Supermagt søger sidekick

Til tider har det forlydt, at Barack Obama ikke er interesseret i, at USA skal lede verden. Men spørgsmålet er ikke, om USA leder verden, men snarere hvordan USA leder verden, som Obama pointerede i sin State of the Union tale. Præsidenten ønsker nemlig et kollektivt ansvar med nye stærke bidragsydere og et mindre amerikansk fodaftryk på den globale scene.

En State of the Union tale retter sig primært til den amerikanske befolkning. Derfor bruger amerikanske præsidenter traditionelt heller ikke særlig meget tid på den udenrigspolitiske del. Det er vigtigt at holde sig for øje, når man analyserer præsidentens tale. Obama brugte således også kun et lille kvarter af de mere end 60 minutter, som han havde til rådighed, på at fokusere på verden uden for Amerikas grænser i sidste uge. Dette kvarter er ikke desto mindre af kolossal betydning for resten af verden. Obamas tale gav nemlig et godt indblik i præsidentens tankegang og konturerne af den efterlyste `Obama-doktrin`.

En supermagt går ikke på pension
Til tider har det forlydt, at Obama ikke er interesseret i, at USA skal lede verden. Men amerikansk lederskab er ikke et valg. Det har været et faktum siden 1945, hvis ikke længere. Når man har siddet med den gule førertrøje i mere end syv årtier, kan det godt være, at man til tider bliver træt af at være en supermagt. Kritikerne står altid parat. Undlader man at fjerne en blodig diktator i Syrien, svigter supermagten ifølge kritikerne sit ansvar. Fjerner man en blodig diktator i Irak, er USA ifølge kritikerne en imperialistisk supermagt. Det er ikke nemt at være supermagt.

Ligesom en skolelærer fra tid til anden godt kunne ønske sig en eller flere pædagogmedhjælpere, der kunne påtage sig en del af byrden i klasseværelset, kunne USA også godt tænke sig en smule mere hjælp. Men betyder det, at læreren vil overlade styringen af undervisningen til pædagogmedhjælpere? Næppe. Det samme er tilfældet for USA. En supermagt går ikke på pension. Supermagten vil gerne have hjælp til at løse opgaverne – som ikke er blevet mindre med årene – men førertrøjen skal blive på amerikanske hænder. Eller som Obama udtrykte det i talen: ”Spørgsmålet er ikke om USA leder verden, men hvordan USA leder”.

Denne tankegang – et kollektiv ansvar med nye stærke bidragsydere og et mindre amerikansk fodaftryk på den globale scene – er kernen i Obama-doktrinen. Obama ser en supermagt, som er bedst tjent ved at lede via sin tiltrækningskraft, sine værdier, samt ved at være et godt eksempel fremfor at påtvinge andre nationer amerikanske idealer og forestillinger. Det er en supermagt, som vil efterlade et mindre (militært) fodaftryk i verden og have andre lande til at tage et større ansvar. Det er en supermagt, som fortsat vil agere unilateralt, når dens sikkerhed er truet, men som primært fokuserer på at arbejde i koalitioner og bruger alle redskaber i den amerikanske værktøjskasse frem for at true med den militære hammer.

Samtidig er det op til de pågældende lande selv at bidrage til at løse deres problemer frem for at satse på, at Uncle Sam nok skal gøre klare mosten. Derfor uddanner USA afghanske sikkerhedsstyrker og bidrager med luftangreb i kampen mod Islamisk Stat, men er ikke villig til at sende amerikanske landtropper ind i en krig, som i Obamas øjne primært er et mellemøstligeligt anliggende.¨

Frustrator-in-Chief
Obamas tilgang frustrerer mange iagttagere. ”Don’t do stupid shit” er ikke et pompøst udenrigspolitisk mantra. Men det ligger fint i tråd med Obama doktrinens kerne. Sjældent har en amerikansk præsident brugt så meget af sin taletid på at fremhæve de mange begrænsninger, som supermagten har. Sjældent har en præsident gjort det så klart, at han ikke mener, at militær magt kan løse problemer, men bare skaber flere. Og sjældent har en præsident gjort det så klart, at selvom USA skal lede verden, så har Obama kun tænkt sig at lede, hvis der er nogen, som vil lade sig lede.

