev aldrig anlagt en sag mod guvernøren der afgjorde om han for egen vindings skyld havde presset embedsværket til at købe den service, som guvernør Deals firma udbød.

For inden sagen nåede så langt snoede Nathan Deal sig i 2010 på mere eller mindre elegant vis ud af den krog han var blevet trængt op i. I stedet for at blive trukket igennem en grundigere undersøgelse af Repræsentaternes Hus’ undersøgelseskomite, trak Nathan Deal sig fra posten i Kongressen et par timer efter, at han havde stemt nej til den forhadte Affordable Care Act i 2010.

Presset vokser
Præsidents Obamas sundhedsreform eller Obamacare som reformen senere er blevet kaldt, trådte som bekendt i kraft på trods af Nathan Deal og republikanernes store modstand. Men det siger med al tydelighed noget om manden, Nathan Deal. Den politiske mand lever i bedste velgående, selv i situationer hvor det personlige pres og fokus på mandens private moral og brug af offentlige midler er under voldsomt pres. Det er derfor også bemærkelsesværdigt, at Nathan Deal netop fik presset de sidste dråber ud af sin tid som kongresmedlem og fik sat sin stemme mod Obamacare, kun få minutter før undersøgelsen af ham officielt skulle sættes i gang.

Noget kunne tyde på at Nathan Deal har gået med bind for øjnene, når han som toppolitiker ikke har ment, at han skulle feje for egen dør, før han som hård modstander af sundhedsreformen kritiserede præsident Obamas sundhedsreform. En sundhedsreform, som han har set som indbegrebet af den føderale stats overforbrug.
Til kritikken af Nathan Deals andel i Georgias overforbrug af bilinspektioner har han hævdet, at der er blevet drevet en politisk motiveret heksejagt på ham. Under den første undersøgelse af forbindelsen mellem hans indtægter fra hans firma og delstatens dyrt købte bilinspektioner har han udtalt, at han blot ønskede at opretholde den gode kvalitet og sikkerhed omkring inspektionernes bilcheck i en periode, hvor Georgia overgik fra regionalt monopol på bilinspektioner til den private sektors frie markedspriser.

Måske var det en heroisk aktion fra Nathan Deals side. Måske blev hans aktive andel i firmaets kontrakt med delstaten udøvet i bedste altruistiske stil, men noget tyder på, at Nathan Deal bare blev ærgerrig og var dygtig nok til at svømme oven på. Nej, faktisk er Nathan Deal tydeligvis ikke gået til bunds i den politiske suppedas. Den 12. Januar 2015 blev han sat i ed som Georgias 82. guvernør.

Written By

Anne A. Sprogøe er Cand.scient.pol fra Københavns Universitet med speciale i amerikansk politik. Har tidligere boet og studeret i Italien, Sverige og senest USA. Skriver på en ny bog om amerikanske samfundsforhold og tilknyttet Kongressen.com som indenrigspolitisk skribent med særlig fokus på social- og ligestillingspolitik.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen