Visioner og vetoer

Dårligt var præsident Obama gået af talerstolen efter at have holdt sin State Of The Union-tale, før de politiske slagsmål mellem Demokraterne og Republikanerne blussede op igen. I det hele taget tegner der sig et 2015 i amerikansk politik med stribevis af sammenstød og adskillige præsident-vetoer

2015 bliver ikke for børn. Skulle nogen være i tvivl, så se blot begivenhederne i kølvandet på præsident Obamas State Of The Union-tale natten til onsdag i sidste uge. Dårligt havde præsidenten læst det sidste ord op fra sin teleprompter, før nyheden om, at den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, var blevet inviteret til at tale for Kongressen. Den kuriøse bonusinfo var imidlertid, at den israelske statsleder, ikke kiggede forbi The Hill på grund af Obama. Men på baggrund af en invitation fra John Boehner, den republikanske leder af Repræsentanternes Hus.
At forholdet mellem Obama og Netanyahu er anstrengt, er velkendt i politiske kredse, og derfor blev Boehners invitation da også straks opfattet som en provokation fra Demokraternes side.

Men det er ikke det eneste sted, at kamphanerne har været i totterne på hinanden efter State Of The Union-talen. Som klimaanalytiker Tue Sander Hansen beskrev det i sin analyse her på Kongressen.com i går, så vil Obama nedlægge veto over for det omdiskuterede Keystone XL projekt. Obama har i sine første seks år som præsident ellers ikke strøet om sig med præsidentielle vetoer, men som han gjorde det klart i sin tale, så vil han ikke tøve med at gøre det i de næste to år, såfremt Republikanerne forsøger at vedtage love, han ikke er enig i. Og første smagsprøve på dette, bliver med al sandsynlighed Keystone XL.

Slagsmålet om rørledningen er et godt eksempel på, hvad det er for et 2015, vi har taget hul på i amerikansk politik. Republikanerne har vundet flertallet i begge Kongressens kamre og har derfor gode muligheder for at vedtage de love, de ønsker. For på den måde at sende signalet om, at de bruger deres flertal til noget konstruktivt. De mange republikanske love vil dog ikke blive til virkelighed, da Obama vil nedlægge veto. På samme måde vil de mange visioner, præsidenten fremlagde i sin tale, næppe blive til ret meget mere end velformulerede visioner. For nøjagtig på samme måde som Obama ikke vil hjælpe republikanske udspil igennem, vil Republikanerne på ingen måde hjælpe præsidenten med at gøre hans visioner til virkelighed.

Kampen om virkeligheden
Dermed er vejen banet for endnu et dysfunktionelt år i amerikansk politik. Et år, hvor ingen af parterne har interesse i at hjælpe hinanden, men i højere grad vil være optaget af signalpolitiske planer og arbejdet for at placere aben på modstanderens skulder.
Republikanerne vil stille sig op og sige: Vi prøver at hjælpe med at regere landet og tage vores ansvar som partiet, der styrer Kongressen, alvorligt. Men præsidenten vil ikke noget som helst og nedlægger veto, hver gang vi forslår noget.
Demokraterne og Obama vil på den anden side stille sig op og sige: Vi ville så gerne regere landet på en sådan måde, at vi alle sammen fik en bedre hverdag, at endnu flere kom i arbejde og at økonomien fortsat fik det bedre. Men det er svært, når Republikanerne hele tiden stemmer vores forslag ned i både Huset og Senatet.

På den baggrund er det vanskeligt at se, hvordan der skal blive udrettet ret meget lovgivningsarbejde i Washington D.C. i 2015. Eller 2016 for den sags skyld. Det kommende år i amerikansk politik bliver en kamp om virkeligheden og om, hvem der skal have aben siddende på skulderen. Og de amerikanere, der havde håbet på, at 2015 ville blive et forsoningens og samarbejdets år, må nok engang sande, at det næppe heller bliver et år præget af slagsmål og politisk fnidder.

Begivenhederne i kølvandet på Obamas State Of The Union-tale talte deres helt eget triste, tydelige sprog. 2015 i amerikansk politik bliver en uskøn blanding af visioner og vetoer. Det bliver med andre ord ikke før børn.

Anders Agner Pedersen sidder i panelet ved den store State Of The Union-debat onsdag den 28. januar.