Obamas USA er fortsat alfahanen i det store kollektiv, men ønsker ikke at hovere. Præsidenten går snarere i gangsterbossen Frank Lucas fodspor. Lucas – hvis liv blev filmatiseret af instruktøren Ridley Scott i filmen American Gangster i 2007 – yndede at sige, at tomme tønder buldrer mest. Obama formulerer det lidt anderledes: ”Det er sådan Amerika fører – ikke ved at buldre, men med vedvarende, stabil beslutsomhed. ” Essensen er den samme. Det lyder måske ikke særlig pompøs, men så enkelt kan det siges.

Denne tilgang blev også tydeligt i Obamas State of the Union tale, både i forhold til hvad præsidenten sagde, og hvad han ikke sagde.

Hvad Obama sagde
De udenrigspolitiske budskaber i Obamas tale var ikke nye, men velkendte. Krigene i Irak og Afghanistan er afsluttet. Klimaforandringerne udgør en national sikkerhedstrussel. Guantanamo skal lukkes. Koalitionerne mod Rusland og Islamisk Stat har vist deres værd. Rusland er i dag isoleret og har en økonomi, der sejler, mens Islamisk Stats fremmarch i Irak og Syrien er blevet stoppet. Diplomati og engagement frem for trusler og isolation er vejen frem i forhandlingerne med Iran og Cuba. Præsidenten bruger veto-pennen, hvis kongressen skulle prøve at gennemtvinge nye sanktioner mod styret i Teheran, osv.

Hvad Obama ikke sagde
Den interessante del af talen var snarere, hvad Obama valgte ikke at tale om. Ikke et ord om de (fortsat) ustabile forhold i Afghanistan og Irak. Ikke et ord om rebalanceringen til Asien. Ikke et ord om Israel-Palæstina konflikten. Ikke et ord om den taktiske brøler præsidenten begik ved ikke at være tilstede ved solidaritetsmarchen i Paris. Ikke et ord om, at man i Syrien konflikten ikke længere kræver Assads afgang, men begynder at operere med en exit strategi, hvor Assad forbliver ved magten. Ikke et ord om, at interventionen i Libyen i 2011 mildest talt ikke gik efter planen, og landet i dag befinder sig på randen af en borgerkrig (hvilket er lettere ironisk, da Obama i talen kritiserede George W. Bush for at træffe “forhastede beslutninger og trække USA ind i unødvendige konflikter uden at have strategien på plads”). Og heller ikke et ord om, at luftangrebene mod IS næppe er nok, og at der skal landtropper til, hvis man vil tryne terrororganisationen, hvilket er koalitionens erklærede mål.

Forklaringen på, hvorfor ovennævnte emner ikke fyldte så meget i Obamas tale, er ligefor. Hvilket menneske vil frivilligt udstille sine svage punkter? Præcis, de færreste. En anden forklaring skal nok findes i, at realiteten har indhentet Obama (som med så mange præsidenter før). Frem for at prøve at fokusere supermagtens kræfter mod den store opgave, rebalanceringen til Asien, og gå efter den diplomatiske guldmedalje, en løsning af Israel-Palæstina konflikten, må Obama i stedet for forholde sig til Vladimir Putin og Abu Bakr al-Baghdadi.

Det er næppe hvad Obama har ønsket. Men det bekræfter på fineste vis, at udenrigspolitik ofte er uforudsigelig og fyldt af et hav af dårlige løsninger og udfordringer, som man helst vil have været foruden, men bliver nødt til at forholde sig til.

Manden der var forud for sin tid
Den amerikanske forfatter James Mann pointerede i et interview med New York Magazine for nyligt, at Obamas udenrigspolitiske eftermæle vil være, at Obama vil blive betragtet som den første præsident der indså, at USA ikke længere har mulighed for at spille den samme dominerende rolle i verden, som landet gjorde både efter Anden Verdenskrig og under den Kolde Krig.

”I den forstand var han (Obama) forud for sin tid,” bemærkede Mann. ”Hans tilbagetrækning af styrker fra Irak og Afghanistan, og det faktum, at det var den tyske kansler Angela Merkel, der tog den ledende rolle i at håndtere Putins Rusland, var alt del af en større indsats for at skabe en mere beskeden, bæredygtig rolle for USA.”

Det lyder sikkert heller ikke særlig pompøst, men så enkelt kan det siges.

Mirco Reimer sidder i panelet ved den store ‘State Of The Union’-debat onsdag den 28. januar.